Erstatning for frihedsberøvelse og sigtelse: Landsretten stadfæster godtgørelse på 50.000 kr. for belastende strafforfølgning, afviser culpa og tabt arbejdsfortjeneste

E, en selvstændig revisor, blev sigtet i januar 2013 for groft bedrageri efter Straffeloven § 279, jf. § 286 i forbindelse med et omfattende konkursforløb, der startede i 2009. Sigtelsen varede i ca. 4 år og 5 måneder frem til frifindelsen ved Retten i Roskilde i juni 2017. I løbet af sagen var E udsat for en frihedsberøvelse på 3,5 timer samt flere ransagninger, hvilket dannede grundlag for et erstatningskrav på over 388.000 kr. for tort, langvarig sagsbehandling, tabt arbejdsfortjeneste og kørsel.

Administrativ Sagsbehandling

Statsadvokaten imødekom oprindeligt kun kravet delvist med 3.600 kr. for frihedsberøvelse og ransagning, idet man afviste yderligere godtgørelse for sigtelse og tort. Efter klage anerkendte Rigsadvokaten i januar 2019 imidlertid yderligere 50.000 kr. i erstatning for ikke-økonomisk skade efter Retsplejeloven § 1018 b.

Det blev anført, at den samlede intensitet af strafforfølgningen, herunder varigheden, de 16 retsdage og byrettens kritik af sagsbehandlingen, undtagelsesvist gjorde sigtelsen erstatningsberettiget, selvom sigtelsesperioden var under den administrative grænse på fem år.

Kernen i Erstatningskravet og Myndighedsfejl

E's advokat gjorde gældende, at politiet og anklagemyndigheden havde handlet ansvarspådragende og culpøst, hvilket berettigede til erstatning efter Retsplejeloven § 1018 h. Den fremsatte kritik inkluderede:

• Anvendelse af en inhabil revisionsrapport, der var et centralt bevis, hvilket førte til dens afvisning under hovedforhandlingen.
• Mangelfuld efterforskning, hvor centrale dokumenter blev gjort utilgængelige eller først fremlagt meget sent for forsvaret.
• Lang sagsbehandlingstid, selvom de to års forsinkelse i retssagen skyldtes medtiltaltes sygdom (anset som force majeure).

Anklagemyndigheden og Rigsadvokaten afviste, at de kritisable forhold udgjorde tilstrækkeligt grove culpøse fejl til at udløse erstatning under § 1018 h, men anerkendte, at de indgik i den samlede vurdering af belastningen under § 1018 b.

Landsretten stadfæstede Retten i Roskildes dom og frifandt Anklagemyndigheden for E's resterende erstatningskrav, idet der ikke fandtes grundlag for at forhøje den allerede tilkendte godtgørelse på 50.000 kr.

Landsretten tiltrådte Rigsadvokatens skønsmæssige vurdering om erstatning for ikke-økonomisk skade efter Retsplejeloven § 1018 b, da straffesagens samlede forløb var så belastende for E, at det kunne sidestilles med et straffeprocessuelt indgreb. Ved vurderingen lagde retten vægt på: