Landsskatteretten tillader momsfradrag for bespisning trods manglende fuld dokumentation

Sagen drejede sig om [virksomhed1] A/S's anmodning om tilbagebetaling af indgående afgift for udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte i perioden 1. oktober 1994 til 31. december 2002. SKAT havde afvist kravet for denne periode med henvisning til manglende dokumentation, mens kravet for perioden 2003-2009 var imødekommet.

Baggrund for sagen

Selskabet anmodede SKAT om tilbagebetaling af moms i henhold til styresignalerne SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT, som følge af EU-domstolens dom i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S. Denne dom ændrede dansk praksis vedrørende fradragsret for moms af udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, hvilket tidligere ikke var fradragsberettiget i henhold til Momsloven § 42, stk. 1, nr. 1 og 5.

SKAT godkendte selskabets krav for perioden 2003-2009 på 144.846 kr., men afviste kravet på 56.983 kr. for perioden 1. oktober 1994 til 31. december 2002.

SKATs argumentation

SKATs afgørelse var baseret på, at selskabet ikke havde indsendt en specificeret opgørelse med tilhørende dokumentation for den ældre periode. SKAT henviste til Skatteforvaltningsloven §§ 31 og 32 samt styresignalerne, der kræver, at virksomheden kan dokumentere tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabs- og bilagsmateriale. For perioder ældre end 5 år skulle dokumentationskravet opfyldes ved hjælp af specifikationer til regnskabsmateriale, mødekalendere eller lignende. SKAT accepterede ikke, at et dokumenteret krav fra en nyere periode blot blev ganget op for de ældre år. Hvis der ingen regnskabsmateriale var for perioder ældre end 5 år, kunne der ikke ske tilbagebetaling.

Selskabets argumentation

Selskabet påstod, at der skulle godkendes fradrag for den afviste periode. De argumenterede for, at:

• De havde udarbejdet en specifik opgørelse af momskravet for hele perioden, som var sandsynliggjort efter SKATs retningslinjer og var rimelig i forhold til selskabets omsætning og personaleomkostninger.
• Opgørelsen for 1994-2002 var baseret på faktiske personaleomkostninger, hvor bespisningsudgifter blev bogført, og der var taget højde for lavere personaleomkostninger, omsætning og medarbejderantal i den ældre periode, hvilket adskilte sig fra blot at gange et års dokumenteret krav op.
• Momsbekendtgørelsens § 66, stk. 1 fastsætter en opbevaringspligt på 5 år for regnskabsmateriale, og det var urimeligt at kræve fuld dokumentation for perioder, der lå ud over denne pligt.
• EU-domstolens praksis, herunder C-147/01, Weber’s Wine World Handels GmbH, fastslår, at nationale procedureregler ikke må forringe mulighederne for tilbagesøgning af ulovligt opkrævede afgifter.
• SKATs fortolkning af dokumentationskravene var for streng og inkonsekvent i forhold til andre sager, hvor skønsmæssige opgørelser var godkendt.
• Selskabets aktivitet som rådgivende ingeniørvirksomhed og tilstedeværelsen af egne kantinefaciliteter sandsynliggjorde afholdelse af møder med bespisning.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelse og godkendte selskabets anmodning om tilbagebetaling af indgående afgift for udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte i egne lokaler for perioden 1. oktober 1994 til 31. december 2002.

Retten bemærkede, at i henhold til Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 1, kan et afgiftstilsvar ændres, hvis hidtidig praksis er endeligt underkendt ved dom eller praksisændring. EU-domstolens dom i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, og de efterfølgende styresignaler SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT, har ændret praksis for fradragsret for moms af bespisningsudgifter, der tidligere var begrænset af Momsloven § 42, stk. 1, nr. 1 og 5.

Landsskatteretten anerkendte, at virksomheder kun er forpligtet til at opbevare regnskabsmateriale i 5 år i henhold til Bogføringsloven § 10, stk. 1 og Momsbekendtgørelsens § 66, stk. 1, hvilket betyder, at selskabet ikke havde fuldt ud fyldestgørende materiale for hele genoptagelsesperioden.

Retten fandt det sandsynliggjort, at selskabet havde afholdt udgifter af den omhandlede karakter i den påklagede periode. Dette blev begrundet med:

• Selskabets opgørelse for 1994-2002 tog udgangspunkt i regnskabstallene fra kontoen for personaleomkostninger, hvor bespisningsudgifter i egne lokaler blev bogført.
• Der var taget højde for, at personaleomkostningerne var lavere i 1994-2002 end i 2003-2009, samt for udviklingen i omsætningstal og medarbejderantal.
• En konkret vurdering af selskabets aktivitet i genoptagelsesperioden understøttede sandsynliggørelsen.

Landsskatteretten konkluderede, at størrelsen af kravet i tilstrækkelig grad var sandsynliggjort, da selskabet havde foretaget et realistisk skøn, der tog hensyn til aktivitetsniveauet i den omhandlede periode.