Afslag på anmodning om opsættende virkning i sag om pesticidfri drift i Aarhus Kommune

Ejendommens ejer, repræsenteret ved advokat, påklagede afgørelsen og anmodede om, at klagen fik opsættende virkning frem til oktober 2025. Klager anførte blandt andet:

• At påbuddet blev meddelt med usædvanligt kort varsel (trådte i kraft 1. april 2025).
• At afgrøder allerede var sået på arealet, og at manglende mulighed for at anvende planteværnsmidler ville føre til væsentligt ringere udbytte ved høst.
• At der mangler hjemmel i Miljøbeskyttelsesloven § 24 a, stk. 1, og at afgørelsen er i strid med proportionalitetsprincippet og undersøgelsesprincippet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet afgørelse efter Miljøbeskyttelsesloven § 95, stk. 3, jf. Miljøbeskyttelsesloven § 91, stk. 1. Nævnet har meddelt afslag på anmodningen om at tillægge klagen opsættende virkning.

Nævnets vurdering af proportionalitet og varsling

Nævnet lagde i sin afgørelse vægt på, at hovedreglen i Miljøbeskyttelsesloven § 95, stk. 3 er, at klager over påbud efter § 24 a ikke har opsættende virkning. Dette fraviges kun i sjældne tilfælde, f.eks. ved åbenbare mangler eller særlige forhold.

Det fremgår af forarbejderne til miljøbeskyttelseslovens § 24 a, at det formentlig kun vil forekomme sjældent, at en klage over et påbud eller forbud efter miljøbeskyttelseslovens § 24 a, skal tillægges opsættende virkning. Dette kan f.eks. ske, hvor en påklaget afgørelse lider af åbenbare mangler, eller hvor der er særlige forhold, der bringer konkret tvivl om proportionaliteten.

Nævnet fandt, at Aarhus Kommune havde overholdt Bekendtgørelse om frister for og krav til indhold af aftaler, påbud og forbud mod erhvervsmæssig anvendelse af pesticider inden for boringsnære beskyttelsesområder § 7. Kommunen havde i varslingsbrevet udtrykkeligt spurgt ind til dyrkningssæsonen og eventuelle økonomiske konsekvenser, men da klager ikke reagerede på dette varsel, kunne den efterfølgende indsigelse om allerede såede afgrøder ikke føre til opsættende virkning.

Afgørelsen er endelig jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1. Sag om gyldighed skal anlægges ved domstolene inden 6 måneder jf. Miljøbeskyttelsesloven § 101, stk. 1.

Klager og anmodning om opsættende virkning

Miljøgodkendelsen blev påklaget af en omboende (klager 1) og en lokal forening (klager 2). Klagerne anmodede om, at klagen blev tillagt opsættende virkning.

Klager 1 anførte, at biogasanlægget ville medføre lugtgener, og at kommunen var inhabil, da V2 er 100 % kommunalt ejet.

Klager 2 anførte navnlig, at:

• Undersøgelsen af naturforhold og bilag IV-arter i området var mangelfuld.
• Påvirkningen af biogasanlæggets vandforbrug på eksisterende og fremtidig vandindvinding ikke var belyst, herunder påvirkning af private vandboringer og grundvandstryk.
• Anlægget ville give anledning til støj- og lugtgener i omgivelserne.
• Teamlederen for Natur og Miljø i Solrød Kommune var inhabil.

Begge klagere begrundede anmodningen om opsættende virkning med, at arbejdet med udvidelsen allerede var iværksat, og at formålet med klageadgangen ville forspildes, hvis ikke klagen blev tillagt opsættende virkning. Klager 2 fremhævede desuden, at miljøgodkendelsen og miljøkonsekvensrapporten var mangelfulde, og at udnyttelse af godkendelsen ville vanskeliggøre et muligt krav om fysisk lovliggørelse.

Solrød Kommunes bemærkninger

Solrød Kommune fastholdt, at der ikke var grundlag for at tillægge klagen opsættende virkning. Kommunen anførte, at vandforbruget kunne dækkes af den gældende vandindvindingstilladelse, og at miljøgodkendelsen levede op til Bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed § 18, idet virksomheden havde truffet de nødvendige foranstaltninger til at forebygge og begrænse forurening ved anvendelse af BAT. Kommunen bemærkede endvidere, at det er helt undtagelsesvist, at en klage over en miljøgodkendelse tillægges opsættende virkning, og at virksomheden ikke havde påbegyndt jordarbejder uden tilladelse, men blot midlertidigt flyttet overskudsjord.