Stadfæstelse af afgørelse om godtgørelse til Fynsværket for tabt varmeproduktion

Energiklagenævnet stadfæster Energitilsynets afgørelse af 28. marts 2011.

Nævnets retlige grundlag

Energiklagenævnet fastholder sin tidligere vurdering fra 2006 om, at godtgørelsen udgør en nødvendig driftsomkostning og en særomkostning for affaldssiden. Denne omkostning kan indregnes i overensstemmelse med hvile-i-sig-selv-princippet i Elforsyningslovens § 75, stk. 3 og princippet om nødvendige omkostninger i Varmeforsyningslovens § 20, stk. 1.

Nævnet understreger, at dets prøvelse sker på et offentligretligt grundlag. Det indebærer en vurdering af, om priser og omkostningsfordeling er urimelige, men ikke en fortolkning af de privatretlige aftaler mellem parterne.

Vurdering af Energitilsynets skøn

Energiklagenævnet finder, at Energitilsynet er tildelt et vidt skøn til at fastsætte størrelsen og varigheden af godtgørelsen, da lovgivningen ikke indeholder specifikke retningslinjer herfor.

• Beregning af størrelse: Nævnet tiltræder tilsynets beregningsmodel, da den sikrer, at Fynsværkets omkostninger pr. enhed holdes stabile, hvilket er i tråd med den oprindelige forudsætning for godtgørelsen.
• Fastlæggelse af periode: Nævnet anser en periode på 20 år, baseret på en rimelig afskrivningsperiode, for at være et sagligt og anerkendt princip inden for det energiretlig område. Dette sikrer, at godtgørelsen er knyttet til den overkapacitet, der opstod ved etableringen af affaldsanlægget.

Samlet set konkluderer Energiklagenævnet, at Energitilsynets skøn er udøvet på et sagligt grundlag, og at der ikke er grundlag for at tilsidesætte afgørelsen. Derfor stadfæstes den.

Tidligere Afgørelser og Hjemvisning

Parterne kunne ikke opnå enighed om godtgørelsens størrelse, hvilket førte til en klage fra affaldsleverandørerne til Energitilsynet. I 2004 afgjorde Energitilsynet, at godtgørelsen ikke var en indregningsberettiget omkostning for Odense Kraftvarmeværk og dermed var i strid med Elforsyningsloven § 75, stk. 3 og Varmeforsyningsloven § 20.

Denne afgørelse blev indbragt for Energiklagenævnet, som den 28. marts 2006 hjemviste sagen til Energitilsynet. Energiklagenævnet fastslog, at pristillægget havde karakter af en særomkostning for affaldssiden og var en nødvendig driftsomkostning for Odense Kraftvarmeværk i henhold til "hvile-i-sig-selv" princippet i Elforsyningsloven § 75, stk. 3. Nævnet pålagde Energitilsynet at fastlægge den periode, hvor det ikke ville være urimeligt at opkræve pristillægget, samt at afgøre, om pristillæggets størrelse var udtryk for en nødvendig omkostning. Det blev præciseret, at godtgørelsen kun kunne udstrækkes til betaling for manglende udnyttelse af den overkapacitet, der var til stede på Fynsværkets blok 7 ved affaldsanlæggets etablering.

Energitilsynets Fornyede Afgørelse af 2011

Efter hjemvisningen traf Energitilsynet en fornyet afgørelse den 28. marts 2011. Energitilsynet fastslog, at godtgørelsens størrelse pr. GJ skulle opgøres som forskellen i bidraget til dækning af de faste omkostninger per produceret enhed på Fynsværket ved varmeproduktion med og uden et affaldsforbrændingsanlæg. Endvidere fastsatte Energitilsynet, at godtgørelsen skulle betales i en periode på 20 år fra idriftsættelsen af Odense Kraftvarmeværk. Godtgørelsen blev defineret som en særomkostning, der skulle fordeles til affaldssiden, før fællesomkostningerne i kraftvarmeværket blev opgjort og fordelt mellem affalds- og varmesiden.

Parternes Synspunkter

Kraftvarmeværkets synspunkter: Kraftvarmeværket anmodede om, at Energitilsynets afgørelse blev ændret. De mente, at godtgørelsen fortsat skulle opgøres efter den halve kraftvarmemodel og opkræves, indtil enten Odense Kraftvarmeværk eller Fynsværkets blok 7 tages ud af drift, subsidiært indtil den 31. december 2015. De argumenterede for, at Energitilsynets afgørelse var baseret på usaglige kriterier, og at tilsynet overskred sin kompetence ved at fortolke privatretlige aftaler og opstille en ny betalingsmodel. De fremhævede, at godtgørelsen er et mellemværende mellem affaldsleverandørerne og Fynsværket, og at den ikke indgår i kraftvarmeværkets varmepriser.

Affaldsleverandørernes synspunkter: Affaldsleverandørerne anmodede om, at godtgørelsens størrelse fra og med 1998 skulle fastsættes til 0 kr., eller et lavere beløb, og at den ikke kunne opkræves fra og med 2008. De anførte, at der var en grundlæggende mangel på hjemmel for opkrævning af godtgørelsen hos private vognmænd, som ikke havde været involveret i aftalerne. De argumenterede for, at den oprindelige forudsætning for godtgørelsen var at undgå stigende salgspriser for el og varme på Fynsværket, ikke at dække produktionsomkostninger. De mente, at overkapaciteten på Fynsværket var fuldt afskrevet og indregnet i den allerede betalte godtgørelse inden udgangen af 2008. De henviste også til Miljøbeskyttelsesloven § 45 vedrørende kommunernes pligt til at bortskaffe affald og anvisningsordningen for erhvervsaffald.