Sø- og Handelsretten: Fortolkning af Konkurslovens § 56 vedrørende fastholdelsesklausuler (”stay-on klausuler”) i konkursboer

Sagen omhandler tre forenede sager, hvor Ledernes Hovedorganisation og Kristelig Fagforening, som mandatarer for henholdsvis Kreditor 1, Kreditor 2 og Kreditor 3, har nedlagt påstand om, at Top-Toy A/S under konkurs tilpligtes at anerkende fastholdelsesbonusser som massekrav i henhold til Konkursloven § 93. Konkursboet har påstået frifindelse.

Baggrund for Sagen

Top-Toy A/S blev taget under konkursbehandling den 28. december 2018. Forud for konkursen havde Top-Toy indgået aftaler om såkaldte "retention bonusser" eller "stay-on klausuler" med en udvalgt gruppe nøglemedarbejdere, herunder Kreditor 1, 2 og 3. Disse bonusser var et incitament for medarbejderne til at forblive aktivt ansat i deres stillinger indtil udgangen af januar 2019 i en kritisk periode for virksomheden. Bonusserne var betinget af, at medarbejderen forblev i stillingen og udførte sine pligter loyalt og konstruktivt. Det var aftalt, at bonusserne ikke skulle indgå i beregning af pension eller feriepenge.

Efter konkursdekretet opsagde kurator ansættelsesforholdene med kortest muligt varsel, men meddelte samtidig, at konkursboet ønskede at indtræde i ansættelsesforholdene. Kurator afviste efterfølgende at anerkende kravene om fastholdelsesbonus som massekrav.

Parternes Påstande og Anbringender

Sagsøgernes (Kreditorernes) Anbringender:

• Konkursboets indtræden i ansættelsesforholdet indebærer, at boet indtræder i det fulde aftalegrundlag, herunder vilkåret om fastholdelsesbonus, jf. Konkursloven § 56, stk. 1. Boet foretog ingen forbehold ved indtræden.
• Fastholdelsesbonussen udgør vederlag for udført arbejde og er omfattet af Funktionærloven § 17a, hvilket berettiger til en forholdsmæssig andel ved fratræden før forfaldstidspunktet. Det bestrides, at bonussen alene var en præmiering for at forblive i stillingen, men snarere et instrument til aflønning af nøglemedarbejdere i en periode med lønfrysning.
• Bonussen skal anses for at udgøre vederlag for udført arbejde, hvorfor aftalens bestemmelse om, at bonussen ikke skulle tillægges feriepenge og pension, skal tilsidesættes, jf. Ferieloven § 26.
• Konkursboet har ikke hjemmel til at "cherry-pick" ansættelsesvilkår og kan ikke konkursregulere kravet til 0 kr., da det er en velerhvervet og allerede forfalden rettighed.

Konkursboets Anbringender:

• Konkursboet er alene indtrådt i ansættelseskontrakten, ikke i en særskilt aftale om fastholdelsesbonus. Forpligtelser i henhold til fastholdelsesbonussen kan derfor ikke gøres gældende som et primært massekrav efter Konkursloven § 93.
• Fastholdelsesbonussen er ikke en løbende ydelse omfattet af Konkursloven § 56, stk. 2, men en pligt til at erlægge en bestemt sum penge på et givent tidspunkt. Den er en kompensation for at undlade at opsige ansættelsesforholdet, ikke løn eller vederlag for arbejde.
• Hensynet til den samlede kreditormasse og konkurslovens generelle regulering af særligt gunstige aftaler taler imod, at en fastholdelsesbonus skulle behandles særligt gunstigt.
• Hvis retten mod forventning måtte nå frem til, at der er sket indtræden i aftalen om fastholdelsesbonus, gøres det gældende, at boet vil være berettiget til at konkursregulere bonussen til 0 kr., da den i så henseende vil skulle sidestilles med en fratrædelsesgodtgørelse eller et forlænget opsigelsesvarsel, jf. Konkursloven § 61.
• Kreditor 3 opsagde sin stilling den 20. december 2018 med fratræden den 31. marts 2019, hvilket betyder, at betingelserne for opnåelse af fastholdelsesbonus ikke er opfyldt, da han ikke forblev ansat til udgangen af januar 2019.

Sø- og Handelsretten frifinder Top-Toy A/S under konkurs for de rejste krav.

Retten fastslår, at det er et grundlæggende princip i konkursretten, at krav som udgangspunkt er ligestillede og har status som simple krav i boet, jf. Konkursloven § 97, medmindre kravet udtrykkeligt er tillagt en anden retsstilling. Konkursloven § 56, stk. 1 og stk. 2 indeholder to selvstændige undtagelser til dette princip.

Sagerne angår indtræden i arbejdsaftaler, som vedrører en løbende ydelse, og er derfor omfattet af Konkursloven § 56, stk. 2, ikke stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om de indgåede "stay-on klausuler" er omfattet af begrebet "vederlag" i Konkursloven § 56, stk. 2.

Retten henviser til Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling samt Østre Landsrets dom af 15. februar 2011 (sag B-1379-10). Disse kilder fastslår, at "blive-bonusser" eller "stay-on bonusser" ikke anses for at vedrøre forhold under ansættelsen eller som fratrædelsesgodtgørelser, da de reelt ikke relaterer sig til opsigelsen eller afbrydelsen af arbejdsforholdet. De er derfor ikke omfattet af lønprivilegiet i Konkursloven § 95.

Retten finder ikke grundlag for at anlægge en anden fortolkning i forhold til begrebet "vederlag" i Konkursloven § 56, stk. 2. De foreliggende fastholdelsesbonusser er indgået før dekretets afsigelse og er fremadrettede. De angår ikke forhold under ansættelsen og kan ikke sidestilles med fratrædelsesgodtgørelser. Der er således ikke tale om arbejdsvederlag for en løbende ydelse, men derimod en særlig præmie for at forblive på arbejdspladsen.

Da konkursboet ved at indtræde i arbejdsaftalerne alene har forpligtet sig til at udrede et arbejdsvederlag efter konkursdekretet som massekrav, og da kurator ikke på anden vis har tilkendegivet at ville indtræde i aftalerne om fastholdelsesbonus, frifindes konkursboet for de rejste krav. Sagernes omkostninger ophæves.

Anket til Østre Landsret,  oktober 2020. Sagen er sluttet ved Østre Landsret den 8. november 2021.