Dispensation fra byplanvedtægt til opførelse af skure i naboskel og spørgsmålet om retsvirkning af nabosamtykke

Københavns Kommune meddelte dispensation til projektet efter en nabohøring, hvor klageren havde gjort indsigelse. Kommunen vurderede, at skurene ikke var i strid med de overordnede principper om at bevare områdets åbne og grønne karakter som villakvarter. Kommunen afviste samtidig betydningen af manglende nabosamtykke med henvisning til tidligere praksis om, at sådanne krav ikke har hjemmel i planlovgivningen. Sagen blev efterfølgende indbragt for Planklagenævnet i medfør af Lov om Planklagenævnet § 14, stk. 2.

Planklagenævnet traf afgørelse om ikke at give klageren medhold, hvormed kommunens dispensation blev opretholdt.

Ugyldighed af krav om nabosamtykke

Det centrale retlige spørgsmål var, om byplanvedtægtens krav om naboens samtykke var bindende. Nævnet konstaterede, at Planloven § 15, stk. 2, der udtømmende angiver, hvad en lokalplan (eller byplanvedtægt) kan indeholde bestemmelser om, ikke giver hjemmel til at gøre dispensation betinget af en naboes accept.

Planklagenævnet finder ikke, at der i planlovens § 15, stk. 2, er hjemmel til i en lokalplan at fastsætte bestemmelser om, at der kræves nabosamtykke, som en betingelse for at meddele dispensation. Planklagenævnet finder på den baggrund ikke, at kravet om nabosamtykke kan tillægges retsvirkning.

Da bestemmelsen om nabosamtykke blev anset for uden retsvirkning, skulle kommunen alene vurdere ansøgningen som en anmodning om dispensation fra de fysiske placeringsregler.

Vurdering af dispensationshjemmel og principper

Nævnet vurderede, at byplanvedtægtens § 3 fungerede som en kompetencenorm, der gav kommunen mulighed for at tillade fravigelser. En sådan udnyttelse af en kompetencenorm anses ikke for at være i strid med planens principper i henhold til Planloven § 19, stk. 1.

I forhold til selve sagsbehandlingen fandt nævnet, at kommunen havde overholdt reglerne om naboorientering i Planloven § 20, stk. 1. Selvom kommunen har pligt til at overveje indsigelser, er der ikke i loven krav om, at indsigelserne skal imødekommes. Da kommunen konkret havde forholdt sig til klagerens synspunkter i afgørelsen, var der ikke grundlag for at tilsidesætte det kommunale skøn.

Afslutningsvis blev det bemærket, at nævnets afgørelse er endelig jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3, og at klagegebyret ikke tilbagebetales i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Natur- og Miljøklagenævnet m.v. § 2.

Klagen fra grundejerforeningen og naboejendommen

Grundejerforeningen og ejerne af en naboejendom påklagede kommunens afgørelse. Deres hovedargumenter var:

• Bygherren er en professionel entreprenør, der burde kende byplanvedtægtens bestemmelser.
• Kommunen havde ikke hjemmel i byplanvedtægtens § 10 til at meddele dispensationen, da områdets karakter skal fastholdes. Klagerne mente, at de dispenserede forhold var af så markant betydning, at en fysisk lovliggørelse eller en ny lokalplan var nødvendig.
• Arealet omfattet af strandbeskyttelseslinjen burde ikke medregnes i grundarealet ved beregning af udnyttelsesgraden.
• Den markante overskridelse af facadehøjden (§ 5.2) og den tætte placering af det hævede opholdsareal (§ 5.3) og udhuset (§ 5.4) ved skel var generende for privatlivets fred og naboerne.
• Ejerne af naboejendommen anførte desuden, at en del af kystsikringen var fjernet i forbindelse med bebyggelsens opførelse, hvilket kunne føre til oversvømmelser.