Energiklagenævnets afgørelse om overtagelse af vindmølle efter Elforsyningslovens § 66

Sagen omhandler en vindmølleejers ansøgning om, at staten overtager hans vindmølle i medfør af Elforsyningsloven § 66. Baggrunden for ansøgningen var bortfaldet af et pristillæg på 17 øre/kWh pr. 1. april 2001, hvilket ifølge klageren gjorde det umuligt at afvikle gælden på vindmøllen.

Sagens Forløb og Hjemvisning

Klageren indgav sin ansøgning den 3. juni 2002. Energistyrelsen afslog oprindeligt ansøgningen den 6. januar 2003. Denne afgørelse blev påklaget til Energiklagenævnet, som ved afgørelse af 7. december 2004 (j.nr. 11-141) hjemviste sagen til fornyet behandling i Energistyrelsen. Nævnet præciserede, at en anmodning om overtagelse kun kan imødekommes, hvis en ændring i prisreguleringen i perioden 29. april 1999 til 27. september 2001 beviseligt er den eneårsag til, at gæld optaget til finansiering af vindmøllen ikke kan afdrages inden for vindmøllens forventede levetid på 25 år.

Efter fornyet behandling traf Energistyrelsen den 10. maj 2005 på ny afgørelse, hvor de igen afslog anmodningen. Styrelsen fandt ikke dokumenteret, at det var ændringen i pristillægget, der havde medført, at gælden ikke kunne afvikles. Energistyrelsens beregninger viste, at gælden ikke ville kunne afvikles inden for vindmøllens restlevetid på 25 år, selv med det tidligere pristillæg på 17 øre/kWh.

Klagerens Indsigelser

Klageren indbragte Energistyrelsens afgørelse af 10. maj 2005 for Energiklagenævnet den 7. juni 2005. Klageren fastholdt, at Energistyrelsens budgetforudsætninger var fejlbehæftede på flere punkter:

• Restgælden pr. 1. januar 1999 var ikke korrekt.
• Kontant indestående på pantsat sikringskonto samt tilgodehavende afregning og moms var ikke medtaget i beregningerne.
• Der var anvendt faktiske tal for 2003 i stedet for budgettal.
• Renten på finanslånet var ansat forkert (skulle være 4,65 % i stedet for 5,94 %), og der skulle regnes med kvartårlig rentetilskrivning i stedet for årlig.
• De afskrivningsberettigede anskaffelsessummer var ikke korrekte.
• Vindmøllens opførelsesår var 1986, ikke 1985.

Klageren udarbejdede egne beregninger, der med en rentesats på 4,65 % viste et negativt cash-flow på 178.384 kr. uden pristillæg og et positivt cash-flow på 4.425 kr. med pristillæg. Klageren påpegede desuden, at Energistyrelsen havde trukket sagen i langdrag og forsøgt at ændre forudsætninger for at undgå statens forpligtelse.

Retsgrundlag og Praksis

Sagen blev vurderet i henhold til Elforsyningsloven § 66, stk. 1, som den lød på tidspunktet for ansøgningen (3. juni 2002). Bestemmelsen kræver, at vindmølleejeren kan dokumentere, at vedkommende ikke kan afvikle restgælden på grund af ændrede pristillæg fastsat i medfør af Elforsyningsloven § 59, stk. 1, og at lånet er optaget inden den 29. april 1999. Forarbejderne til Elforsyningsloven § 66 understreger, at ændringen i pristillægget skal være den eneårsag til, at gælden ikke kan afvikles.

Energiklagenævnet havde i tidligere afgørelser, herunder afgørelsen af 7. december 2004 (j.nr. 11-141) og 28. marts 2007 (j.nr. 11-309), fastsat den administrative praksis for området. Det blev blandt andet fastslået, at der skal tages udgangspunkt i gældsforholdene på tidspunktet for anmodningen om overtagelse.

Energiklagenævnet stadfæstede Energistyrelsens afgørelse af 10. maj 2005 om afslag på overtagelse af vindmøllen.

Begrundelse for Afgørelsen

Nævnet henviste til sin tidligere afgørelse af 7. december 2004 (j.nr. 11-141), hvor det blev fastslået, at der skal tages udgangspunkt i gældsforholdene på tidspunktet for anmodningen om overtagelse. I den konkrete sag var dette den 3. juni 2002. Klageren havde selv opgivet renten på lånet til 5,94 % på dette tidspunkt.

Hvis denne rentesats på 5,94 % anvendes i klagerens egne beregninger, ville resultatet være et negativt cash-flow på henholdsvis 228.583 kr. (uden pristillæg) og 45.774 kr. (med pristillæg). Dette medfører isoleret set, at betingelserne for overtagelse af klagers vindmølle i henhold til Elforsyningsloven § 66 ikke er opfyldt, da det ikke kan dokumenteres, at gælden ville kunne afvikles med pristillægget.

De øvrige indsigelser fra klageren, herunder vedrørende restgæld, anvendelse af faktiske priser for 2003, afskrivningsgrundlag og opførelsesår, fandtes hverken enkeltvis eller samlet set at kunne føre til et andet resultat. Afgørelsen er i overensstemmelse med den administrative praksis, som Energiklagenævnet har fastsat i tidligere sager.

Afgørelsen blev truffet i medfør af Elforsyningsloven § 89 og kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.