Energiklagenævnets afgørelse om hjemvisning vedrørende overtagelse af vindmølle efter elforsyningslovens § 66

Klagerens indsigelser

Klageren påstod, at VE-fonden skulle overtage vindmøllen mod indfrielse af restgælden, subsidiært mod betaling af den forøgelse af restgælden, der var forårsaget af ændrede pristillæg i medfør af elforsyningsloven § 59, stk. 1, jf. elforsyningsloven § 66. Klageren anførte bl.a.:

• Uenighed i Energistyrelsens anvendte afregningspriser og skøn over fremtidig markedspris.
• Skatteforholdene var ændret efter Energistyrelsens afgørelse, hvilket medførte et skattefradrag, der skulle indregnes.
• Uenighed i den skønnede levetid på 25 år; klageren mente, at møllernes levetid var 30-35 år grundet adgang til reservedele fra andre møller.
• Energistyrelsen havde pligt til at lægge mølleejerens budgetter til grund, medmindre forudsætningerne var beviseligt forkerte.

Energistyrelsens bemærkninger til klagen

Energistyrelsen fastholdt sine beregningsforudsætninger, herunder den 25-årige levetid baseret på vurderinger fra Risø og Bonus Energy A/S. Styrelsen oplyste, at de havde foretaget en beregning med fuld skattemæssig afskrivning, men dette ændrede ikke afgørelsen. Energistyrelsen præciserede desuden, at beregningerne skulle tage udgangspunkt i restgælden pr. 1. januar 1999 og ikke på ansøgningstidspunktet, samt at ændringer i elforsyningsloven § 59 b, stk. 4 og 5 (prisloft for 10-øren) skulle indregnes, da de var vedtaget på afgørelsestidspunktet. Disse ændringer ændrede dog heller ikke Energistyrelsens afslag.

Energiklagenævnets praksis

Energiklagenævnet henviste til sin praksis fra en lignende sag (j.nr. 11-149), hvor det blev fastslået, at:

• Retsgrundlaget: Ansøgninger skulle vurderes efter den lovgivning, der var gældende på tidspunktet for ansøgningens indgivelse (27. september 2001), ikke på afgørelsestidspunktet. Dette betød, at lovændringer som Lov nr. 1091 af 17. december 2002 ikke skulle anvendes.
• Årsagssammenhæng: elforsyningsloven § 66 kunne kun påberåbes, hvis ændringen i pristillæg alene medførte, at vindmøllens økonomi gik fra overskud til underskud.
• Levetid: Energistyrelsens standardforudsætning om en normal levetid på 25 år blev anset for saglig i mangel af statistisk materiale. Klageren havde bevisbyrden for en længere levetid, og nævnet fandt ikke, at klageren havde ført tilstrækkeligt modbevis, selv med adgang til reservedele.

Energiklagenævnet hjemviste Energistyrelsens afgørelse af 14. marts 2003 til fornyet behandling i styrelsen.

Begrundelse for hjemvisning

Nævnet traf afgørelse i henhold til elforsyningsloven § 89 og begrundede hjemvisningen med følgende:

• Anvendeligt retsgrundlag: Sagen skulle behandles ud fra det retsgrundlag, der var gældende på tidspunktet for ansøgningens modtagelse, som i denne sag var den 3. juni 2002. Dette er i overensstemmelse med nævnets praksis og forarbejderne til elforsyningsloven § 66.
• Markedspris: Nævnet tiltrådte, at Energistyrelsen skulle tage udgangspunkt i den markedspris for el (spotprisen), der var gældende på tidspunktet for anmodningens modtagelse.
• Skatteregler: Nævnet tiltrådte, at Energistyrelsen havde lagt den fortolkning af skattereglerne til grund, som var gældende på afgørelsestidspunktet.
• Vindmøllers levetid: Nævnet tiltrådte Energistyrelsens vurdering af vindmøllers normallevetid på 25 år, idet klageren ikke havde ført tilstrækkeligt modbevis for en længere levetid, selv med adgang til reservedele.

Da de korrekte beregninger af, om klagerens mølle kunne overtages efter elforsyningsloven § 66, rettelig skulle foretages af Energistyrelsen, hjemvistes sagen til fornyet behandling under iagttagelse af det ovenfor anførte.

Klageren indbragte sagen for Energiklagenævnet og anførte flere indsigelser:

Retsgrundlag og prisafregning

Klageren mente, at sagen skulle bedømmes efter den version af elforsyningsloven, der var gældende på ansøgningstidspunktet (september 2001), og ikke den senere ændring fra december 2002 (Lov nr. 1091 af 17. december 2002), som forringede vilkårene. Han argumenterede for, at Elforsyningslovens § 66 skulle dække ændringer i både 17-øre-tillægget og det faste 10-øre-tillæg, da loven taler om "ændrede pristillæg" i flertal. Han påpegede, at Energistyrelsens beregningsmodel var fejlagtig, da den ikke vurderede, om gælden kunne afvikles uden bortfald af nogen af de to hovedkomponenter i prisafregningen. Desuden mente han, at Energistyrelsen skulle have anvendt markedsprisforventninger fra 2001, ikke 2002.

Vindmøllens levetid

Klageren fastholdt, at hans vindmølles levetid var mindst 30 år, ikke 25 år som Energistyrelsen antog. Han henviste til en Risø-rapport, der angav en normalfordelt middellevetid på 25-30 år, og fremhævede, at hans mølle var konstrueret efter en ældre, mere robust norm (DS 412) og at han havde reservedele til rådighed. Han argumenterede for, at den faktiske levetid normalt er lig med den økonomiske levetid, og at hans mølle ville være rentabel i ca. 27 år med korrekt prisafregning.

Renteberegning og starttidspunkt

Klageren bestred Energistyrelsens generelle tilgang til renteberegning og fastholdt, at den konkrete afdrags- og renteprofil for det specifikke lån skulle anvendes. Han kritiserede også Energistyrelsens senere ændring af beregningernes starttidspunkt fra 1. april 2001 til 1. januar 1999, som han mente var uden hjemmel i Elforsyningslovens § 66 og i strid med cash-flow-modellens principper.

Energistyrelsen fastholdt deres standpunkter, herunder at det gældende retsgrundlag på afgørelsestidspunktet skulle anvendes, og at kun bortfaldet af 17-øre-tillægget var relevant for Elforsyningslovens § 66. De forsvarede den 25-årige levetidsforudsætning med henvisning til anbefalinger fra Risø og Bonus Energy A/S, og forklarede ændringen af starttidspunktet med et ønske om at forhindre spekulation i afdragsprofiler.