Dispensation til tee-pads på discgolfbane i fredskov i Momhøje Plantage

Klagers argumenter for de faste anlæg

Klageren, Disc Golf – Vest, anførte, at de faste tee-pads er nødvendige af sikkerhedsmæssige årsager for at undgå ujævne og mudrede forhold. Desuden blev det påpeget, at faste underlag er et krav for at kunne afholde de 13 årlige turneringer på banen. Klageren fremhævede, at alternative naturmaterialer tidligere var forsøgt, men at disse blev trådt op og ødelagt af den intensive brug.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har ændret Miljøstyrelsens afslag til en dispensation. Nævnet vurderede sagen efter Skovloven § 38, som giver mulighed for at dispensere fra forbuddet mod anlæg i fredskov, når særlige grunde taler for det.

Rekreative hensyn og naturmaterialer

Nævnet lagde vægt på, at discgolfbanen bidrager væsentligt til friluftslivet og den rekreative brug af skoven, hvilket er i tråd med formålsbestemmelserne i Skovloven § 1 og Skovloven § 2. Selvom nævnet var enig i, at herregårdssten ikke er et naturmateriale, fandt man, at en dispensation kunne gives på vilkår.

Nævnet finder, at der kan gives en lovliggørende dispensation til de omhandlede tee-pads på vilkår om, at de udformes i naturlige materialer som træ, jord, sten eller grus eller med fliser af naturmateriale, og på en måde, så de uden væsentlige omkostninger kan fjernes.

Afgørelsens vilkår og retsvirkning

Dispensationen er givet på følgende betingelser:

• Belægningen skal udskiftes til eller bibeholdes i naturlige materialer eller naturstensfliser.
• Anlægget skal kunne fjernes uden væsentlige omkostninger.
• Dispensationen er tidsbegrænset til 10 år.

Afgørelsen er endelig og kan ikke påklages til anden administrativ myndighed jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder i henhold til Skovloven § 64.

Miljøstyrelsens vurdering

Miljøstyrelsen begrundede sit afslag med, at der kun gives dispensation til byggeri eller ophævelse af fredskovspligt, hvis der ikke kan findes en placering uden for fredskov, og hvis hensynet til overordnede samfundsmæssige formål vejer tungere end hensynet til at bevare arealet som fredskov. Styrelsen fandt ikke, at der var tale om et samfundsmæssigt formål, og at der ikke forelå særlige grunde til en lovliggørende dispensation efter Skovloven § 11, stk. 1 eller ophævelse af fredskovspligt efter Skovloven § 6, stk. 1. Miljøstyrelsen bemærkede, at selvom en del af ejendommen historisk har været tjenestejord og have, er den stadig omfattet af fredskovspligt og dermed forbud mod yderligere byggeri. Styrelsen anerkendte dog, at der potentielt kunne gives dispensation til et brændeskur på maksimalt 25 m² til opbevaring af brænde, men ikke til værksted eller traktorgarage på en så lille fredskov.