Udenlandsk entreprenørs medarbejdere ikke skattepligtige ved ankerarbejde

Spørgeren argumenterede for, at forholdet udgør en entreprise, da medarbejderne ikke er stillet til rådighed for Hvervgiveren, og arbejdet ikke integreres i Hvervgiverens forretningsområde på en måde, der berettiger beskatning efter reglerne om arbejdsudleje i Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 3.

Det centrale spørgsmål var:

Kan SKAT bekræfte, at spørgers medarbejdere ikke er skattepligtige efter Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 3 i den beskrevne situation?

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling og bekræftede, at Spørgers medarbejdere ikke er begrænset skattepligtige i Danmark efter reglerne om arbejdsudleje i Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 3.

SKAT anerkendte indledningsvist, at det arbejde, Spørgeren skulle udføre (ankerarbejde, jordarbejde m.v.), som udgangspunkt måtte anses for at være en integreret del af Hvervgiverens forretningsområde, da Hvervgiveren selv er aktiv inden for fundering og byggeri og udbyder samlede entrepriser.

Dog fastslog Skatterådet, at beskatning ikke finder sted, hvis opgaven reelt er udskilt fra Hvervgiveren til Spørgeren som en selvstændig erhvervsvirksomhed. Ved den samlede vurdering af, om der forelå entreprise eller arbejdsudleje, lagde Skatterådet vægt på en række faktorer, der understøttede, at opgaven var udlagt til en selvstændig kontraktpart:

• Spørgeren bærer det fulde ansvar for det udførte arbejde.
• Spørgeren bærer den økonomiske risiko (herunder betaling af konventionalbod ved forsinkelse).
• Spørgeren forestår al instruktion og indbygning af byggeelementer.
• Spørgeren medbringer eget specialudstyr og egne ansatte.
• Arbejdet afregnes som en fast entreprisesum for hele projektet.

Skatterådet konkluderede, at der reelt er tale om, at spørgeren udfører arbejdet som selvstændig udenlandsk erhvervsvirksomhed. Arbejdet udført af spørgers medarbejdere skal derfor anses for udført for spørgeren som arbejdsgiver og ikke for hvervgiveren.

Det bemærkes, at afgørelsen alene omhandler arbejdsudlejereglerne og ikke tager stilling til, om Spørgerens aktiviteter etablerer fast driftssted i Danmark i henhold til selskabsskatteloven eller den relevante Dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Tyskland, eller om medarbejderne er skattepligtige efter andre bestemmelser.

Selskabets repræsentant nedlagde påstand om, at selskabet ikke var indeholdelsespligtigt, da der ikke forelå et arbejdsudlejeforhold. Selskabet argumenterede, at det ikke besad den nødvendige know-how, uddannede maskinarbejdere eller specialmaskiner til borede pæle, som var udviklet af det tyske moderselskab. Derfor benyttede det danske selskab det tyske selskabs ekspertise, maskiner og mandskab i henhold til en "Agreement of technical, mechanical and financial assistance" fra 2002.

Klagerens argumenter

Klageren fremhævede, at det tyske selskab:

• Varetog den tekniske styring af entrepriseopgaverne, herunder vedligeholdelse og reparation af maskiner samt administration af de tyske medarbejdere.
• Sendte tyske entrepriseledere, maskiner og maskinarbejdere til Danmark, og det var de tyske entrepriseledere, der instruerede de tyske maskinarbejdere.
• Bar ansvaret for sit eget udførte arbejde i henhold til kontrakten mellem de to selskaber.
• Fastsatte antallet og kvalifikationerne af de tyske arbejdstagere og stillede hovedparten af arbejdsredskaber og materiel til rådighed.

Klageren anførte, at de danske formænds primære funktion var at sikre daglig kommunikation med bygherre og leverandører samt koordinere materialer, ikke at instruere de tyske maskinarbejdere. Klageren bestred SKATs vægtning af, hvem der bar risikoen over for slutkunden, idet dette altid ville påhvile hvervgiveren uanset arbejdsudleje. Klageren henviste til kriterierne for arbejdsudleje i Ligningsvejledningen og argumenterede, at fire ud af fem kriterier pegede i retning af, at der ikke forelå arbejdsudleje. Der blev også henvist til SKM2008.444SR, hvor lignende omstændigheder blev anset for en entrepriseaftale.