Domstolskontrol af medlemsstaternes afgørelse om førtidig opsigelse af generaladvokatmandat efter Brexit (Sag Sharpston)

Eleanor Sharpston, tidligere generaladvokat udpeget af Det Forenede Kongerige (UK), appellerede Rettens kendelse (T-550/20), som afviste hendes annullationssøgsmål mod afgørelse (EU) 2020/1251. Denne afgørelse, vedtaget af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, udnævnte Athanasios Rantos som hendes efterfølger, hvilket Sharpston anfægtede, da det indebar en førtidig opsigelse af hendes mandat, der ellers skulle have løbet indtil oktober 2021. Sagen udsprang direkte af konsekvenserne af Det Forenede Kongeriges udtræden af EU (Brexit) den 1. februar 2020.

Sharpstons centrale argument var, at retsakter vedtaget i henhold til traktaterne, som har virkninger i Unionens retsorden, og som vedrører et ledigt embede ved Domstolen, burde være underlagt Unionens retsinstansers legalitetskontrol, navnlig for at sikre effektiv domstolsbeskyttelse.

Rettens oprindelige afgørelse

Retten afviste sagen som åbenbart uantagelig. Den fastslog, at afgørelsen var truffet af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, der handlede som kollektivt udøvende af medlemsstaternes kompetence i overensstemmelse med artikel 253 TEUF, og ikke som en EU-institution. I henhold til fast retspraksis er sådanne handlinger undtaget fra domstolsprøvelse under artikel 263 TEUF. Sharpston appellerede denne afgørelse, idet hun hævdede, at Retten fejlagtigt havde fortolket omfanget af den retlige prøvelse.

Domstolen (Første Afdeling) afviser appellen som værende dels uantagelig, dels åbenbart ugrundet og stadfæster dermed Rettens kendelse (T-550/20).

Domstolen fastslog, at Retten ikke begik en retlig fejl ved at konkludere, at annullationssøgsmålet mod den omtvistede afgørelse skulle afvises.

Domstolens begrundelse

• Domstolen gentager sin faste praksis: retsakter vedtaget af repræsentanter for medlemsstaternes regeringer, når de handler kollektivt og ikke i egenskab af medlemmer af Rådet, er ikke underlagt Unionens retsinstansers legalitetskontrol (jf. artikel 263 TEUF).

• Det afgørende kriterium for, om en retsakt kan prøves, er aktens ophavsmand, ikke dens eventuelle bindende retsvirkninger i Unionens retsorden (præmis 47).

• Appellantens argumenter, der tilsigtede en bred fortolkning af artikel 263 TEUF for at inkludere handlinger fra Rådet som et "alter ego" for medlemsstaternes repræsentanter, blev afvist, da de stred mod traktaternes klare ordlyd og hensigten om at udelukke nationale udnævnelsesafgørelser fra EU-domstolenes prøvelse.

• Vedrørende mandatets ophør bemærker Domstolen, at i henhold til udtrædelsesaftalens præambel og artikel 50, stk. 3, TEU, udløb de mandater, der var varetaget af medlemmer udpeget i forbindelse med UK's medlemskab, automatisk den 1. februar 2020. Den omtvistede afgørelse om udnævnelse af en efterfølger var derfor ikke en bebyrdende afgørelse om førtidigt ophør, men blot en konstatering af et allerede indtrådt ledigt embede (præmis 53-54).