Fortolkning af MiFID-direktivet: Egnethedsvurdering ved swap-aftaler

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Juzgado de Primera Instancia nr. 12 de Madrid vedrørende fortolkningen af direktiv 2004/39/EF om markeder for finansielle instrumenter (MiFID). Sagen er rejst af Genil 48 SL og Comercial Hostelera de Grandes Vinos SL (herefter "sagsøgerne") mod Bankinter SA og Banco Bilbao Vizcaya Argentaria SA (herefter "bankerne"), vedrørende swap-aftaler, der skulle beskytte sagsøgerne mod udsving i renten på lån.

Sagsøgerne anførte, at bankerne ikke havde foretaget de nødvendige vurderinger af deres egnethed og hensigtsmæssighed, jf. artikel 19 i MiFID-direktivet, før de tilbød swap-aftalerne. De hævdede, at dette manglende overholdelse af direktivet burde medføre, at aftalerne blev erklæret ugyldige.

Den forelæggende ret ønskede svar på, om udbud af en swap-aftale udgør investeringsrådgivning, hvilke konsekvenser manglende egnethedsvurdering har for aftalens gyldighed, og om bankerne var fritaget fra vurderingspligten i henhold til artikel 19, stk. 9, i direktivet.

Domstolen fastslår, at:

• En investeringsservice kun indgår som en del af et finansielt produkt, hvis den udgør en integrerende del heraf på det tidspunkt, hvor produktet udbydes til kunden.
• De EU-retlige bestemmelser og fælles europæiske standarder, som bestemmelsen henviser til, skal muliggøre en risikovurdering af kunder og/eller indeholde oplysningskrav, der også dækker den integrerede investeringsservice, for at undgå at denne service er omfattet af forpligtelserne i artikel 19.
• Tilbud om en swap-aftale til dækning af renterisiko kan udgøre investeringsrådgivning, afhængigt af hvordan anbefalingen gives.
• Det er op til national ret at fastlægge de kontraktmæssige konsekvenser af manglende overholdelse af vurderingskravene i direktivet, under overholdelse af EU-rettens generelle principper.

Domstolens Afgørelse

Domstolen fastslår:

• Artikel 19, stk. 9, i direktiv 2004/39/EF skal fortolkes således, at en investeringsservice kun indgår som en del af et finansielt produkt, hvis den udgør en integrerende del heraf på det tidspunkt, hvor produktet udbydes til kunden.
• De EU-retlige bestemmelser og fælles europæiske standarder, som bestemmelsen henviser til, skal muliggøre en risikovurdering af kunder og/eller indeholde oplysningskrav, der også dækker den integrerede investeringsservice, for at undgå at denne service er omfattet af forpligtelserne i artikel 19.
• Artikel 4, stk. 1, nr. 4), i direktiv 2004/39/EF skal fortolkes således, at tilbud om en swap-aftale til dækning af renterisiko på et finansielt produkt udgør investeringsrådgivning, hvis anbefalingen gives til kunden som investor, er passende for kunden eller tager udgangspunkt i kundens forhold, og ikke udelukkende formidles via distributionskanaler eller offentligheden.
• Det tilkommer hver medlemsstat at regulere de kontraktmæssige konsekvenser af, at et investeringsselskab ikke overholder vurderingskravene i artikel 19, stk. 4 og 5, i direktiv 2004/39/EF, under overholdelse af ækvivalens- og effektivitetsprincippet.

Centrale EU-retlige Principper

• Investorbeskyttelse: Direktiv 2004/39/EF har til formål at sikre en høj grad af investorbeskyttelse. Dette princip understreger vigtigheden af, at investeringsselskaber foretager grundige vurderinger af deres kunders behov og risikoprofil, før de tilbyder komplekse finansielle produkter.
• Fortolkning af EU-ret: Ved fortolkning af EU-retlige bestemmelser skal der tages hensyn til alle sprogversioner for at sikre en ensartet forståelse. Ved uoverensstemmelser skal bestemmelsen fortolkes i lyset af regelsættets formål og opbygning.
• Princippet om loyalitet: Medlemsstaterne skal sikre, at nationale regler, der implementerer EU-direktiver, er effektive og ikke undergraver direktivets formål. Sanktioner for manglende overholdelse skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
• Ækvivalens- og Effektivitetsprincippet: Medlemsstaterne har autonomi til at fastlægge sanktioner for overtrædelser af EU-retten, men disse sanktioner må ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende nationale overtrædelser (ækvivalensprincippet), og de må ikke gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der følger af EU-retten (effektivitetsprincippet).
• Streng fortolkning af undtagelser: Undtagelser fra generelle regler, som f.eks. i artikel 19, stk. 9, i direktiv 2004/39, skal fortolkes restriktivt for at sikre, at investorbeskyttelsen ikke udhules.