Landsskatteretten om skønsmæssig indkomstforhøjelse og fradrag for rejseudgifter

Landsskatteretten bemærkede, at skattepligtige skal selvangive indkomst jf. Skattekontrolloven § 1 og erhvervsdrivende skal indgive et skattemæssigt årsregnskab jf. Skattekontrolloven § 3. Hvis regnskabet ikke er udarbejdet på grundlag af løbende bogføring, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt jf. Skattekontrolloven § 5. Retten fandt, at selskabets bogføring ikke var tilstrækkelig, da ikke al omsætning var selvangivet. Det blev ikke anset for godtgjort, at der var tale om igangværende arbejder vedrørende Y2-vej, og det blev ikke betragtet som en normal driftsrisiko at undlade at fakturere udført arbejde. Landsskatteretten tiltrådte SKATs skøn over omsætningen for Y2-vej, da skønnet ikke var foretaget på et fejlagtigt grundlag eller var åbenbart urimeligt.

Rejseudgifter til Montenegro

Selskabet havde afholdt rejseudgifter på 32.239 kr. til Montenegro, primært en hotelregning på 3.340 euro. SKAT vurderede, at projektet i udlandet (feriepark med hoteller, ferielejligheder og golfbaner) udgjorde en helt ny virksomhed for selskabet, som aldrig kom i gang. Da projektet ikke blev realiseret, og udgifterne ikke blev anset for at udgøre udgifter til undersøgelse af nye markeder, nægtede SKAT fradrag.

Selskabet påstod fradrag godkendt og argumenterede for, at udgifterne var afholdt i forbindelse med bestræbelser på at opnå byggekontrakter i Montenegro, herunder besigtigelse af områder og drøftelse af projekter. Selskabet henviste til Ligningsloven § 8i, som giver fuld fradragsret for udgifter til undersøgelse af nye markeder med henblik på etablering eller udvidelse af en erhvervsvirksomhed.

Landsskatteretten fastslog, at driftsomkostninger, der er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, kan fradrages jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Retten fandt, at udgifterne til Montenegro-projektet ikke var afholdt som et led i selskabets eksisterende virksomhed (opførelse af sommerhuse), men snarere som et investeringsprojekt. Da projekterne i Montenegro desuden ikke blev realiseret af selskabet, var der ikke fradragsret for etableringsudgifterne i henhold til Ligningsloven § 8i. Udgifterne blev heller ikke anset for nødvendige for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomst i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten traf følgende afgørelse:

• Yderligere omsætning:
  • Forhøjelsen af indkomsten vedrørende Y3-vej og Y4-vej blev nedsat med 101.692 kr., da SKAT havde indstillet disse frafaldet.
  • Forhøjelsen af indkomsten med 12.900 kr. vedrørende Y2-vej blev stadfæstet. Landsskatteretten fandt, at SKATs skøn over omsætningen var berettiget, da selskabets bogføring ikke var tilstrækkelig, og det ikke var godtgjort, at der var tale om igangværende arbejder eller en normal driftsrisiko at undlade fakturering.
• Fradrag for rejseudgifter:
  • SKATs afgørelse om ikke at godkende fradrag for rejseudgifter på 32.239 kr. til Montenegro blev stadfæstet. Retten fandt, at udgifterne ikke var afholdt som led i selskabets eksisterende virksomhed, og da projektet ikke blev realiseret, var der ikke fradragsret efter Ligningsloven § 8i eller Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Klageren argumenterede for, at virksomheden nødvendiggjorde indretning af to kontorer i hjemmet, at advokatudgifterne vedrørte inddrivelse af et virksomhedsrelateret tilgodehavende fra 1990, og at rejserne til England var nødvendige for personlig kontakt med underleverandører og rådgivere samt udvidelse af udlejningsvirksomheden.

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse på alle punkter. Retten henviste til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og Statsskatteloven § 6, stk. 2 vedrørende fradrag for driftsomkostninger og forbud mod fradrag for private udgifter. For ejendomsskatter henviste retten til Ligningsloven § 14, stk. 2 og Ligningsloven § 14, stk. 3. Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde godtgjort, at arbejdsværelserne ikke var anvendelige til private formål, at advokatudgifterne vedrørte indtægtsførte indtægter, eller at rejserne havde tilstrækkelig erhvervsmæssig tilknytning. Bevisbyrden for fradrag påhvilede klageren, og denne var ikke løftet.