Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Sted
Emner
Eksterne links
Parter
Dommer
Østrig, Europa-Kommissionen, Rumænien
Generaladvokat
Berger
Sagen omhandler et præjudicielt spørgsmål fra en rumænsk ret vedrørende anvendelsen af EU’s sociale bestemmelser for vejtransport, specifikt Forordning (EF) nr. 561/2006 om køre- og hviletid, i relation til transport af virksomheders egne ansatte.
Den rumænske virksomhed SC Casa Noastră SA, der producerer snedkerarbejde, transporterede sine ansatte gratis mellem bopæl og arbejdssted (en rute på 21 km) i egne køretøjer ført af egne ansatte. Efter en kontrol pålagde det rumænske transportministerium (ISCTR) virksomheden en bøde for overtrædelse af chaufførernes køre- og hviletidsregler, baseret på Forordning nr. 561/2006.
Casa Noastră anfægtede bøden med den begrundelse, at transporten var omfattet af undtagelsen i artikel 3, litra a), i forordning nr. 561/2006, da den udgjorde "rutekørsel med personer, såfremt rutens længde ikke overstiger 50 km". ISCTR fastholdt, at transporten var "personbefordring for egen regning" og derfor ikke faldt ind under undtagelsen for rutekørsel, som ifølge rumænsk lov skulle foregå mod betaling.
Den forelæggende ret ønskede Domstolens fortolkning af, om befordring af arbejdstagere mellem bopæl og arbejde, arrangeret af arbejdsgiveren for egen regning over en kort rute, var omfattet af EU-reglerne om rutekørsel og dermed undtagelsen fra køre- og hviletidsreglerne.
| Retsgrundlag | Spørgsmål | Centrale problemstilling |
|---|---|---|
| Artikel 2, nr. 3), i Forordning nr. 1073/2009 | Kan udtrykket 'uanset hvem der organiserer befordringen' fortolkes således, at en erhvervsdrivende kan organisere rutekørsel for sine egne ansatte? | Definitionen af 'speciel rutekørsel' |
| Artikel 3, litra a), i Forordning nr. 561/2006 |
| Finder undtagelsen (ruter under 50 km) anvendelse på arbejdstagere, når de transporteres til og fra arbejdsstedet? |
| Omfanget af undtagelsen for korte ruter |
Domstolen fastslog, at befordring af arbejdstagere mellem bopæl og arbejde, arrangeret af arbejdsgiveren, og hvor rutens længde ikke overstiger 50 km, er omfattet af undtagelsen i artikel 3, litra a), i forordning nr. 561/2006.
Domstolen præciserede, at artikel 3, litra a), i forordning nr. 561/2006 (om køre- og hviletid) finder anvendelse på rutekørsel, herunder "speciel rutekørsel". Ifølge Forordning nr. 1073/2009 (der erstattede Forordning nr. 684/92), er speciel rutekørsel defineret som befordring af bestemte kategorier af passagerer, hvor andre udelukkes – hvilket udtrykkeligt omfatter befordring af arbejdstagere mellem bopæl og arbejde (jf. artikel 5, stk. 2, litra a)).
Domstolen anførte, at kategorierne "speciel rutekørsel" og "personbefordring for egen regning" ikke gensidigt udelukker hinanden (præmis 43). En transport, der opfylder betingelserne for befordring for egen regning (uden gevinst for øje, biaktivitet, egne køretøjer og ansatte), kan samtidig være "speciel rutekørsel", hvis den opfylder kriterierne for denne særlige type rutekørsel (faste tidsintervaller, bestemte trafikforbindelser og udelukkelse af andre passagerer).
Domstolen konkluderede, at den eneste forskel mellem speciel rutekørsel for tredjemand og speciel rutekørsel for egen regning vedrører organisatorens kvalifikation, men dette kan ikke begrunde, at befordring for egen regning udelukkes fra anvendelsesområdet for undtagelsen, så længe ruten er under 50 km.
"Denne fortolkning strider heller ikke mod de mål, der forfølges med forordning nr. 561/2006. ... Speciel rutekørsel udført for egen regning udgør imidlertid ikke en illoyal konkurrence til skade for andre former for befordring, der udbydes til tredjemand, fordi det kun er de ansatte hos den virksomhed, der udbyder denne tjeneste, der kan benytte den."
Dermed var Casa Noastră's transport omfattet af undtagelsen fra EU's køre- og hviletidsregler.
FærdselsstyrelsenEU-Domstolen afgjorde den 16. oktober 2025, at det ikke var i strid med EU-retten, da Danmark i 2019 indførte 7-dagsreglen. Danmark kan derfor forsat håndhæve den nuværende praksis.
Færdselsstyrelsen
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen
Sagen omhandler en estisk virksomhed, A. Karuse AS, og Politsei- ja Piirivalveamet (det estiske politi og grænsevæsen) vedrørende brugen af fartskrivere i køretøjer, der anvendes til vejvedligeholdelse. Karuse blev pålagt en bøde og beordret til et ekstraordinært teknisk eftersyn, fordi en af deres lastbiler, der transporterede grus til en vejbyggeplads, ikke havde en fartskriver.
Karuse anførte, at køretøjet var undtaget fra kravet om fartskriver i henhold til artikel 13, stk. 1, litra h), i forordning nr. 561/2006, da det blev brugt i forbindelse med vejvedligeholdelse. Politiet mente derimod, at transporten af grus ikke var en del af selve vedligeholdelsesarbejdet.
Den forelæggende ret, Tartu ringkonnakohus (appelretten i Tartu), forelagde herefter EU-Domstolen et præjudicielt spørgsmål om, hvorvidt formuleringen "i forbindelse med vedligeholdelse af veje" i forordning nr. 561/2006 omfatter en lastbil, der transporterer grus fra en grusgrav til et sted, hvor der udføres vejudbedrings- og vedligeholdelsesarbejder.
Ændringen betyder blandt andet, at du skal overholde arbejdstidsreglerne for mobile lønmodtagere, når du kører efter de nationale undtagelser til køre- og hviletidsreglerne.
Højesteret har stadfæstet, at statslige arbejdsgivere må benytte faste tidsmæssige grænser og standardiserede værktøjer som Krak.dk til at vurdere, om en geografisk flytning skal accepteres af medarbejderen.
Sagen omhandler en straffesag mod Daniel Lundberg, der blev anklaget for at have overtrådt forpligtelsen til at anvende ...
Læs mereSagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Audiencia Nacional (Spanien) vedrørende fortolkningen af artik...
Læs mere