Afslag på forskerskatteordning grundet manglende samtidighed mellem ansættelse og skattepligt

Sagen omhandlede en klagers anmodning om beskatning efter forskerskatteordningen, jf. Kildeskatteloven §§ 48 E-F, hvilket SKAT havde afvist. Klageren, der havde boet og arbejdet i udlandet siden 1994, indgik i 2007 en ansættelseskontrakt med det dansk registrerede selskab [virksomhed2] A/S med henblik på udstationering som General Manager i det kinesiske datterselskab [virksomhed3] CO., Ltd. Denne udstationeringsaftale løb oprindeligt til 2009, men blev forlænget ad flere omgange. I 2017 indgik klageren en ny kontrakt med [virksomhed2] om ansættelse i Danmark fra 1. juli 2017.

Klagerens argumenter

Klagerens repræsentant påstod, at klageren opfyldte betingelserne for forskerskatteordningen fra 5. juli 2017. Hovedargumentet var, at ansættelseskontrakten fra 2007 med [virksomhed2] udelukkende var en formalitet for lønudbetaling, og at det reelle ansættelsesforhold i perioden 2007-2017 var med det kinesiske selskab [virksomhed3], dokumenteret ved lokale kinesiske ansættelseskontrakter. Den nye kontrakt fra 2017 med [virksomhed2] om ansættelse i Danmark blev anset for et nyt og uafhængigt ansættelsesforhold, der opfyldte kravet om samtidighed mellem skattepligtens indtræden og påbegyndelse af ansættelsesforholdet i Danmark. Det blev fremhævet, at klageren aldrig havde haft en reel stilling i det danske selskab før 2017, og at viderefakturering af lønomkostninger til det kinesiske selskab understøttede, at [virksomhed3] var den reelle arbejdsgiver.

SKATs argumenter

SKAT fastholdt, at klageren ikke opfyldte betingelserne for forskerskatteordningen, specifikt kravet i Kildeskatteloven § 48e, stk. 1 om samtidighed mellem ansættelsen og skattepligtens indtræden. SKAT anførte, at klageren blev ansat i [virksomhed2] den 1. april 2007 og herefter blev udlejet til [virksomhed3]. SKAT mente, at der ikke var tale om et nyt ansættelsesforhold i [virksomhed2] i 2017, men blot en fortsættelse af et allerede eksisterende ansættelsesforhold. SKAT tillagde de kinesiske kontrakter ringe bevisværdi, da de bl.a. ikke var daterede, ikke angav løn, og var underskrevet af klageren selv som direktør for [virksomhed3] og som ansat. SKAT henviste til, at det formelle ansættelsesforhold i sager om koncerninternt udlån lægges til grund, og at der ikke er juridisk belæg for at tilsidesætte en aftale om udleje af arbejdskraft.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten bemærkede, at Kildeskatteloven § 48e, stk. 1 stiller krav om, at skattepligten til Danmark skal indtræde i forbindelse med påbegyndelsen af et nyt ansættelsesforhold. Dette princip er også fastslået i Landsskatterettens afgørelse SKM2018.64.LSR.

Retten fandt, at klageren ifølge udstationeringsaftalen fra 1. april 2007 blev ansat i [virksomhed2] med henblik på udstationering i [virksomhed3] som General Manager. Det fremgik tydeligt af udstationeringsaftalen, at klagerens arbejdskraft blev stillet til rådighed af [virksomhed2] for [virksomhed3], og at [virksomhed2] var forpligtet til at stille en anden medarbejder til rådighed, hvis klageren ikke opfyldte sine forpligtelser.

Direktørkontrakten, indgået i 2017, bekræftede eksplicit, at klagerens periode med kontinuerlig ansættelse begyndte den 1. april 2007. Retten lagde vægt på, at klageren og [virksomhed2] bevidst havde valgt denne ansættelseskonstruktion, og at forskerskatteordningen ikke indeholder et skønselement eller dispensationsmuligheder, der kunne ændre ved dette.

De kinesiske ”labor contracts”, som klageren havde indgået, og som var underskrevet af klageren selv på vegne af både [virksomhed3] og personligt, kunne ikke ændre på det allerede bestående ansættelsesforhold med [virksomhed2].

Landsskatteretten konkluderede derfor, at klageren måtte anses for kontinuerligt at have været i et ansættelsesforhold med [virksomhed2] siden 1. april 2007. Dette bestående ansættelsesforhold var til hinder for anvendelse af forskerskatteordningen, da kravet om, at ansættelsesforholdet skal påbegyndes i forbindelse med skattepligtens indtræden, ikke var opfyldt.

Landsskatteretten stadfæstede herefter SKATs afgørelse om afslag på beskatning efter forskerskatteordningen.