Energiklagenævnets afgørelse om hjemvisning vedrørende overtagelse af vindmølle efter elforsyningslovens § 66

Sagen omhandler en vindmølleejers ansøgning til Energistyrelsen om, at VE-fonden skulle overtage hans vindmølle grundet økonomiske vanskeligheder, der opstod efter bortfaldet af et pristillæg på 17 øre pr. kWh pr. 1. april 2001. Ansøgningen blev indgivet i september 2001 i medfør af Elforsyningslovens § 66 om nødlidende møller.

Energistyrelsen afslog ansøgningen i marts 2003. Styrelsen baserede sin afgørelse på en række generelle forudsætninger, herunder en forventet levetid for vindmøllen på 25 år, specifikke markedspriser for elektricitet og en marginalskatteprocent på 59 %. Deres beregninger viste, at restgælden ikke ville kunne afvikles, selv med det oprindelige pristillæg på 17 øre/kWh, og konkluderede derfor, at bortfaldet af tillægget ikke var den afgørende årsag til de økonomiske problemer.

Klageren indbragte sagen for Energiklagenævnet og anførte flere indsigelser:

Retsgrundlag og prisafregning

Klageren mente, at sagen skulle bedømmes efter den version af elforsyningsloven, der var gældende på ansøgningstidspunktet (september 2001), og ikke den senere ændring fra december 2002 (Lov nr. 1091 af 17. december 2002), som forringede vilkårene. Han argumenterede for, at Elforsyningslovens § 66 skulle dække ændringer i både 17-øre-tillægget og det faste 10-øre-tillæg, da loven taler om "ændrede pristillæg" i flertal. Han påpegede, at Energistyrelsens beregningsmodel var fejlagtig, da den ikke vurderede, om gælden kunne afvikles uden bortfald af nogen af de to hovedkomponenter i prisafregningen. Desuden mente han, at Energistyrelsen skulle have anvendt markedsprisforventninger fra 2001, ikke 2002.

Vindmøllens levetid

Klageren fastholdt, at hans vindmølles levetid var mindst 30 år, ikke 25 år som Energistyrelsen antog. Han henviste til en Risø-rapport, der angav en normalfordelt middellevetid på 25-30 år, og fremhævede, at hans mølle var konstrueret efter en ældre, mere robust norm (DS 412) og at han havde reservedele til rådighed. Han argumenterede for, at den faktiske levetid normalt er lig med den økonomiske levetid, og at hans mølle ville være rentabel i ca. 27 år med korrekt prisafregning.

Renteberegning og starttidspunkt

Klageren bestred Energistyrelsens generelle tilgang til renteberegning og fastholdt, at den konkrete afdrags- og renteprofil for det specifikke lån skulle anvendes. Han kritiserede også Energistyrelsens senere ændring af beregningernes starttidspunkt fra 1. april 2001 til 1. januar 1999, som han mente var uden hjemmel i Elforsyningslovens § 66 og i strid med cash-flow-modellens principper.

Energistyrelsen fastholdt deres standpunkter, herunder at det gældende retsgrundlag på afgørelsestidspunktet skulle anvendes, og at kun bortfaldet af 17-øre-tillægget var relevant for Elforsyningslovens § 66. De forsvarede den 25-årige levetidsforudsætning med henvisning til anbefalinger fra Risø og Bonus Energy A/S, og forklarede ændringen af starttidspunktet med et ønske om at forhindre spekulation i afdragsprofiler.

Energiklagenævnet hjemviste Energistyrelsens afgørelse til fornyet behandling under iagttagelse af nævnets bemærkninger. Afgørelsen blev truffet i henhold til Elforsyningslovens § 89.

Nævnet tog stilling til tre hovedspørgsmål:

Retsgrundlaget for afgørelsen

Energiklagenævnet fastslog, at klagerens ansøgning skulle vurderes efter den version af elforsyningsloven, der var gældende på tidspunktet for ansøgningens indgivelse den 27. september 2001. Dette inkluderede ændringer fra Lov nr. 478 af 7. juni 2001, men ekskluderede Lov nr. 1091 af 17. december 2002. Nævnet begrundede dette med formålet med Elforsyningslovens § 66 om at beskytte vindmølleejernes berettigede forventninger, samt forarbejderne til loven, der angiver, at der tages udgangspunkt i gældsforholdene på tidspunktet for anmodningen om overtagelse. Sagsbehandlingstiden hos Energistyrelsen skulle således ikke have betydning for det anvendte retsgrundlag.

Årsagssammenhæng for nødlidende møller

Nævnet fastslog, at Elforsyningslovens § 66 kun kan påberåbes, hvis ændringen i pristillæg i sig selv medfører, at en vindmølles økonomi går fra overskud til underskud. Det er altså en betingelse, at ændringen i pristillægget er den eneste eller i det mindste den væsentligste årsag til, at gælden ikke kan afvikles. Bestemmelsen kan ikke anvendes, hvis der allerede var et underskud, som blot forværres.

Vindmøllens levetid

Energiklagenævnet tiltrådte Energistyrelsens anvendelse af en standardforudsætning om en normal levetid på 25 år for vindmøller. Nævnet fandt, at denne forudsætning var saglig og baseret på gennemsnitsbetragtninger i mangel af statistisk materiale. Klageren havde bevisbyrden for at modbevise dette, og nævnet fandt ikke, at han havde fremlagt tilstrækkeligt modbevis, selv med henvisning til reservedele fra andre vindmøller.

Sagen blev hjemvist til Energistyrelsen for at foretage fornyede beregninger. Disse beregninger skal afgøre, om vindmøllens fremtidige nettoindtjening, beregnet efter reglerne gældende den 27. september 2001, kunne have afdraget den gæld, der var bundet i møllen den 29. april 1999, og om evnen til at afdrage denne gæld inden for den forventede levetid på 25 år beviseligt er gjort umulig udelukkende på grund af ændret prisregulering i lovgivningen i perioden 29. april 1999 til 27. september 2001.