Tilsidesættelse af forbrugerbeskyttelse ved betalingspåkrav baseret på veksler – Manglende ex officio prøvelse af urimelige vilkår (Direktiv 93/13)

Sagen angår en præjudiciel anmodning fra en polsk ret vedrørende foreneligheden af en national vekselbaseret betalingspåkravsprocedure med EU-retten, specifikt Direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler. Tvisten stod mellem finansieringsinstituttet Profi Credit Polska S.A. og låntageren Mariusz Wawrzosek, efter at låntageren havde misligholdt et forbrugslån, der var sikret ved en veksel.

Finansieringsinstituttet indgav stævning med påstand om betalingspåbud udelukkende baseret på den udfyldte veksel. Den polske procedure foreskrev, at retten i første fase kun måtte undersøge vekslens formelle gyldighed og ikke det underliggende forbrugslånsaftale – herunder eventuelt urimelige vilkår.

Centrale problemstillinger

Domstolen blev bedt om at vurdere, om Direktiv 93/13 og Direktiv 2008/48/EF var til hinder for en sådan national procedure, hvor retsinstansen ikke ex officio kan efterprøve, om kontraktvilkårene er urimelige.

• Den polske procedure krævede, at forbrugeren selv rejste indsigelse mod betalingspåkravet for at få den underliggende låneaftale vurderet.
• Fristen for indsigelse var kort (to uger), og forbrugeren blev økonomisk straffet, da de skulle betale tre fjerdedele af sagsomkostningerne ved indsigelse, uanset udfaldet.

Domstolen fastslog indledningsvist, at Direktiv 2008/48/EF om forbrugerkreditaftaler ikke fandt anvendelse, da det ikke harmoniserer reglerne for veksler brugt som sikkerhed for forbrugerkredit. Fortolkningen blev derfor udelukkende baseret på Direktiv 93/13.

Domstolen konkluderede, at artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 er til hinder for en national lovgivning som den polske, når den gør det muligt at afsige et betalingspåbud baseret på en veksel uden at give retten beføjelse til ex officio at undersøge det underliggende forbrugslåns vilkår for urimelighed.

Domstolens begrundelse

• Manglende ex officio prøvelse: Ifølge fast retspraksis skal nationale domstole af egen drift efterprøve, om et kontraktvilkår er urimeligt for at sikre effektiviteten af direktiv 93/13. I den polske procedure kunne retten ikke gøre dette i den indledende fase, da dens prøvelse var begrænset til vekslens formelle lovlighed.
• Effektivitetsprincippet krænket: Selvom forbrugeren kunne rejse indsigelse i procedurens anden fase, fastslog Domstolen, at de processuelle regler for denne indsigelse skabte en 'ikke ubetydelig risiko' for, at forbrugeren ikke ville udøve sine rettigheder, hvilket tilsidesatte retten til effektive retsmidler.
• De restriktive betingelser for indsigelse omfattede: