Manglende fradrag for underskud af virksomhed - manglende erhvervsmæssig drift

Sagen omhandler SKATs afslag på fradrag for underskud af virksomhed for indkomstårene 2010, 2011 og 2012, da klageren ikke blev anset for at drive erhvervsmæssig virksomhed. Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse.

Klageren driver virksomheden [virksomhed1], der beskæftiger sig med salg af bedemandstøj. Virksomheden har historisk set haft betydelige underskud over en lang årrække. Klageren har ikke hævet midler til privatforbrug fra virksomheden, men har haft lønindkomst og pension ved siden af.

Virksomhedens resultater

Klageren har selvangivet følgende resultater og omsætning:

SKATs analyse af regnskabsmaterialet for de påklagede år viste følgende detaljerede resultater:

SKATs begrundelse

SKAT begrundede afslaget med, at virksomheden havde haft betydelige underskud i en lang årrække, og omsætningen var faldet kraftigt siden 2009. Virksomhedens intensitet var ikke tilstrækkelig til at finansiere udgifterne, og den var ikke rentabel. SKAT påpegede desuden mangler i regnskabsmaterialet, herunder at der udelukkende var tale om et driftsregnskab uden opgørelse over aktiver, passiver og kapitalkonto, manglende varereguleringer, fradrag for bilafdrag (som ikke er en driftsomkostning), og manglende medregning af privat andel af telefon og bil. SKAT konkluderede, at der ikke var udsigt til overskud, og at virksomheden kun kunne finansieres via klagerens øvrige indtægter.

Klagerens opfattelse

Klageren fastholdt, at virksomheden var erhvervsmæssig og berettiget til fradrag for underskud. Klageren anførte, at virksomheden havde været drevet siden 1974 (sammen med afdød ægtefælle) og fortsatte, fordi der var grundlag for at opnå overskud. Klageren understregede, at virksomheden ikke var en hobby, og at vanskeligheder i de påklagede år ikke ændrede ved dens erhvervsmæssige karakter. Klageren henviste desuden til et citat fra en tidligere skatteminister om behovet for skattemæssig begunstigelse for dem, der løber en risiko ved at starte egen virksomhed.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten bemærkede, at udgifter anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Private udgifter kan dog ikke fradrages, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 2.

For virksomheder, der ikke anses for erhvervsmæssige, kan der alene foretages fradrag for udgifter, der direkte er forbundet med indkomsterhvervelsen (nettoindkomstprincippet). Underskud fra ikke-erhvervsmæssig virksomhed kan ikke fradrages i anden indkomst.

Bedømmelsen af, om en virksomhed er erhvervsmæssig, foretages ud fra en samlet konkret vurdering af alle relevante forhold. Det tillægges betydelig vægt, om virksomheden er etableret og drives med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste, altså med henblik på systematisk indkomsterhvervelse. Dette princip er fastslået i Højesterets domme, herunder TfS 1999, 863 og SKM2007.107.HR. Sidstnævnte dom bekræftede, at en virksomhed med beskeden omsætning og negative driftsresultater over tid, og uden udsigt til fremtidig rimelig fortjeneste, ikke var erhvervsmæssigt drevet, og underskuddet derfor ikke fradragsberettiget.

Virksomheden skal over en længere periode enten give overskud eller have en realistisk udsigt til at give overskud på den primære drift, således at der er mulighed for forrentning af fremmedkapital og investeret egenkapital samt en rimelig driftsherreløn.

I den foreliggende sag har klagerens virksomhed haft regnskabsmæssige underskud i indkomstårene 2002 til 2014, med undtagelse af 2003 og 2007, hvor der ikke forelå selvangivelse, og 2006, hvor SKAT skønsmæssigt fastsatte indkomsten til et positivt beløb. Disse underskud har ikke levnet plads til en driftsherreløn.

Klageren har ikke godtgjort, at virksomheden ville blive rentabel inden for en kortere årrække og give en fortjeneste, der kunne rumme en rimelig driftsherreløn. Det blev blandt andet bemærket, at varekøbet for de påklagede indkomstår langt oversteg omsætningen, hvilket indikerer, at varerne blev solgt til lavere priser end indkøbsprisen.

På baggrund af den samlede vurdering fandt Landsskatteretten, at klageren ikke har drevet en erhvervsmæssig virksomhed i indkomstårene 2010, 2011 og 2012. SKATs afgørelse blev derfor stadfæstet.