Afslag på kaskodækning efter bilbrand grundet manglende bevisbyrde og uoverensstemmelser i forsikringstagerens forklaring

Nævnet lagde især vægt på følgende begrundelser:

1. Tekniske beviser: Batteriet blev fundet uden skader. Værkstedet vurderede, at hvis branden var opstået som følge af gentagne startforsøg, som klageren hævdede, ville batteriet og starteren have haft smelteskader.
2. Bilens mangler: Bilen var i en tilstand, hvor den stod over for et ekstraordinært syn, som den højst sandsynligt ikke ville bestå grundet alvorlige motorfejl (revnet toppakning, højt vandindhold i motorolie), hvilket ville have medført betydelige reparationsomkostninger.
3. Uoverensstemmelse i troværdighed: Klagerens forklaringer om hans færden i tiden op til branden stemte ikke overens med objektive teledata, og hans oplysninger om købspris og betaling til sælgeren var i direkte modstrid med sælgerens dokumenterede udtalelser. Klageren havde desuden gæld og udlæg i bilen.
4. Manglende vidnebekræftelse: Det var påfaldende, at klageren ikke længere havde kontakt til vennen, han besøgte ved skadens opståen, hvilket afskar selskabet fra at indhente en vidneudtalelse.

Samlet set resulterede de mange objektive uoverensstemmelser og tekniske modsigelser i, at der bestod en så markant tvivl om det anmeldte hændelsesforløb, at klageren ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at skaden var dækningsberettiget.

Parternes hovedpåstande og argumenter

Klagerens påstande og argumenter: Klageren fastholdt, at branden var en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed, og at motoren var intakt før branden. Han henviste til en udtalelse fra sin egen mekaniker, der mente, at motorhavari kunne være en følge af branden. Klageren afviste selskabets anmodninger om udlevering af teledata, lægefaglige oplysninger og kontaktoplysninger på vidner, idet han mente, at disse ikke var udslagsgivende for dækningsvurderingen, og at han allerede havde givet alle tilgængelige oplysninger.

Selskabets påstande og argumenter: Selskabet afviste dækning med henvisning til, at klageren ikke havde sandsynliggjort en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed. De fremhævede, at klagerens forklaringer om tidspunkter, færden og bilens skader var modstridende, uklare og ukorrekte. Selskabet lagde vægt på, at bilen ifølge deres fagspecialist ikke kunne køre før branden, hvilket stod i direkte modstrid med klagerens oplysninger. De henviste til, at klagerens manglende medvirken til sagens oplysning, herunder afvisning af at fremlægge teledata og lægejournaler, skærpede hans bevisbyrde. Selskabet bemærkede, at branden fremstod planlagt og målrettet, og at politiet havde fundet en grøn benzindunk i bilen.

Relevante forhold og dokumentation

Selskabet henviste til forsikringsbetingelsernes pkt. 4.3, der dækker skader, men undtager forsæt eller grov uagtsomhed, samt pkt. 9.1, der pålægger klageren at sandsynliggøre og dokumentere sit erstatningskrav. Desuden henviste selskabet til Forsikringsaftaleloven § 22, som fastslår forsikringstagerens pligt til at give oplysninger af betydning for selskabets bedømmelse af risikoen og skaden. Sagen involverede flere politirapporter, mekaniske vurderinger fra begge parter og en omfattende korrespondance, der afslørede klagerens skiftende forklaringer om hændelsesforløbet, herunder tidspunkt for parkering, kontakt med politi og læge, samt hvem han var sammen med.