Manglende fradrag for underskud af ikke-erhvervsmæssig virksomhed

Klageren påstod, at fradragene skulle godkendes, og argumenterede for, at SKATs tidligere tilbagebetalinger af skat for disse år indikerede en accept af regnskaberne. Klageren fandt det urimeligt, at SKAT krævede pengene tilbage så lang tid efter, og at beløbet svarede til klagerens folkepension.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at SKAT var berettiget til at ændre ansættelsen af indkomstskatten for indkomstårene 2010-2012, da varsling herom skete inden den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, jf. Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at klageren ikke var berettiget til fradrag for virksomhedsunderskud. Afgørelsen blev truffet på baggrund af en samlet konkret vurdering af virksomhedens erhvervsmæssighed, hvor følgende blev tillagt betydelig vægt:

• Rentabilitet: Virksomheden havde givet konstant underskud siden opstarten i 2004 og havde ikke udsigt til at blive rentabel inden for en kortere årrække. Den gennemsnitlige omsætning på 1.813 kr. i indkomstårene 2010-2012 stod i skarp kontrast til det gennemsnitlige negative driftsresultat på 26.160 kr. i samme periode. Dette indikerede, at virksomheden ikke var indrettet med henblik på systematisk indkomsterhvervelse eller en rimelig fortjeneste, jf. principperne i Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og Statsskatteloven § 6, stk. 2 samt praksis fra Højesterets domme (TfS 1999, 863 og SKM 2007.107).
• Intensitet og seriøsitet: Virksomheden blev ikke anset for drevet med den fornødne intensitet og seriøsitet, der kendetegner erhvervsmæssige virksomheder. Dette blev underbygget af, at butikken kun holdt åbent om eftermiddagen og var lukket i hele sommerperioden. Der blev henvist til Vestre Landsrets dom af 7. december 1999 (TfS 2000, 16).

Da virksomheden ikke blev anset for erhvervsmæssig, kunne underskuddet ikke fradrages i anden indkomst i henhold til nettoindkomstprincippet.

Skatteankenævnet havde ikke godkendt fradrag for underskuddet, idet de fandt, at virksomheden ikke var erhvervsmæssig i skattemæssig forstand, jf. Statsskatteloven § 6, litra a. Nævnet lagde vægt på den meget lille udlejningsaktivitet, manglende opfyldelse af rentabilitetskravet og fraværet af markedsundersøgelser, der kunne understøtte rentabel drift. Virksomhedens omfang blev anset for meget begrænset, og selv med de budgetterede stigninger var intensiteten lav, og det var tvivlsomt, om der ville genereres et overskud.

Klageren fastholdt påstanden om fradrag for underskuddet og anførte, at der var indgået en skriftlig aftale med [golfklub1] om korttidsudlejning. Klageren havde haft planer om både korttids- og langtidsudlejning og havde annonceret i Danske Golf Unions medlemsblad. Den manglende fokus på virksomheden skyldtes klagerens søns alvorlige sygdom. Klageren havde planer om at udvide markedsføringen og anskaffe yderligere golfbiler, men disse planer var sat i bero på grund af SKATs behandling af indkomstansættelserne. Klageren fremhævede sine faglige kvalifikationer fra tidligere erhverv og indgående kendskab til golf. Klageren mente ikke, at SKAT havde forudsætninger for at vurdere virksomhedens fremtidige rentabilitet og fandt det urimeligt, at SKAT skulle bestemme virksomhedstypen. Klageren erkendte underskuddet, men anførte, at udviklingen var langsommere på grund af alder, men at arbejdet med forretningen gav glæde.