Tilbagebetaling af moms på mødebespisning: Skønsmæssig opgørelse godkendt

Sagen omhandler en klage fra [virksomhed1] A/S over SKATs delvise afvisning af en anmodning om tilbagebetaling af indgående afgift for udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte i forbindelse med møder. Anmodningen dækkede perioden 1. oktober 1994 til 31. december 2008. SKAT havde godkendt tilbagebetaling for perioden 1. oktober 2000 til 31. december 2008, men afviste kravet for perioden 1. oktober 1994 til 30. september 2000, da dokumentationskravet ikke blev anset for opfyldt i henhold til styresignalerne SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT.

Selskabets krav og SKATs afgørelse

Selskabet anmodede oprindeligt om tilbagebetaling af i alt 2.094.662 kr. SKAT imødekom 1.120.022 kr. for mødebespisning i perioden 2000-2008. Den påklagede del af sagen vedrørte et krav på 845.808 kr. for perioden 1994-2000. Dette krav var skønsmæssigt opgjort, da selskabet ikke længere var i besiddelse af regnskabsmateriale for denne ældre periode. Skønnet var baseret på den gennemsnitlige bespisningsudgift pr. medarbejder i den dokumenterede periode (2000-2008) og antallet af medarbejdere i de pågældende år (1994-2000). Selskabet havde også opgjort et subsidiært skønsmæssigt krav på 777.193 kr. baseret på regnskabsposten ”personaleomkostninger” i årsrapporterne.

SKAT afviste kravet for den ældre periode med henvisning til, at der ikke var indsendt en specificeret opgørelse med tilhørende dokumentation. SKATs styresignaler kræver, at virksomheden kan dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og bilagsmateriale. For perioder ældre end 5 år skal der stadig indsendes en specificeret opgørelse, og dokumentationskravet kan opfyldes via specifikationer til regnskabsmateriale, mødekalendere eller lignende. SKAT accepterede ikke, at et dokumenteret krav fra en nyere periode blot ganges med antallet af år i den ældre periode, og fastholdt, at hvis der ingen dokumentation var, kunne der ikke ske tilbagebetaling.

Selskabets argumentation

Selskabets repræsentant nedlagde principal påstand om, at selskabet var berettiget til yderligere 845.808 kr. og subsidiær påstand om 777.193 kr. Selskabet argumenterede for, at SKATs specifikke krav til regnskabsmæssig dokumentation for perioder, hvor lovgivningen ikke kræver opbevaring af sådan dokumentation (Bogføringsloven § 10, stk. 1 og Momsbekendtgørelsen § 66, stk. 1 fastsætter 5 års opbevaringspligt), i realiteten umuliggjorde tilbagebetaling. Dette stred ifølge selskabet mod EU-domstolens praksis for tilbagebetalinger, herunder C-147/01, Weber’s Wine World. Selskabet fastholdt, at det skøn, der var foretaget, ikke var åbenbart urimeligt, og at det understøttedes af omfanget af mødebespisning i den efterfølgende periode, hvor der forelå dokumentation. Skønnet tog højde for antallet af medarbejdere og korrigerede for medarbejdere, der sandsynligvis ikke deltog i mange møder.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skulle tage stilling til, om SKAT med rette havde afvist selskabets anmodning om yderligere tilbagebetaling af indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte i egne lokaler i forbindelse med møder for perioden 1. oktober 1994 - 30. september 2000.

Retten bemærkede, at Momsloven § 37, stk. 1 fastsætter retten til fradrag for indgående afgift, mens Momsloven § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5 indeholder undtagelser herfra. Den dagældende Skatteforvaltningslov § 31, stk. 2 og Skatteforvaltningslov § 32, stk. 1, nr. 1 regulerer genoptagelse af afgiftstilsvar, herunder ved praksisændringer.

Landsskatteretten henviste til EU-domstolens dom i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, som fastslog, at Momsloven § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5 ikke kan begrænse fradragsretten for indgående afgift i forbindelse med vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden, når virksomhedens behov gør det nødvendigt. Denne dom førte til SKATs styresignal SKM2010.622.SKAT, der ændrede praksis og åbnede for genoptagelse af afgiftstilsvaret.

SKATs styresignal SKM2011.829.SKAT uddybede dokumentationskravene, herunder for perioder ældre end 5 år, hvor bilagsmateriale muligvis ikke længere foreligger. Styresignalet angiver, at der skal indsendes en specificeret opgørelse, og at dokumentationskravet kan opfyldes gennem specifikationer til regnskabsmateriale, mødekalendere eller lignende. Det fremgår dog også, at hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder ældre end 5 år, og derfor ikke på nogen måde kan dokumentere afholdte udgifter, kan der ikke ske tilbagebetaling.

Landsskatteretten bemærkede, at styresignalerne gengiver SKATs opfattelse, og at Bogføringsloven § 10, stk. 1 og Momsbekendtgørelsen § 66, stk. 1 alene forpligter virksomheder til at opbevare regnskabsmateriale i 5 år, hvilket er kortere end genoptagelsesperioden.

Landsskatteretten fandt det sandsynliggjort, efter en konkret vurdering af selskabets aktivitet og antallet af medarbejdere i den påklagede periode, at selskabet havde afholdt udgifter af den omhandlede karakter. Retten fandt endvidere, at størrelsen af kravet i tilstrækkelig grad var sandsynliggjort, idet selskabet havde taget hensyn til aktivitetsniveauet og foretaget et realistisk skøn baseret på den gennemsnitlige bespisningsudgift pr. medarbejder i en senere dokumenteret periode og antallet af medarbejdere i de pågældende år.

Landsskatteretten gav således selskabet medhold i den nedlagte principale påstand.