Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Emner
Underemner
Eksterne links
Relaterede love
Sagen omhandlede en klagers ret til fradrag for udgifter til arbejdsværelse i eget hjem, advokatudgifter og rejser til England i indkomståret 2003. Klageren, der var lønmodtager, drev sideløbende virksomhed med udlejning af en ejendom i England samt IT- og bogføringsvirksomhed fra sin private bopæl. Virksomheden havde et negativt resultat i 2003.
Klageren havde fratrukket 135.406 kr. for udgifter til arbejdsværelse (husleje, ejendomsskatter, el, vand og varme), 28.270 kr. for advokatudgifter i forbindelse med inddrivelse af et tilgodehavende, og 19.175 kr. for rejseudgifter til England, hvoraf tre rejser var foretaget med klagerens hustru som medhjælpende i virksomheden.
Skatteankenævnet havde ikke godkendt fradragene, idet det blev anført, at fradrag for arbejdsværelse i eget hjem kun undtagelsesvis kan godkendes, og at klageren ikke havde dokumenteret, at værelserne var uanvendelige til private formål, eller at den erhvervsmæssige anvendelse var væsentlig. For advokatudgifterne var der ikke fremlagt dokumentation for udgiftens tilknytning til virksomhedens indkomsterhvervelse. Vedrørende rejseudgifterne var der ikke fremlagt dokumentation for, at rejserne havde en umiddelbar tilknytning til indkomsterhvervelsen, herunder fyldestgørende rejseprogram eller erhvervsmæssige kontakter.
Klageren argumenterede for, at virksomheden nødvendiggjorde indretning af to kontorer i hjemmet, at advokatudgifterne vedrørte inddrivelse af et virksomhedsrelateret tilgodehavende fra 1990, og at rejserne til England var nødvendige for personlig kontakt med underleverandører og rådgivere samt udvidelse af udlejningsvirksomheden.
Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse på alle punkter. Retten henviste til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og Statsskatteloven § 6, stk. 2 vedrørende fradrag for driftsomkostninger og forbud mod fradrag for private udgifter. For ejendomsskatter henviste retten til Ligningsloven § 14, stk. 2 og Ligningsloven § 14, stk. 3. Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde godtgjort, at arbejdsværelserne ikke var anvendelige til private formål, at advokatudgifterne vedrørte indtægtsførte indtægter, eller at rejserne havde tilstrækkelig erhvervsmæssig tilknytning. Bevisbyrden for fradrag påhvilede klageren, og denne var ikke løftet.
Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse vedrørende fradrag for udgifter til arbejdsværelse i eget hjem, advokatudgifter og rejser til England.
Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde godtgjort, at virksomheden med udlejning, bogføring og IT havde nødvendiggjort indretning af arbejdsværelser i hjemmet, der ikke var anvendelige til private formål. Den erhvervsmæssige anvendelse blev anset for ubetydelig. Derfor kunne der ikke godkendes fradrag for udgifter til husleje, el, vand og varme i eget hjem, ligesom der ikke kunne godkendes forholdsmæssigt fradrag for ejendomsskatter. Dette var i overensstemmelse med Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og Statsskatteloven § 6, stk. 2 vedrørende driftsomkostninger og private udgifter, samt Ligningsloven § 14, stk. 2 og Ligningsloven § 14, stk. 3 om fradrag for ejendomsskatter ved erhvervsmæssig benyttelse.
Landsskatteretten bemærkede, at fradragsbeløbet af skatteankenævnet fejlagtigt var angivet til 28.370 kr., men rettelig var 28.270 kr. Klageren havde ikke dokumenteret, at udgiften vedrørte inddrivelse af indtægter, som tidligere var indtægtsført, til trods for opfordring hertil. Derfor kunne der ikke godkendes fradrag for de fratrukne udgifter på 28.270 kr. Afgørelsen var baseret på principperne i Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og Statsskatteloven § 6, stk. 2 om driftsomkostninger og private udgifter.
Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at godkende yderligere fradrag for rejseudgifter. Bevisbyrden for at foretage skattemæssige fradrag påhviler klageren, og der var ikke fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at rejserne havde en umiddelbar tilknytning til indkomsterhvervelsen, herunder fyldestgørende rejseprogram eller korrespondance, der kunne sandsynliggøre erhvervsmæssige kontakter. Landsskatteretten stadfæstede derfor forhøjelsen af indkomsten med 19.175 kr. på baggrund af de af skatteankenævnet anførte grunde.
SkatteministerietOversigt over de gældende satser og beløbsgrænser for 2025 og 2026 i ligningsloven.
Skatteministeriet
Skatteministeriet
Sagen omhandler en klagers krav om skattefri kørselsgodtgørelse og fradrag for udgifter til et arbejdsværelse i eget hjem for indkomstårene 2005 og 2006. Skatteankenævnet havde nægtet begge dele, og Landsskatteretten stadfæstede denne afgørelse.
Klageren var ansat i G1 indtil juni 2006 og havde derudover udført arbejde for G2 og G3. Fra juli 2005 påbegyndte klageren selvstændig virksomhed (H1), som dog blev afmeldt kort efter. I oktober 2005 overtog klageren anparterne i ApS H2, som blev omdannet til H3 ApS (herefter Selskabet), hvor klageren var direktør. Selskabet havde et betydeligt underskud i sin første regnskabsperiode.
Klageren modtog kørselsgodtgørelse fra Selskabet, som Skatteankenævnet anså for skattepligtig. Klageren gjorde gældende, at han var ansat i Selskabet på en direktørkontrakt, og at han havde modtaget vederlag i form af tantieme og fri telefon, hvilket skulle sidestilles med løn. Han argumenterede for, at manglende kontant løn ikke var til hinder for et ansættelsesforhold, så længe der var udført reelt arbejde og indgået en kontrakt. Han henviste til praksis om fiksering af løn og til, at Selskabet havde tegnet arbejdsgiverforsikring og afholdt personaleudgifter, der udelukkende kunne henføres til ham.
Skatteministeriet har offentliggjort de nye beløbsgrænser for 2025 og 2026, hvor en markant regulering på 4,8 pct. i 2026 vil ændre personfradrag, topskat og beskæftigelsesfradrag.
Oversigt over de gældende skattesatser og beløbsgrænser i selskabsskatteloven for 2025 og 2026.
Skatteankenævnet fastholdt, at klageren ikke havde modtaget løn for det udførte arbejde, og at der derfor ikke forelå et arbejdsgiver/arbejdstagerforhold. De henviste til Ligningsloven § 9, stk. 5 og Ligningsloven § 9 B, som forudsætter et ansættelsesforhold for skattefri godtgørelse. Gratiale og fri telefon blev ikke anset for at træde i stedet for løn, og direktørkontrakten, der forbød lønudbetaling ved underskud, understøttede ikke et lønmodtagerforhold.
Klageren søgte fradrag for udgifter til et arbejdsværelse i hjemmet, som han udelukkende anvendte til sit censorarbejde for G2. Han oplyste, at han var personligt beskikket censor, uden fast arbejdsgiver eller arbejdsplads, og at han selv skulle stille arbejdsrum og udstyr til rådighed. Han mente, at værelset var hans hovedarbejdssted, da censorvirksomheden var hans primære indtægtskilde fra aktiv beskæftigelse i perioden, og at værelset var specielt indrettet til formålet.
Skatteankenævnet nægtede fradrag med henvisning til gældende praksis, herunder Højesterets domme, der generelt ikke tillader fradrag for arbejdsværelse i hjemmet for lønmodtagere, medmindre det træder i stedet for en reel ekstern arbejdsplads og anvendes i væsentligt omfang som hovedarbejdssted inden for normal arbejdstid. SKATs besigtigelse viste, at værelset var adskilt fra stuen med en skydedør og indeholdt musik-cd'er, hvilket indikerer, at det ikke udelukkende var erhvervsmæssigt. Nævnet vurderede, at værelset ikke havde ændret karakter, så det var uanvendeligt til privat formål, og at omfanget af censorarbejdet ikke svarede til fuldtidsarbejde, især set i lyset af klagerens modtagelse af arbejdsløshedsdagpenge og ulønnet arbejde for Selskabet.
Sagen omhandler en selvstændig psykoterapeut, der klagede over Skatteankenævnets afgørelse om ikke at godkende fradrag f...
Læs mereSagen omhandler en enkeltmandsvirksomhed, der driver almindelig rengøring og andre post- og kurertjenester fra klagerens...
Læs mereLov om ændring af opkrævningsloven, skattekontrolloven og ligningsloven (Regulering af afgift for foreløbig fastsættelse, regulering af satserne for skattetillæg, modernisering af sanktionspraksis ved passiv skatteunddragelse og midlertidig lempelse af betingelserne for bundfradrag ved deleøkonomi for indkomstårene 2023-2025)
