Klage over Energitilsynets afgørelse om indregning af kapacitetsgodtgørelse mellem kraftvarmeværk og affaldsleverandører

Energiklagenævnet ophævede Energitilsynets afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Nævnets vurdering af kapacitetsbetalingen

Nævnet fandt, at godtgørelsen for manglende kapacitetsudnyttelse havde karakter af en særomkostning for affaldssiden. Dette skyldtes, at etableringen af affaldsforbrændingsanlægget (Odense Kraftvarmeværk A/S) primært skete i affaldsleverandørernes interesse.

Nævnet lagde vægt på, at godtgørelsen var en klar og kendelig forudsætning for Odense Kommune og I/S Fynsværket ved etableringen af værket, hvilket fremgik af Odense byråds beslutningsprotokol af 8. februar 1993. Da Odense Renovationsselskab A/S er 100 % ejet af Odense Kommune, og flere andre affaldsleverandører var repræsenteret i Fynsværkets bestyrelse, måtte de anses for at have været bekendt med denne forudsætning.

Nødvendig omkostning og "hvile-i-sig-selv"-princippet

På baggrund af dette fandt nævnet, at godtgørelsen er en nødvendig driftsomkostning for Odense Kraftvarmeværk A/S, som selskabet må indregne i henhold til "hvile-i-sig-selv"-princippet i Elforsyningsloven § 75, stk. 3 og Varmeforsyningsloven § 20. Nævnet vurderede desuden, at kapacitetsgodtgørelsen ikke var urimelig for affaldsleverandørerne efter Elforsyningsloven § 75, stk. 3.

Udskillelse og opkrævning

Nævnet fandt ikke anledning til at påtale, at Odense Kraftvarmeværk A/S, efter udskillelsen fra Fynsværket som følge af elreformen (Elforsyningsloven § 48), opkræver pristillægget af affaldsleverandørerne på vegne af Fynsværket. Argumentet om leveranceaftalernes uoverdragelighed kunne ikke føre til et andet resultat.

Hjemvisning til Energitilsynet

Da det ikke var aftalt mellem parterne, hvor længe Fynsværket skulle godtgøres for den manglende kapacitetsudnyttelse, og da størrelsen af pristillægget skulle vurderes nærmere, hjemviste nævnet sagen til Energitilsynet. Energitilsynet skal fastlægge perioden for og størrelsen af det samlede pristillæg, som kan opkræves af affaldsleverandørerne. Godtgørelsen kan kun udstrækkes til betaling for manglende udnyttelse af den overkapacitet, der var til stede på Fynsværkets blok 7 ved affaldsanlæggets etablering.

Afgørelsen blev truffet i henhold til Elforsyningsloven § 89, stk. 1 og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Tidligere Afgørelser og Hjemvisning

Parterne kunne ikke opnå enighed om godtgørelsens størrelse, hvilket førte til en klage fra affaldsleverandørerne til Energitilsynet. I 2004 afgjorde Energitilsynet, at godtgørelsen ikke var en indregningsberettiget omkostning for Odense Kraftvarmeværk og dermed var i strid med Elforsyningsloven § 75, stk. 3 og Varmeforsyningsloven § 20.

Denne afgørelse blev indbragt for Energiklagenævnet, som den 28. marts 2006 hjemviste sagen til Energitilsynet. Energiklagenævnet fastslog, at pristillægget havde karakter af en særomkostning for affaldssiden og var en nødvendig driftsomkostning for Odense Kraftvarmeværk i henhold til "hvile-i-sig-selv" princippet i Elforsyningsloven § 75, stk. 3. Nævnet pålagde Energitilsynet at fastlægge den periode, hvor det ikke ville være urimeligt at opkræve pristillægget, samt at afgøre, om pristillæggets størrelse var udtryk for en nødvendig omkostning. Det blev præciseret, at godtgørelsen kun kunne udstrækkes til betaling for manglende udnyttelse af den overkapacitet, der var til stede på Fynsværkets blok 7 ved affaldsanlæggets etablering.

Energitilsynets Fornyede Afgørelse af 2011

Efter hjemvisningen traf Energitilsynet en fornyet afgørelse den 28. marts 2011. Energitilsynet fastslog, at godtgørelsens størrelse pr. GJ skulle opgøres som forskellen i bidraget til dækning af de faste omkostninger per produceret enhed på Fynsværket ved varmeproduktion med og uden et affaldsforbrændingsanlæg. Endvidere fastsatte Energitilsynet, at godtgørelsen skulle betales i en periode på 20 år fra idriftsættelsen af Odense Kraftvarmeværk. Godtgørelsen blev defineret som en særomkostning, der skulle fordeles til affaldssiden, før fællesomkostningerne i kraftvarmeværket blev opgjort og fordelt mellem affalds- og varmesiden.

Parternes Synspunkter

Kraftvarmeværkets synspunkter: Kraftvarmeværket anmodede om, at Energitilsynets afgørelse blev ændret. De mente, at godtgørelsen fortsat skulle opgøres efter den halve kraftvarmemodel og opkræves, indtil enten Odense Kraftvarmeværk eller Fynsværkets blok 7 tages ud af drift, subsidiært indtil den 31. december 2015. De argumenterede for, at Energitilsynets afgørelse var baseret på usaglige kriterier, og at tilsynet overskred sin kompetence ved at fortolke privatretlige aftaler og opstille en ny betalingsmodel. De fremhævede, at godtgørelsen er et mellemværende mellem affaldsleverandørerne og Fynsværket, og at den ikke indgår i kraftvarmeværkets varmepriser.

Affaldsleverandørernes synspunkter: Affaldsleverandørerne anmodede om, at godtgørelsens størrelse fra og med 1998 skulle fastsættes til 0 kr., eller et lavere beløb, og at den ikke kunne opkræves fra og med 2008. De anførte, at der var en grundlæggende mangel på hjemmel for opkrævning af godtgørelsen hos private vognmænd, som ikke havde været involveret i aftalerne. De argumenterede for, at den oprindelige forudsætning for godtgørelsen var at undgå stigende salgspriser for el og varme på Fynsværket, ikke at dække produktionsomkostninger. De mente, at overkapaciteten på Fynsværket var fuldt afskrevet og indregnet i den allerede betalte godtgørelse inden udgangen af 2008. De henviste også til Miljøbeskyttelsesloven § 45 vedrørende kommunernes pligt til at bortskaffe affald og anvisningsordningen for erhvervsaffald.