Forældelsesfrist for forbrugeres tilbagebetalingskrav ved urimelige kontraktvilkår efter fuldt opfyldt låneaftale (Direktiv 93/13)

Dommen omhandler præjudicielle spørgsmål fra Tribunalul Specializat Mureș (Rumænien) vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler. Sagerne (C-698/18 og C-699/18) involverede to forbrugere, JB og KC, som havde anlagt sag mod henholdsvis SC Raiffeisen Bank SA og BRD Groupe Société Générale SA med påstand om, at visse vilkår i deres kreditaftaler var urimelige, og krævede tilbagebetaling af uretmæssigt opkrævede beløb.

Begge låneaftaler var enten fuldt ud opfyldt eller førtidigt indfriet, før forbrugerne anlagde deres søgsmål. De rumænske domstole skulle vurdere, om forbrugernes retsmidler var underlagt en forældelsesfrist, og i så fald, hvornår denne frist skulle begynde at løbe, særligt i lyset af, at selve ugyldighedssøgsmålet (konstatering af urimelighed) i national ret er uforskrevet (ikke underlagt forældelse).

Domstolens kompetence

Domstolen fastslog indledningsvist, at direktiv 93/13 alene fandt anvendelse ratione temporis på sagen mod Raiffeisen Bank (C-698/18), idet kreditaftalen i sag C-699/18 blev indgået før Rumæniens tiltrædelse af EU og den relevante gennemførelsesfrist for direktivet. Domstolens analyse vedrører derfor primært C-698/18.

De præjudicielle spørgsmål drejede sig om, hvorvidt en national regel, der fastsætter en treårig forældelsesfrist for det efterfølgende tilbagebetalingssøgsmål, er forenelig med effektivitets- og ækvivalensprincipperne, især hvis fristen begynder at løbe fra datoen for aftalens fulde opfyldelse, ud fra den antagelse, at forbrugeren på dette tidspunkt burde have kendt til vilkårets urimelighed.

Domstolen fastslog, at direktiv 93/13/EØF, særligt artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, ikke er til hinder for, at et nationalt retssystem opdeler retsmidlerne i et uforskrevet ugyldighedssøgsmål og et forældelsesbegrænset tilbagebetalingssøgsmål. Dog skal dette under alle omstændigheder respektere effektivitets- og ækvivalensprincipperne.

Uforenelighed med effektivitetsprincippet

Domstolen konkluderede, at de nævnte EU-retlige principper er til hinder for en retslig fortolkning, hvorefter forældelsesfristen for forbrugerens tilbagebetalingskrav begynder at løbe fra datoen for låneaftalens fulde opfyldelse.

• En forældelsesfrist, der starter ved aftalens ophør, anses for uforholdsmæssigt vanskelig at udøve for forbrugeren, da denne frist risikerer at være udløbet, før forbrugeren har kunnet få kendskab til vilkårets urimelige karakter.
• Denne konklusion fastholdes, selvom aftalen er opfyldt, idet den svagere stilling, forbrugeren befandt sig i ved aftalens indgåelse, ikke ændres med tilbagevirkende kraft ved aftalens opfyldelse.