Traktatbrud: Ungarsk lovgivning om ensartede fortjenstmarginer for landbrugsfødevarer strider mod EU's fælles markedsordning

Domstolen fastslog, at Ungarn havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til forordning nr. 1308/2013 ved at vedtage den omtvistede lovbestemmelse og begrænse fastsættelsen af salgspriser for landbrugs- og fødevarer.

Domstolens ræsonnement

Domstolen bemærkede, at i fraværet af en specifik EU-prisfastsættelsesmekanisme, er den frie fastsættelse af salgsprisen baseret på fri konkurrence en integreret del af FMO (Forordning nr. 1308/2013). Den ungarske regel, der forbyder anvendelsen af forskellige fortjenstmarginer for identiske varer baseret på oprindelsesland, begrænser detailhandlernes frihed til at fastsætte deres priser.

Domstolen anerkendte, at indførelsen af en FMO ikke er til hinder for, at medlemsstaterne anvender nationale bestemmelser, der forfølger andre formål af almen interesse (som f.eks. bekæmpelse af urimelig handelspraksis), forudsat at disse regler er egnede til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte mål og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt (proportionalitet).

Imidlertid afviste Domstolen Ungarns begrundelse:

• Ungarn godtgjorde ikke, at detailhandleres anvendelse af forskellige fortjenstmarginer – en i EU-retten lovlig praksis – i sig selv udgjorde urimelig handelspraksis.
• Foranstaltningen var ikke egnet til at opnå det tilsigtede mål om at styrke leverandørernes forhandlingsposition, da den først indtræder i den sidste fase af forsyningskæden (salg til forbrugeren) og ikke direkte regulerer forholdet mellem leverandør og detailhandler.
• Da loven kun kræver identiske marginer for identiske varer fra forskellige lande, men tillader forskellige marginer for identiske varer fra samme land, savnede foranstaltningen den nødvendige sammenhæng og systematik for at være egnet til at bekæmpe urimelig handelspraksis på en konsekvent måde.

Da traktatbruddet i henhold til forordning nr. 1308/2013 var fastslået, fandt Domstolen det unødvendigt at undersøge det andet klagepunkt vedrørende artikel 34 TEUF.

Hvad angår Erzsébet-kuponerne, havde Ungarn etableret et statsmonopol, hvor kun en offentlig fond (Magyar Nemzeti Üdülési Alapítvány, Feriefonden) måtte udstede kuponer til køb af færdigretter, som arbejdsgivere kunne tildele med skattefordel. Kommissionen mente, at dette monopol udgjorde en uforholdsmæssig restriktion på etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser (artikel 49 TEUF og 56 TEUF).

Ungarn forsvarede sine foranstaltninger med henvisning til tvingende almene hensyn, såsom beskyttelse af forbrugere og kreditorer i SZÉP-kortordningen, og hævdede, at Erzsébet-ordningen, hvis provenu finansierede sociale aktiviteter, var en social foranstaltning, der faldt uden for EU-traktatens markedsbestemmelser.