Bortvisning for tilegnelse af kasseret legeudstyr fra genbrugsplads – Uberettiget bortvisning, men saglig opsigelse

Hovedargumenter

3F's argumenter (Klager):

• Bortvisningen var ude af proportion, da kommunen havde opgivet sin ejendomsret ved at kassere udstyret og køre det til destruktion.
• Klunsning var sædvanligt, og der fandtes ingen skriftlige instrukser, der forbød det for ansatte, ligesom det var tilladt for borgere at fjerne ting efter aftale med pladspersonalet.
• A handlede med pladsmand Svend Erik Skaarups indforståelse.
• Bortvisningen skete først mere end et år efter hændelsen.

Haderslev Kommunes argumenter (Indklagede):

• A handlede i strid med instruks. Selvom destruktion ikke var direkte meddelt, måtte det stå ham klart, at anbringelsen på genbrugspladsen skete med henblik på destruktion.
• As tilegnelse skete til egen fordel og havde direkte sammenhæng med hans ansættelse – det udgjorde et klart tillidsbrud, sidestillet med at "tage af kassen".
• A handlede imod decorum ved at sætte ulovligt (ikke-godkendt) udstyr til salg, hvilket kunne henføre personskade under kommunens ansvar.
• A medvirkede ikke loyalt til sagens oplysning, da han i de første møder undlod at nævne, at SES havde givet tilladelse.

Opmanden fastslår, at Haderslev Kommune ikke havde grundlag for den så alvorlige reaktion som bortvisning. Kommunen skal betale A erstatning svarende til lønnen i opsigelsesperioden (5 måneder). Kravet om godtgørelse afvises dog, da Arbejdsretten vurderer, at der forelå saglig grund til at bringe ansættelsesforholdet til ophør.

Rettens begrundelse

Opmanden vurderede, at kommunen ikke havde godtgjort, at A havde handlet groft imod sine pligter som ansat på en måde, der berettigede bortvisning:

• Manglende instrukser: Kommunen har ikke godtgjort, at der forud for episoden fandtes skiltning, eller at der var udfærdiget skriftlige regler, der klart forbød ansatte at tage effekter fra genbrugspladsen. Klunsningsforbuddet var alene en "kutyme".
• Tilladelse: Fjernelsen af legeredskaberne, der ikke længere havde økonomisk værdi for kommunen, skete med pladsmand Svend Erik Skaarups indforståelse.
• Grov overtrædelse: Under de givne omstændigheder, herunder manglen på klare instrukser for ansatte, fandtes A's handling ikke at udgøre en så grov overtrædelse af ansættelsespligterne, at bortvisning var berettiget.

Afvisning af godtgørelse: Selvom bortvisningen var uberettiget, blev kommunen givet ret i, at A reelt handlede imod den bagvedliggende instruks om at aflevere redskaberne til destruktion, da han umiddelbart efter aflæsning afhentede dem til eget brug. Opmanden konkluderede, at A's adfærd medførte et brud på tillidsforholdet på en sådan måde, at kommunen var berettiget til at bringe ansættelsesforholdet til ophør (saglig opsigelse).

"uanset det, der er anført om berettigelsen af bortvisningen, kan det efter en samlet vurdering af As adfærd ikke bebrejdes kommunen, at den anså tillidsforholdet for brudt på en sådan måde, at ansættelsesforholdet måtte bringes til ophør. Der er derfor ikke grundlag for at tage 3Fs påstand 2 om betaling af en godtgørelse til følge."

Afgørelse: Haderslev Kommune blev pålagt at betale A erstatning svarende til løn i opsigelsesperioden på 5 måneder til udgangen af december 2012. I øvrigt blev Haderslev Kommune frifundet.

Sagsøger påberåbte sig, at A havde opfyldt sine præstationsmål frem til opsigelsestidspunktet, og at manglende udbetaling af den fulde bonus udgjorde et brud på ansættelsesaftalen og princippet i Funktionærloven § 2, stk. 5, om ret til løn i opsigelsesperioden.

"Sagsøger gjorde gældende, at bonusaftalen måtte fortolkes således, at A havde optjent ret til den fulde bonus, idet præstationerne lå til grund for selskabets succes, også efter fratrædelsen."

Sagsøgtes argumenter

[V1] A/S påstod frifindelse. Selskabet hævdede, at:

• Opsigelsen var sket i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i ansættelseskontrakten, og at varslet var overholdt eller kompenseret korrekt.
• Bonusaftalen var betinget af, at medarbejderen var ansat og ikke havde opsagt sin stilling på udbetalingstidspunktet, hvilket A ikke var.
• Variabel løn var et incitament for fremtidig præstation og loyalitet, ikke en almindelig løndel, der skulle pro rata-beregnes, medmindre andet var udtrykkeligt aftalt.

Sagsøgte fremførte, at det ville stride mod aftalens formål at udbetale en fuld bonus, når A ikke havde bidraget til resultatskabelse i hele regnskabsperioden efter opsigelsen.

Bevisførelse

Under sagens behandling blev der fremlagt korrespondance og interne retningslinjer for bonusaftaler. Retten lagde vægt på fortolkningen af de specifikke klausuler i A's kontrakt vedrørende fratrædelse og bonusaftaler.