Landsskatteretten: Nægtet fradrag for repræsentation, gaver, advokathonorar, EDB, småanskaffelser og kursusudgifter

Småanskaffelser

SKAT nægtede fradrag for en lang række småanskaffelser, herunder mus/keyboards, printer, taske, musikanlæg, køkkenbordplade, leasingafgifter, chatboards, lamper, malerier og TV. Begrundelsen var manglende dokumentation, dobbeltkontering, privat karakter og placering på privat bopæl. Selskabet argumenterede for erhvervsmæssig anvendelse og flytning til nye erhvervslokaler. Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse, da selskabet ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort den erhvervsmæssige anvendelse, og mange udgifter blev anset for private, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og Bogføringsloven § 9.

Kursusudgifter

SKAT nægtede fradrag for kursusudgifter på grund af manglende grundbilag. Selskabet fremlagde bankudtog og kursusbevis som dokumentation. Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse, da den erhvervsmæssige udgift ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort ved en faktura eller anden form for grundbilag, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og Bogføringsloven § 9.

Årets tilgang og afskrivninger

SKAT nægtede fradrag for en stor del af årets tilgang på driftsmiddelkontoen og de deraf følgende afskrivninger, da aktiverne blev anset for private eller udokumenterede. Selskabet bestred SKATs oplysninger og fastholdt den erhvervsmæssige anvendelse af møbler og inventar, som var flyttet til nye erhvervslokaler. Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse. Retten fandt, at selskabet ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort den erhvervsmæssige anvendelse af aktiverne, som hovedsageligt var af privat karakter og placeret på hovedanpartshaverens private bopæl, hvilket skærpede bevisbyrden. Der blev derfor ikke godkendt yderligere fradrag efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a eller afskrivninger efter Afskrivningsloven § 2.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse i sin helhed og nægtede fradrag for samtlige klagepunkter. Afgørelsen var baseret på en konsekvent vurdering af manglende dokumentation og utilstrækkelig sandsynliggørelse af erhvervsmæssig tilknytning for de afholdte udgifter.

Landsskatteretten fandt, at:

• Repræsentationsudgifter: Bilagene opfyldte ikke kravene i Ligningsloven § 8, stk. 4 til fradrag for repræsentation, da de manglede oplysninger om deltagere og anledning. Udgifterne blev anset for at have privat karakter, og der kunne heller ikke godkendes fradrag efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

• Gaver og blomster: Vinindkøbene manglede dokumentation for anledning og modtager, og selskabet havde kun én kunde i 2009, hvilket gjorde omfanget af indkøbene usandsynligt som erhvervsmæssige gaver. Udgifterne blev anset for private, og fradrag blev nægtet i henhold til Ligningsloven § 8, stk. 4 og Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

• Advokathonorar: Der manglede en faktura, hvilket betød, at det ikke kunne fastslås, at udgiften vedrørte selskabets indkomst. Selskabet havde ikke dokumenteret eller sandsynliggjort den erhvervsmæssige tilknytning, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og Bogføringsloven § 9.

• EDB-udgifter: For de bærbare computere var fakturaen udstedt til en tredjepart, og det kunne ikke fastslås, at udgiften vedrørte selskabet. Købet af en iPod blev anset for at have privat karakter. Selskabet havde ikke dokumenteret eller sandsynliggjort den erhvervsmæssige anvendelse, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og Bogføringsloven § 9.

• Småanskaffelser: En række udgifter var enten udokumenterede (manglende fakturaer), dobbeltkonterede, eller blev anset for at have privat karakter. Selskabet havde ikke løftet bevisbyrden for den erhvervsmæssige anvendelse, især da aktiverne var placeret på hovedanpartshaverens private bopæl. Fradrag blev nægtet i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og Bogføringsloven § 9.

• Kursusudgifter: Manglende grundbilag (faktura) betød, at selskabet ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort den erhvervsmæssige udgift, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og Bogføringsloven § 9.

• Årets tilgang og afskrivninger: Selskabet havde ikke dokumenteret eller sandsynliggjort den erhvervsmæssige anvendelse af de omstridte aktiver, som hovedsageligt var af privat karakter og placeret på hovedanpartshaverens private bopæl. Dette skærpede bevisbyrden, som ikke blev løftet. Der blev derfor ikke godkendt yderligere fradrag for udgifter efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a eller afskrivninger efter Afskrivningsloven § 2.

For så vidt angår repræsentationsudgifter, havde selskabet fratrukket udgifter til indkøb af vin i 2011 og 2012. Bilagene specificerede ikke anledningen til købet eller modtageren af vinen.

SKATs Afgørelse

SKAT nægtede fradrag for udgifterne til sportsvognene og tabet ved afståelse. Begrundelsen var, at udgifterne ikke var afholdt for at erhverve, sikre eller vedligeholde selskabets skattepligtige indkomst, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. SKAT vurderede, at bilerne, som var uindregistrerede i lange perioder, ikke kunne anvendes i selskabets drift og primært var anskaffet for at tilgodese hovedanpartshaverens private interesse. Omkostningerne blev derfor anset for maskeret udlodning til hovedanpartshaveren, jf. Ligningsloven § 16a, stk. 1. Tab ved afståelse blev også nægtet fradrag, da bilen ikke blev anset for at være erhvervsmæssigt benyttet, jf. Afskrivningsloven § 5a og Afskrivningsloven § 2.

For repræsentationsudgifterne nægtede SKAT fradrag, da bilagene ikke opfyldte kravene til dokumentation, idet anledningen til købet af vinene eller modtageren ikke var noteret, jf. Ligningsloven § 8, stk. 4.

Klagerens Opfattelse

Klageren fastholdt, at udgifterne til Ferrari'erne var erhvervsmæssige og medvirkede til selskabets markedsføring og indkomsterhvervelse, selv når bilerne var uindregistrerede. Det blev anført, at bilerne blev brugt til banekørsel med kunder og velgørenhedsarrangementer. Klageren mente, at en uindregistreret bil ikke kunne have privat anvendelse.

Vedrørende repræsentationsudgifterne argumenterede klageren for, at vinen blev indkøbt i større portioner til et lager for at blive givet til forretningspartnere og anvendt til receptioner og julegaver, og at den ikke var til privat forbrug.