Højesteret stadfæster, at sag om fastholdelsesbonus ikke opfylder kravene til henvisning til landsretten som 1. instans

Landsretten fandt, at sagens udfald primært ville bero på en konkret fortolkning af parternes aftale. Landsretten vurderede, at betingelserne for henvisning i medfør af Retsplejeloven § 226, stk. 1 — at sagen skulle være af principiel karakter og have generel betydning for retsudviklingen — ikke var opfyldt. Landsretten hjemviste derfor sagen til byretten som 1. instans, jf. Retsplejeloven § 226, stk. 5.

Anbringender for Højesteret

Kærende (Ledernes Hovedorganisation) anførte, at problemstillingen var af generel betydning, særligt fordi der var uenighed om rækkevidden og forståelsen af nyere Højesteretsdomme (herunder UfR 2023.3826 H) vedrørende vederlagsbegrebet i relation til fastholdelsesbonusser. Det blev fremhævet, at behovet for præjudikat var stort, da mange virksomheder anvender denne aflønningsform.

Indkærede (DI) tilsluttede sig påstanden om henvisning, idet sagens afgørelse kunne bidrage til retsudviklingen på området.

Højesteret stadfæstede Landsrettens kendelse og afviste dermed, at sagen skulle henvises til Landsretten som 1. instans.

Højesterets Begrundelse

Højesteret tiltrådte de grunde, som Landsretten havde anført, hvilket indebar, at sagen ikke opfyldte de strenge krav til principiel karakter og generel betydning, som er nødvendige for at fravige hovedreglen om byrettens kompetence som 1. instans, jf. Retsplejeloven § 226, stk. 1.

Landsretten havde vurderet, at sagens udfald i overvejende grad beroede på en konkret aftalefortolkning, og derfor ikke var egnet til at sikre Højesterets rolle som præjudikatsdomstol i denne sammenhæng.

Afgørelsens Resultat

Højesteret stadfæstede Landsrettens kendelse, og sagen skal derfor behandles ved Retten i Aarhus som 1. instans.

Ingen af parterne skulle betale kæreomkostninger for Højesteret til den anden part.

Sagsøgernes Hovedargumenter

• Sagsøgerne, som handlede som mandatarer for de afskedigede funktionærer, gjorde gældende, at deres medlemmer havde krav på løn i henhold til de lovpligtige opsigelsesvarsler i Funktionærloven § 2, uanset konkursens indtræden.
• Der blev også rejst krav om godtgørelse i henhold til Funktionærloven § 3 for de funktionærer, der havde været ansat i længere tid, og hvor opsigelsen potentielt blev anset som urimelig i situationen.
• Sagsøgerne argumenterede for, at de skyldige beløb udgjorde massekrav, som skulle dækkes af konkursboet før ufornødne dividender.

Sagsøgtes Forsvar

Sagsøgte (kurator for Top-Toy A/S under konkurs) påstod primært frifindelse og subsidiært anerkendelse af et væsentligt mindre beløb.

Kurator argumenterede for, at funktionærernes krav i overvejende grad måtte rettes mod Lønmodtagernes Garantifond (LG) og ikke direkte mod boet, især efter afsigelsen af konkursdekretet. Konkursens indtræden udgjorde ifølge sagsøgte en legitim grund til de omfattende afskedigelser, hvilket begrænsede retten til godtgørelse efter § 3.

Retten måtte afgøre, i hvilket omfang de ansættelsesretlige forpligtelser i Funktionærloven § 2 forblev gældende ved konkurs, og om de mange afskedigelser som følge af insolvens berettigede til godtgørelse for usaglig opsigelse.