Forbrugerorganisationers søgsmålskompetence for kapitalstærke investorer i komplekse finansielle instrumenter (MiFID I)

Sagen omhandler en præjudiciel anmodning fra Tribunal Supremo i Spanien vedrørende fortolkningen af artikel 52, stk. 2, i direktiv 2004/39/EF (MiFID I), som fastsætter forbrugerorganisationers ret til at indbringe sager i forbrugernes interesse.

Tvisten i hovedsagen stod mellem Banco Santander (der er indtrådt i rettighederne for Banco Banif) og forbrugerorganisationen Auge, der repræsenterede to af sine medlemmer (Andrea og Alberto). Medlemmerne havde investeret et betydeligt beløb (900.000 EUR) i finansielle produkter og hævdede, at aftalerne var ugyldige på grund af manglende opfyldelse af bankens oplysningsforpligtelser.

Den centrale juridiske udfordring var, om spansk retspraksis lovligt kunne begrænse Auges søgsmålskompetence, når organisationen repræsenterede individuelle investorer med høj økonomisk formåen, der havde foretaget store, spekulative investeringer. Den spanske retspraksis begrundede begrænsningen med, at disse produkter ikke blev anset for at være "varer eller tjenesteydelser til daglig, almindelig og generel brug eller forbrug". Denne begrænsning havde den konsekvens, at organisationen mistede retten til retshjælp, herunder fritagelse for sagsomkostninger i tilfælde af tab, hvilket potentielt blev misbrugt af velhavende investorer for at undgå økonomisk risiko.

Domstolens afgørelse om søgsmålskompetence og retshjælp

Domstolen fastslår, at artikel 52, stk. 2, i direktiv 2004/39/EF er til hinder for en national retspraksis, der begrænser forbrugerorganisationers søgsmålskompetence baseret på kriterier som investorernes økonomiske formåen eller investeringernes art og økonomiske værdi, når medlemsstaten i øvrigt har valgt at give organisationerne kompetence til at forsvare deres medlemmers individuelle interesser.

Domstolen præciserer, at direktivet beskytter alle detailkunder, der har status af forbrugere, uanset deres formåen eller produktets kompleksitet.

Artikel 52, stk. 2, i direktiv 2004/39/EF er til hinder for en national retspraksis, der [...] underlægger en sådan søgsmålskompetence begrænsninger vedrørende disse medlemmers økonomiske formåen, den økonomiske værdi og typen af de finansielle produkter, som de nævnte medlemmer har investeret i, samt disse produkters kompleksitet.

Domstolen anerkender dog medlemsstaternes procesautonomi vedrørende nationale regler om retshjælp og sagsomkostninger:

• Direktivet pålægger ikke medlemsstaterne at tildele retshjælp til forbrugerorganisationer.
• Den nationale retspraksis kan principielt tage hensyn til kriterier som investeringens art (f.eks. om det er til "daglig, almindelig og generel brug") ved afgørelsen af, om en organisation er berettiget til retshjælp.