Fortolkning af »betalingskonto«: Opsparingskonto, der kræver mellemliggende referencekonto, falder uden for betalingstjenestedirektivets anvendelsesområde (Sag C-191/17)

Sagen udspringer af en præjudiciel anmodning fra den østrigske Oberster Gerichtshof (øverste domstol) i forbindelse med en tvist mellem Bundeskammer für Arbeiter und Angestellte (en føderal forbrugerorganisation) og banken ING-DiBa Direktbank Austria. Tvisten vedrører lovligheden af bankens almindelige forretningsbetingelser for et onlineopsparingsprodukt, og om disse betingelser er i strid med den østrigske lovgivning, der implementerer EU’s betalingstjenestedirektiv (Direktiv 2007/64/EF, PSD1).

Bankens produkt er en onlineopsparingskonto med dagligt forfald, hvilket giver kunden mulighed for at disponere over midlerne på anfordring. Det centrale spørgsmål er, om denne opsparingskonto skal kvalificeres som en »betalingskonto« i henhold til PSD1’s artikel 4, nr. 14).

Produktets funktionalitet

Den afgørende faktor i sagen er, at overførsler til eller fra opsparingskontoen altid skal ske via en forudbestemt løbende konto i kundens navn, benævnt en »referencekonto«. Det er ikke muligt at foretage direkte betalingstransaktioner til eller fra tredjemand fra selve opsparingskontoen.

• Sagsøgeren (forbrugerorganisationen) argumenterede for, at kontoen på grund af dens øjeblikkelige tilgængelighed og mulighed for at initiere overførsler via telebanking burde falde ind under definitionen af en betalingskonto.
• Banken gjorde gældende, at kontotypen er designet til opsparing, ikke betaling, og at kravet om en mellemliggende referencekonto udelukker den fra betalingstjenestedirektivets anvendelsesområde.

EU-Domstolen fastslår, at artikel 4, nr. 14), i direktiv 2007/64/EF (PSD1) skal fortolkes således, at en opsparingskonto, som kræver brug af en mellemliggende løbende konto (referencekonto) for at gennemføre indbetalinger og hævninger, ikke er omfattet af begrebet »betalingskonto«.

Domstolens begrundelse og fortolkning

Domstolen baserede sin afgørelse på en fortolkning, der lagde vægt på begrebets ordlyd, dets kontekst i EU-retten (herunder Betalingskontodirektivet, Direktiv 2014/92/EU) og direktivernes mål.

Domstolen bemærkede, at:

»Det følger heraf, at muligheden for – fra en konto – at foretage betalingstransaktioner til og fra tredjemand er et grundlæggende element i begrebet »betalingskonto«.« (Præmis 31).

• Funktionskrav: For at være en betalingskonto skal kontoen tjene til formålet at gennemføre betalingstransaktioner, hvilket ifølge Betalingskontodirektivet (som anvendes til fortolkning) indebærer mulighed for at udføre og modtage transaktioner til og fra tredjemand.