Rigsadvokatens tildeling af 12.000 kr. i erstatning for over to års inaktivitet i sag om hærværk

Parternes krav og argumenter

Borgeren fremsatte i oktober 2023 et krav om erstatning på 1.000 kr. med henvisning til en påstået uberettiget anholdelse. Statsadvokaten i Viborg afviste kravet om erstatning for anholdelse, men sendte sagen videre til Rigsadvokaten for at vurdere, om der var grundlag for erstatning som følge af den samlede sagsbehandlingstid og selve sigtelsen.

Sagens kerne i Rigsadvokatens vurdering var de "døde perioder" i sagsbehandlingen, hvor politiet ikke foretog sig noget i sagen i over to år, selvom forholdet vedrørte en ukompliceret sag om hærværk.

Rigsadvokaten traf den 8. april 2024 afgørelse om at yde borgeren 12.000 kr. i erstatning for lang sagsbehandlingstid. Afgørelsen var baseret på følgende juridiske overvejelser:

Afvisning af erstatning for selve sigtelsen

Kravet om erstatning for selve sigtelsen efter Retsplejeloven § 1018 b blev afvist. Rigsadvokaten lagde vægt på, at:

• Sigtelsen havde varet ca. 2 år og 10 måneder, hvilket er under den administrative grænse på 5 år for automatisk erstatning.
• Der var ikke tale om en sag af så ekstraordinær belastende karakter eller med så indgribende afhøringer, at det kunne retfærdiggøre en fravigelse af hovedreglen om, at en sigtelse i sig selv ikke udløser erstatning.

Tildeling af erstatning for inaktivitet (Tort)

Rigsadvokaten fandt derimod grundlag for erstatning efter Retsplejeloven § 1018 h under henvisning til dansk rets almindelige erstatningsregler om culpa (ansvarspådragende fejl). Begrundelsen var:

• Af den samlede tid på 2 år og 10 måneder udgjorde ca. 2 år og 2 måneder en periode med total inaktivitet hos myndighederne.
• Myndighederne havde ikke overholdt Retsplejeloven § 96, stk. 2 og Retsplejeloven § 718 a, stk. 1 om at fremme sager med fornøden hurtighed.
• Da borgeren ikke selv havde medvirket til forsinkelsen, og sagen var ukompliceret, udgjorde den lange ventetid en krænkelse af retten til rettergang inden rimelig tid efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6.

Beløbet på 12.000 kr. blev fastsat som en skønsmæssig godtgørelse for tort efter Erstatningsansvarsloven § 26. Afgørelsen er endelig og kan ikke påklages administrativt, jf. Retsplejeloven § 1018 e, stk. 4.

Det blev anført, at den samlede intensitet af strafforfølgningen, herunder varigheden, de 16 retsdage og byrettens kritik af sagsbehandlingen, undtagelsesvist gjorde sigtelsen erstatningsberettiget, selvom sigtelsesperioden var under den administrative grænse på fem år.

Kernen i Erstatningskravet og Myndighedsfejl

E's advokat gjorde gældende, at politiet og anklagemyndigheden havde handlet ansvarspådragende og culpøst, hvilket berettigede til erstatning efter Retsplejeloven § 1018 h. Den fremsatte kritik inkluderede:

• Anvendelse af en inhabil revisionsrapport, der var et centralt bevis, hvilket førte til dens afvisning under hovedforhandlingen.
• Mangelfuld efterforskning, hvor centrale dokumenter blev gjort utilgængelige eller først fremlagt meget sent for forsvaret.
• Lang sagsbehandlingstid, selvom de to års forsinkelse i retssagen skyldtes medtiltaltes sygdom (anset som force majeure).

Anklagemyndigheden og Rigsadvokaten afviste, at de kritisable forhold udgjorde tilstrækkeligt grove culpøse fejl til at udløse erstatning under § 1018 h, men anerkendte, at de indgik i den samlede vurdering af belastningen under § 1018 b.

Erstatningskrav efter 518 dages uberettiget frihedsberøvelse: Landsret afviser forhøjelse af standardtakster