Landsskatteretten godkender skønsmæssigt momsfradrag for mødebespisning trods manglende bilag

Selskabet argumenterede for, at SKATs strenge dokumentationskrav for perioder ud over den lovpligtige opbevaringsperiode var i strid med EU-rettens effektivitetsprincip, da det i praksis umuliggjorde tilbagebetaling.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skulle tage stilling til, om SKAT med rette kun delvist havde godkendt selskabets anmodning om tilbagebetaling af moms for mødebespisning for perioden 2000-2005 og helt havde afvist kravet for 1995-1999. Det samlede omtvistede beløb var 1.628.260 kr.

Retten henviste til de centrale lovbestemmelser, herunder Momsloven § 37, stk. 1 om fradragsret og Momsloven § 42, stk. 1, som undtager kost til personale fra fradrag. Praksisændringen, der åbnede for fradrag, fulgte af EU-dommen i sagen C-371/07 (Danfoss/AstraZeneca) og blev implementeret via styresignalet SKM2010.622.SKAT. Dette gav grundlag for ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 1.

Vedrørende dokumentation bemærkede retten, at virksomheder kun har pligt til at opbevare regnskabsmateriale i 5 år, jf. Bogføringsloven § 10, stk. 1 og Momsbekendtgørelsens § 66, stk. 1. Da genoptagelsesperioden strakte sig ud over denne opbevaringspligt, havde selskabet ikke det fulde regnskabsmateriale for 1995-2005.

Selskabet havde derfor opgjort sit krav for disse år ved et skøn, baseret på forholdet mellem fradragsberettigede udgifter og de samlede regnskabsposter i den dokumenterede periode (2006-2010), justeret for antallet af ansatte.

Landsskatteretten fandt det sandsynliggjort, at selskabet havde afholdt de omhandlede udgifter. Retten vurderede, at selskabets skønsmæssige opgørelse var realistisk og tilstrækkeligt sandsynliggjort, da den tog højde for selskabets aktivitetsniveau i perioden. På denne baggrund gav Landsskatteretten selskabet fuldt medhold i den principale påstand og ændrede SKATs afgørelse.

SKAT afviste kravet for den ældre periode med henvisning til, at der ikke var indsendt en specificeret opgørelse med tilhørende dokumentation. SKATs styresignaler kræver, at virksomheden kan dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og bilagsmateriale. For perioder ældre end 5 år skal der stadig indsendes en specificeret opgørelse, og dokumentationskravet kan opfyldes via specifikationer til regnskabsmateriale, mødekalendere eller lignende. SKAT accepterede ikke, at et dokumenteret krav fra en nyere periode blot ganges med antallet af år i den ældre periode, og fastholdt, at hvis der ingen dokumentation var, kunne der ikke ske tilbagebetaling.

Selskabets argumentation

Selskabets repræsentant nedlagde principal påstand om, at selskabet var berettiget til yderligere 845.808 kr. og subsidiær påstand om 777.193 kr. Selskabet argumenterede for, at SKATs specifikke krav til regnskabsmæssig dokumentation for perioder, hvor lovgivningen ikke kræver opbevaring af sådan dokumentation (Bogføringsloven § 10, stk. 1 og Momsbekendtgørelsen § 66, stk. 1 fastsætter 5 års opbevaringspligt), i realiteten umuliggjorde tilbagebetaling. Dette stred ifølge selskabet mod EU-domstolens praksis for tilbagebetalinger, herunder C-147/01, Weber’s Wine World. Selskabet fastholdt, at det skøn, der var foretaget, ikke var åbenbart urimeligt, og at det understøttedes af omfanget af mødebespisning i den efterfølgende periode, hvor der forelå dokumentation. Skønnet tog højde for antallet af medarbejdere og korrigerede for medarbejdere, der sandsynligvis ikke deltog i mange møder.