Godtgørelse på 200.000 kr. for afskedigelse af gravid flexjobber kort efter meddelelse om graviditet

Sagen omhandler en kvindelig økonomi-/administrationskonsulent, der var ansat i et flexjob hos den indklagede virksomhed. Klageren startede i en praktikperiode i efteråret 2010 og blev efterfølgende fastansat i februar 2011 med en månedsløn på 32.500 kr. Arbejdstiden var fastsat til 37 timer om ugen, hvoraf klageren som minimum skulle være til stede på kontoret i 25 timer.

Hændelsesforløbet og opsigelsen

Den 23. maj 2011 informerede klageren sin arbejdsgiver mundtligt om, at hun var gravid. Umiddelbart efter, den 25. maj 2011, påbegyndte hun en planlagt ferie. Mens hun var på ferie, modtog hun en skriftlig bortvisning dateret den 27. maj 2011.

Arbejdsgiverens begrundelse for bortvisningen

Indklagede anførte to primære årsager til den øjeblikkelige ophævelse af ansættelsesforholdet:

• Manglende arbejdstid: Virksomheden påstod, at klageren over en længere periode ikke havde overholdt aftalen om minimum 25 timers tilstedeværelse på kontoret om ugen, selvom hun havde modtaget løn for fuld tid.
• Mangelfuld opgavevaretagelse: Det blev anført, at klageren i flere uger ikke havde udført sine opgaver med fakturering og bogføring, hvilket angiveligt havde skadet selskabets økonomi og kunderelationer. Som konsekvens heraf valgte virksomheden at outsource disse opgaver.

Klagerens påstande og krav

Klageren gjorde gældende, at bortvisningen reelt var begrundet i hendes graviditet. Hun krævede godtgørelse i henhold til Ligebehandlingsloven § 9 samt løn i opsigelsesperioden og feriepenge efter funktionærloven. Derudover blev der rejst krav om godtgørelse efter ansættelsesbevisloven. Indklagede valgte ikke at svare på sekretariatets henvendelser under sagens behandling.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at afskedigelsen af klageren var i strid med Ligebehandlingsloven. Da afskedigelsen fandt sted efter, at arbejdsgiveren var blevet bekendt med graviditeten, fandt reglen om delt bevisbyrde anvendelse.

Nævnets vurdering og begrundelse

Nævnet lagde vægt på, at klageren var blevet afskediget blot fire dage efter, at hun havde meddelt sin graviditet til arbejdsgiveren. Da indklagede ikke besvarede nævnets henvendelser eller fremlagde dokumentation for de påståede forsømmelser, havde virksomheden ikke løftet sin bevisbyrde.

Det blev dermed ikke godtgjort, at afskedigelsen hverken helt eller delvist var begrundet i andre forhold end graviditeten. Nævnet afviste dog at tage stilling til kravene vedrørende funktionærloven og ansættelsesbevisloven, da disse falder uden for nævnets kompetence i medfør af .