Tilbagebetaling af moms på bespisning af forretningsforbindelser og ansatte – manglende dokumentation for tidligere år

EU-Domstolen fastslog i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, at det er i strid med standstill-klausulen i 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, at opretholde en undtagelse fra fradragsretten, hvis medlemsstaten administrativt har anerkendt fuld fradragsret. Domstolen udtalte endvidere, at vederlagsfri bespisning af personale i virksomhedens lokaler ikke udløser udtagningsmoms, hvis det er nødvendigt af hensyn til virksomhedens behov, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2, litra a) og b).

Som følge af EU-dommen har SKAT offentliggjort styresignalerne SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT, der ændrer praksis og åbner for genoptagelse af afgiftstilsvaret. Disse styresignaler understreger dog et dokumentationskrav, der som udgangspunkt kræver relevant regnskabsmateriale og bilagsmateriale. For perioder ældre end 5 år kan dokumentationskravet opfyldes gennem specifikationer til regnskabsmateriale, mødekalendere eller korrespondance, og det accepteres ikke, at virksomheden blot ganger et dokumenteret krav for en nyere periode med antallet af ældre år.

Landsskatteretten bemærkede, at Bogføringsloven § 10, stk. 1 og Momsbekendtgørelsen § 66, stk. 1 kun forpligter virksomheder til at opbevare regnskabsmateriale i 5 år, hvilket er kortere end den udvidede genoptagelsesperiode.

Retten fandt, at selskabets skøn over de afholdte udgifter til bespisning for den påklagede periode var sandsynliggjort. Dette blev vurderet ud fra selskabets aktivitet i genoptagelsesperioden og den anvendte beregningsmetode, hvor selskabet havde taget hensyn til omsætningen og et gennemsnitligt forholdstal fra en senere periode, hvor der forelå dokumentation. Selskabet havde desuden korrigeret for atypiske år i beregningen, hvilket bidrog til, at skønnet blev anset for realistisk. På denne baggrund blev selskabets påstand tiltrådt.

SKAT afviste kravet for den ældre periode med henvisning til, at der ikke var indsendt en specificeret opgørelse med tilhørende dokumentation. SKATs styresignaler kræver, at virksomheden kan dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og bilagsmateriale. For perioder ældre end 5 år skal der stadig indsendes en specificeret opgørelse, og dokumentationskravet kan opfyldes via specifikationer til regnskabsmateriale, mødekalendere eller lignende. SKAT accepterede ikke, at et dokumenteret krav fra en nyere periode blot ganges med antallet af år i den ældre periode, og fastholdt, at hvis der ingen dokumentation var, kunne der ikke ske tilbagebetaling.

Selskabets argumentation

Selskabets repræsentant nedlagde principal påstand om, at selskabet var berettiget til yderligere 845.808 kr. og subsidiær påstand om 777.193 kr. Selskabet argumenterede for, at SKATs specifikke krav til regnskabsmæssig dokumentation for perioder, hvor lovgivningen ikke kræver opbevaring af sådan dokumentation (Bogføringsloven § 10, stk. 1 og Momsbekendtgørelsen § 66, stk. 1 fastsætter 5 års opbevaringspligt), i realiteten umuliggjorde tilbagebetaling. Dette stred ifølge selskabet mod EU-domstolens praksis for tilbagebetalinger, herunder C-147/01, Weber’s Wine World. Selskabet fastholdt, at det skøn, der var foretaget, ikke var åbenbart urimeligt, og at det understøttedes af omfanget af mødebespisning i den efterfølgende periode, hvor der forelå dokumentation. Skønnet tog højde for antallet af medarbejdere og korrigerede for medarbejdere, der sandsynligvis ikke deltog i mange møder.