Herved bekendtgøres lov om ligestilling af kvinder og mænd, jf. lovbekendtgørelse nr. 1575 af 19. december 2022, med de ændringer, der følger af § 1 i lov nr. 1470 af 10. december 2024 og § 3 i lov nr. 1668 af 30. december 2024.
Lovens formål er at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd, herunder lige integration, lige indflydelse og lige muligheder i alle samfundets funktioner med udgangspunkt i kvinders og mænds lige værd.
Stk. 2. Lovens formål er desuden at modvirke direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af køn, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika og at modvirke chikane og sexchikane.
enhver arbejdsgiver, myndighed og organisation inden for offentlig forvaltning og almen virksomhed og
myndigheder og organisationer og alle personer, som leverer varer og tjenesteydelser, der er tilgængelige for offentligheden inden for både den offentlige og den private sektor, herunder offentlige organer, og som tilbydes uden for privat- og familielivet, samt transaktioner i den forbindelse.
Stk. 2. Lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v., barselsloven, lov om lige løn til mænd og kvinder, lov om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring, pension og lignende finansielle ydelser og lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. anvendes på de områder, der er omfattet af disse love.
Kapitel 2
Forbud mod forskelsbehandling på grund af køn, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika
Ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika. En instruktion om at forskelsbehandle en person på grund af køn, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika betragtes som forskelsbehandling.
Stk. 2. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Stk. 3. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, en betingelse eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, eller hvis det vil stille personer særlig ufordelagtigt på grund af deres seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika i forhold til andre personer. Dette gælder dog ikke, hvis den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Stk. 4. Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika indebærer ikke en pligt til at stille særlige fysiske faciliteter til rådighed.
Stk. 5. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Chikane som defineret i stk. 2 og sexchikane som defineret i stk. 3 betragtes som forskelsbehandling på grund af køn, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika og er derfor forbudt. En persons afvisning af eller accept af en sådan adfærd må ikke anvendes som grundlag for en beslutning, der vedrører den pågældende.
Stk. 2. Der foreligger chikane, når der udvises uønsket adfærd i relation til en persons køn, seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.
Stk. 3. Der foreligger sexchikane, når der udvises enhver form for uønsket verbal, ikkeverbal eller fysisk adfærd med seksuelle undertoner i relation til en persons køn, seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika med det formål eller den virkning at krænke denne persons værdighed, navnlig ved at skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.
Ingen må udsættes for ugunstig behandling eller ugunstige følger som reaktion på en klage eller nogen form for retsforfølgning, der iværksættes med det formål at sikre, at princippet om ligebehandling iagttages.
Ressortministeren kan uanset bestemmelsen i § 2 på eget område tillade foranstaltninger til fremme af ligestilling, der har til formål at forebygge eller opveje forskelsbehandling på grund af køn. En tilladelse efter 1. pkt. indberettes til ministeren for ligestilling.
Stk. 2. Ministeren for ligestilling kan fastsætte regler for, i hvilke tilfælde der kan iværksættes foranstaltninger til fremme af ligestilling uden tilladelse efter stk. 1.
Stk. 3. § 13 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. finder anvendelse på områder, der er omfattet af denne lov.
Uanset § 2 er denne lov ikke til hinder for forskelsbehandling, hvis levering af varer og tjenesteydelser udelukkende eller først og fremmest til personer af det ene køn er begrundet i et legitimt mål og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Stk. 2. Uanset § 2 er denne lov ikke til hinder for forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, hvis det er begrundet i et legitimt mål og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Stk. 3. Uanset § 2 er denne lov ikke til hinder for, at specifikke foranstaltninger, der har til formål at forebygge eller opveje ulemper knyttet til seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, opretholdes eller vedtages.
Stk. 4. Specifikke foranstaltninger, der iværksættes i henhold til stk. 3, kan alene opretholdes, indtil formålet med foranstaltningerne er opfyldt.
Stk. 5. Lovens bestemmelser er ikke til hinder for indførelse eller opretholdelse af gunstigere bestemmelser om beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet og moderskab.
Bestemmelser, der strider mod §§ 2 og 2 a, og som indgår i individuelle eller kollektive kontrakter, virksomheders interne reglementer og vedtægter for foreninger og fonde m.v., er ugyldige.
Stk. 2. Lovens bestemmelser kan fraviges ved aftale, medmindre det vil være til ugunst for den, der udsættes for forskelsbehandling på grund af køn, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika.
Klager over overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af køn, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, jf. §§ 2 og 2 b, behandles af Ligebehandlingsnævnet, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Manglende overholdelse af § 4 a, stk. 1, kan ikke påklages til Ligebehandlingsnævnet.
Offentlige myndigheder m.v. skal, når de sender digital post, som indeholder meddelelse om et barns forhold, som efter sit indhold i henhold til den relevante sektorlovgivning er rettet mod begge indehavere af forældremyndigheden over barnet, sende den digitale post til dem begge, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis særlige hensyn, herunder hensynet til barnets bedste, hensynet til den anden indehaver af forældremyndigheden eller hensyn i anden lovgivning, taler for alene at sende posten til den ene indehaver af forældremyndigheden.
Stk. 3. Vedkommende minister kan efter forhandling med ministeren for ligestilling fastsætte regler om, at stk. 1 ikke skal finde anvendelse på nærmere angivne sagstyper og offentlige myndigheder m.v.
Ministeren for ligestilling udarbejder hvert år inden den 1. marts en redegørelse og en perspektiv- og handlingsplan for ligestilling til Folketinget.
Stk. 2. Offentlige myndigheder, virksomheder og organisationer skal efter anmodning give ministeren for ligestilling de oplysninger vedrørende ligestilling, der er nødvendige til brug for udarbejdelse af den årlige redegørelse og perspektiv- og handlingsplan.
Kapitel 4
Kønssammensætning i udvalg og bestyrelser og på øverste ledelsesniveauer
Kønssammensætning i offentlige udvalg, kommissioner og lign.
Offentlige udvalg, kommissioner og lignende, der er nedsat af en minister til at forberede fastsættelse af regler eller planlægning af samfundsmæssig betydning, bør have en ligelig sammensætning af kvinder og mænd.
Myndigheder eller organisationer, der skal stille forslag om et medlem af udvalg m.v. som nævnt i § 8, skal foreslå både en kvinde og en mand. Hvis der skal stilles forslag om flere medlemmer, skal der foreslås lige mange kvinder og mænd. Tilsvarende gælder, hvor myndigheden eller organisationen efter lovgivningen skal udpege medlemmer. Ministeren afgør, hvem der skal beskikkes som medlem og skal i den forbindelse tilstræbe en ligelig kønssammensætning.
Stk. 2. Myndigheden eller organisationen kan fravige bestemmelsen i stk. 1, hvis der foreligger særlige grunde. Myndigheden eller organisationen skal i så fald samtidig angive begrundelsen herfor.
Stk. 3. Hvis myndigheder og organisationer m.v. ikke udpeger eller indstiller medlemmer i overensstemmelse med stk. 1, skal ressortministeren beslutte, at udvalget, kommissionen m.v. skal fungere uden de pågældende medlemmer. Det samme gælder, hvis ministeren ikke kan acceptere en begrundelse i henhold til stk. 2 for at fravige bestemmelsen i stk. 1.
Ved nedsættelse af udvalg m.v. som nævnt i § 8, stk. 1, skal ressortministeren indberette den påtænkte sammensætning til ministeren for ligestilling, inden beskikkelse af medlemmer finder sted.
Stk. 2. Hvis den påtænkte kønssammensætning ikke er i overensstemmelse med § 8, stk. 1, kan ministeren for ligestilling rette henvendelse til ressortministeren og anmode om en begrundelse og i særlige tilfælde anmode om en fornyet sammensætning af udvalget.
For at fremme ligestilling af kvinder og mænd skal myndigheder eller organisationer, der stiller forslag om et medlem af udvalg m.v., der skal udpeges af kommunalbestyrelsen eller regionsrådet, foreslå både en kvinde og en mand. Hvis der stilles forslag om flere medlemmer, skal der foreslås lige mange kvinder og mænd. Tilsvarende gælder, hvor myndigheder eller organisationer efter lovgivningen skal udpege medlemmer til udvalg m.v., der nedsættes af kommunalbestyrelsen eller regionsrådet.
Stk. 2. Myndigheden eller organisationen kan fravige bestemmelsen i stk. 1, hvis der foreligger særlige grunde. Myndigheden eller organisationen skal i så fald samtidig angive begrundelsen herfor.
Stk. 3. Hvis myndigheder og organisationer ikke udpeger eller indstiller medlemmer i overensstemmelse med stk. 1, kan en enig kommunalbestyrelse eller et enigt regionsråd beslutte, at et udvalg m.v., som er nedsat af kommunalbestyrelsen eller regionsrådet, og hvis sammensætning er reguleret i lovgivningen, kan fungere uden de pågældende medlemmer. Det samme gælder, hvis kommunalbestyrelsen eller regionsrådet ikke kan acceptere en begrundelse i henhold til stk. 2 for at fravige bestemmelsen i stk. 1.
Stk. 4. Stk. 3 omfatter ikke udvalg m.v., som træffer generelle eller konkrete afgørelser.
Kønssammensætning i bestyrelser og på øverste ledelsesniveauer i den offentlige forvaltning m.v.
Der skal tilstræbes en ligelig sammensætning af kvinder og mænd i bestyrelser og andre kollektive ledelsesorganer og på de øverste ledelsesniveauer i de følgende institutioner og virksomheder m.v. med 50 eller flere medarbejdere:
Institutioner og virksomheder inden for den statslige forvaltning, der ledes af en bestyrelse eller et andet kollektivt ledelsesorgan.
Institutioner og virksomheder, der ledes af en bestyrelse eller et andet kollektivt ledelsesorgan, og som ikke er omfattet af nr. 1, hvis udgifterne til institutionen eller virksomheden overvejende dækkes af statslige midler eller staten ejer den overvejende del af institutionen eller virksomheden.
Kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, der ikke efter § 60 a i den nævnte lov er undtaget fra kravet om Ankestyrelsens godkendelse.
Stk. 2. Der skal tilstræbes en ligelig sammensætning af kvinder og mænd på de øverste ledelsesniveauer i de følgende institutioner og virksomheder m.v. med 50 eller flere medarbejdere:
Ministerier, statslige institutioner og statslige virksomheder, der ikke er omfattet af stk. 1.
Kommuner.
Regioner.
Regionale sygehuse.
Stk. 3. Det øverste ledelsesorgan skal opstille måltal for andelen, herunder antallet, af det underrepræsenterede køn i de i stk. 1 nævnte bestyrelser og andre kollektive ledelsesorganer.
Stk. 4. Det centrale ledelsesorgan skal i de i stk. 1 og 2 nævnte institutioner og virksomheder m.v. opstille måltal for andelen, herunder antallet, af det underrepræsenterede køn på de øverste ledelsesniveauer og udarbejde en politik for at øge antallet af det underrepræsenterede køn på de øverste ledelsesniveauer.
Stk. 5. Fastlæggelse af, hvem der anses som medarbejder efter stk. 1 og 2, og beregning af det gennemsnitlige antal medarbejdere, skal ske i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af § 143 i selskabsloven.
Stk. 6. De institutioner og virksomheder m.v., som er nævnt i stk. 1 og 2, skal hvert andet år til ressortministeren, kommunalbestyrelsen, regionsrådet eller det kollektive ledelsesorgan i et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, indberette kønssammensætningen i bestyrelsen m.v. og på de øverste ledelsesniveauer, de eventuelt opstillede måltal og status for opfyldelsen, jf. stk. 3 og 4, og den eventuelt udarbejdede politik, jf. stk. 4.
Ressortministeren skal ved udpegning af bestyrelsesmedlemmer m.v., uanset om institutionen eller virksomheden er omfattet af § 11, tilstræbe, at de af ministeren udpegede bestyrelsesmedlemmer er ligeligt kønsmæssigt sammensat.
Stk. 2. Hvis bestyrelsen m.v. som nævnt i § 11 helt eller delvis udpeges af en minister, skal de myndigheder eller organisationer, der indstiller 1 medlem til bestyrelsen m.v., foreslå både en kvinde og en mand. Hvis der skal stilles forslag om flere medlemmer, skal der foreslås lige mange kvinder og mænd. Tilsvarende gælder, hvor myndigheden eller organisationen efter lovgivningen skal udpege medlemmer. Ministeren afgør, hvem der skal udpeges som medlem.
Stk. 3. Ressortministeren kan fravige bestemmelsen i stk. 2, hvis det er nødvendigt for opfyldelsen af måltallene i § 11.
Stk. 4. Myndigheden eller organisationen kan fravige bestemmelsen i stk. 2, hvis der foreligger særlige grunde, og skal i så fald samtidig angive en begrundelse herfor.
Stk. 5. Stk. 2 gælder ikke, hvis medlemmerne af bestyrelsen m.v. helt eller delvis vælges ved direkte afstemning.
Stk. 6. Hvis myndigheder og organisationer ikke udpeger eller indstiller medlemmer i overensstemmelse med stk. 2, skal ressortministeren beslutte, at bestyrelsen m.v. skal fungere uden det eller de pågældende medlemmer. Det samme gælder, hvis ministeren ikke kan acceptere en begrundelse i henhold til stk. 4 for at fravige bestemmelsen i stk. 2.
Ressortministeren, kommunalbestyrelsen, regionsrådet eller det kollektive ledelsesorgan i et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, skal hvert andet år til ministeren for ligestilling indberette oplysningerne, som er nævnt i § 11, stk. 6.
Stk. 2. Bestyrelser m.v., der er omfattet af § 11, stk. 1, nr. 1 eller 2, skal efter anmodning give ressortministeren oplysninger om kønssammensætningen af bestyrelsen m.v. Ressortministeren kan fastsætte nærmere regler for, hvordan og på hvilket tidspunkt disse oplysninger skal gives.
Stk. 3. Hvis der er tvivl om, hvorvidt en bestyrelse m.v. som nævnt i § 11, stk. 1, nr. 1 eller 2, er omfattet af indberetningspligten, træffer ressortministeren afgørelse herom.
Stk. 4. Ministeren for ligestilling kan fastsætte nærmere regler for, hvordan og på hvilket tidspunkt oplysninger efter stk. 1 skal gives, og hvordan oplysningerne skal offentliggøres.
Kapitel 5
Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution
Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution har til opgave at fremme, evaluere og overvåge samt støtte ligebehandling af kvinder og mænd uden forskelsbehandling på grund af køn og af personer uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika, herunder ved at give ofre for forskelsbehandling uvildig bistand til at få behandlet deres klager over forskelsbehandling under hensyntagen til ofrenes, foreningernes, organisationernes og andre juridiske personers rettigheder, foretage uvildige undersøgelser af forskelsbehandling og offentliggøre uvildige rapporter og fremsætte henstillinger om ethvert spørgsmål vedrørende forskelsbehandling.
Lov nr. 387 af 27. maj 2008 om Ligebehandlingsnævnet2) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 14. Loven træder i kraft den 1. januar 2009.
Stk. 2. Formanden for nævnet udpeges første gang for en periode på 4 år.
Stk. 3. Sager, der er indbragt for Ligestillingsnævnet eller Klagekomiteen for Etnisk Ligebehandling på tidspunktet for denne lovs ikrafttræden, overføres til videre behandling i nævnet.
§§ 15-19. (Udelades)
Lov nr. 484 af 12. juni 2009 (Kønssammensætning i offentlige udvalg m.v.)3) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. september 2009.
Stk. 2. Ministeren for ligestilling fremsætter senest i folketingsåret 2010-11 forslag til revision af lovens kapitel 4.
Lov nr. 182 af 8. marts 2011 (Udvidelse af Institut for Menneskerettigheders kompetence til også at omfatte køn)4) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 4
Loven træder i kraft den 15. marts 2011.
§ 5
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 1 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
Lov nr. 553 af 18. juni 2012 om Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution5) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 11. Loven træder i kraft den 1. januar 2013.
Stk. 2-9. (Udelades)
§§ 12-15. (Udelades)
Lov nr. 1288 af 19. december 2012 (Måltal og politik for den kønsmæssige sammensætning i bestyrelser m.v. for statslige institutioner og virksomheder m.v.)6) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 3
Stk. 1. Lovens § 1, nr. 1 og 5, og § 2 træder i kraft den 21. december 2012.
Stk. 2. Lovens § 1, nr. 2-4, træder i kraft den 1. april 2013.
Stk. 3. Lovens § 1, nr. 5, har virkning for regnskabsår, der begynder den 1. januar 2013 eller senere.
Stk. 7. Ministeren for ligestilling kan fastsætte nærmere regler om afgrænsningen af de øverste ledelsesniveauer, jf. stk. 1, 2 og 4.
Lov nr. 487 af 30. april 2019 (Forenkling af reglerne om indberetning af ligestillingsredegørelser)7) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. maj 2019.
Stk. 2. De i §§ 5 og 5 a i lov om ligestilling af kvinder og mænd nævnte redegørelser udarbejdes første gang i 2020.
Lov nr. 468 af 20. marts 2021 (Digital post til begge forældre om fælles barn)8) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Ministeren for ligestilling fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.9)
Lov nr. 2591 af 28. december 2021 (Styrket beskyttelse af lgbti-personer mod forskelsbehandling, hadforbrydelser og hadefulde ytringer og beskyttelse af personer med handicap mod hadefulde ytringer)10) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 7
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2022, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Ministeren for ligestilling fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 1, nr. 10.11)
Lov nr. 576 af 10. maj 2022 (Måltal og politik for kønssammensætningen i ledelser og bestyrelser i offentlige institutioner og virksomheder m.v.)12) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2023.
Stk. 2. Indberetning efter § 11, stk. 5, i lov om ligestilling af kvinder og mænd som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5, skal ske første gang for regnskabsår, der begynder den 1. januar 2023 eller senere.
Lov nr. 1470 af 10. december 2024 (Afskaffelse af ligestillingsredegørelser og forenkling af regler om kønssammensætningen i bestyrelser m.v.)13) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2025.
Stk. 2. § 11, stk. 6, og § 13, stk. 1, i lov om ligestilling af kvinder og mænd som affattet ved denne lovs § 1, nr. 10 og 12, finder anvendelse for regnskabsår, der begynder den 1. januar 2025 eller senere.
Lov nr. 1668 af 30. december 2024 (Ændring af visse love og bestemmelser på Erhvervsministeriets område som følge af opgavebortfald)14) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 17
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2025, jf. dog stk. 2.
Stk. 2-6. (Udelades)
Miljø- og Ligestillingsministeriet, den 6. januar 2025
P.M.V.
Mette Kaae Hansen
/ Neel Pryds Winkel
Officielle noter
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 2004/113/EF af 13. december 2004 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, EU-Tidende 2004, nr. L 373, side 37.
Lovændringen vedrører § 3 c, § 3 d og kapitel 6.
Lovændringen vedrører § 9, stk. 1 og 3, § 10 a, stk. 1, § 10 a, stk. 3 og 4, § 12, stk. 1 og 4, og § 13, stk. 1.
Lovændringen vedrører kapitel 5 og § 14.
Lovændringen vedrører overskriften til kapitel 5 og § 14.
Lovændringen vedrører § 1 a, stk. 2, §§ 11-12, § 13, stk. 1, og § 13, stk. 4.
Lovændringen vedrører § 5, § 5 a, og overskriften til § 11. Lovændringen ophæver desuden § 10 a, stk. 4, 2. pkt.
Lovændringen vedrører § 3 d og indsætter § 4 a.
Ved bekendtgørelse nr. 313 af 10. marts 2022 er det bestemt, at lov nr. 468 af 20. marts 2021, der vedrører § 3 d, stk. 2, og indsætter § 4 a, træder i kraft den 21. marts 2022.
Lovændringen vedrører kapitel 1 og 2 samt § 14.
Ved bekendtgørelse nr. 313 af 10. marts 2022 er det bestemt, at § 1, nr. 10, i lov nr. 2591 af 28. december 2021, der vedrører § 3 d, stk. 1, træder i kraft den 21. marts 2022.
Lovændringen vedrører §§ 5 og 6 samt kapitel 4.
Lovændringen vedrører § 2, § 3, overskriften før § 7 og kapitel 4. Lovændringen ophæver desuden overskriften før § 5, §§ 5-6 og § 24, stk. 2-3.
Bestemmelsensvarer delvist til formålsbestemmelsen i den gældende lov om ligestilling mellem mænd og kvinder (lov nr. 238 af 20. april 1988). Ved ligestilling forstås blandt andet lige integration i alle samfundets funktioner, herunder lige adgang til samfundets styrende organer, lige adgang til arbejdsmarkedet, lige muligheder for at få uddannelse og undervisning mv. Ligestilling skal således forstås bredt med udgangspunkt i kvinders og mænds lige værd, lige muligheder og lige rettigheder og omfatter alle forhold, herunder også private og rent personlige forhold. Ligestilling forudsætter ikke alene sikring af lige rettigheder og fravær af forskelsbehandling, men også en aktiv indsats for at fjerne faktiske kønsskævheder i alle samfundets forhold. Formålet er derfor understreget som på den ene side at sikre aktivt ligestillingsfremmende arbejde og på den anden at modvirke kønsdiskrimination og seksuel chikane.
Det er ikke hensigten at give en endegyldig definition af ligestillingsbegrebet, der udvikler sig i takt med det omgivende samfund. Det centrale er, at der tages udgangspunkt i kvinders og mænds lige værd og lige muligheder i respekt for, at ikke alle kvinder er ens og ikke alle mænd er ens. Ligestilling skal derfor forstås som et mangfoldigt begreb med udgangspunkt i den enkeltes livssituation uanset køn. Ligestillingsbegrebet blev diskuteret af Udvalget vedrørende det fremtidige ligestillingsarbejde (bet. 1370, kap. 5.1.1), men udvalget fandt det ikke muligt at lægge sig fast på en bestemt opfattelse. Den brede forståelse af ligestillingsbegrebet og arbejdet med ligestilling, der foreslås i formålsbestemmelsen, skal sikre, at nye problematikker kan inddrages.
Til kapitel 2
Forbud mod forskelsbehandling på grund af køn (kønsdiskrimination)
Bestemmelsen indeholder lovforslagets generelle regel om lige behandling af kvinder og mænd.
I stk. 1 fastslås i 1. pkt., at kvinder og mænd skal behandles på lige vilkår inden for den offentlige forvaltning og inden for erhvervsmæssig og almen virksomhed.
Bestemmelsens anvendelsesområde svarer bortset fra den offentlige forvaltning i det væsentlige til anvendelsesområdet for lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv. Særligt med hensyn til den offentlige forvaltning bemærkes, at der her efter almindelige forvaltningsretlige principper allerede gælder et forbud mod usaglig forskelsbehandling, herunder af kvinder og mænd. Det er imidlertid af principielle grunde fundet rigtigst at fastsætte en udtrykkelig bestemmelse herom i lovforslaget. Bestemmelsen indebærer ikke på dette punkt ændringer i forhold til gældende ret.
Offentlig forvaltning omhandler bl.a. ydelser fra det offentlige, f.eks. det offentliges betjening af arbejdsmarkedet i arbejdsformidlingerne og det offentliges servicering af borgerne, for eksempel retten til offentlige sundhedsforanstaltninger, lægebehandling og sociale ydelser.
Den foreslåede bestemmelse indebærer således navnlig et forbud mod forskelsbehandling af kvinder og mænd inden for erhvervsmæssig virksomhed. Udtrykket almen virksomhed er i den forbindelse alene medtaget for at sikre, at forbudet også gælder for de almene boligorganisationers udlejningsvirksomhed.
Udtrykket erhvervsmæssig virksomhed skal som i racediskriminationsloven forstås bredt og omfatter ikke kun egentlige forretningsdrivende, men også f.eks. udbydere af tjenesteydelser, herunder håndværkere, advokater, tandlæger, ejendomsmæglere mv. Endvidere er bl.a. forlystelser, herunder restauranter, cafeer, udstillinger, biografer og diskoteker mv., omfattet.
Det er således uden betydning, hvilken nærmere karakter den pågældende virksomhed har, blot den kan betegnes som erhvervsmæssig. Ved afgørelsen af dette spørgsmål må der anlægges en samlet vurdering, hvor det bl.a. må tillægges betydning, i hvilket omfang virksomheden bidrager til den pågældendes samlede indkomst, og i hvilket omfang virksomheden i øvrigt kan siges at have forretningsmæssig karakter. Der må i den forbindelse også lægges vægt på, om reale grunde taler for, at den pågældende frit bør kunne vælge kun at indgå aftale mv. med personer af et bestemt køn. Som eksempler på virksomhed, der ud fra disse principper i almindelighed vil falde uden for bestemmelsen, kan nævnes enkeltpersoners udlejning på rent privat basis af værelser mv. samt salg af private ejendele. Endvidere vil f.eks. lokale sportsforeninger i almindelighed falde uden for bestemmelsen.
Privatlivsforhold er selvsagt heller ikke omfattet.
Der henvises nærmere til stk. 4 og til bemærkningerne til denne bestemmelse for områder, der allerede er omfattet af anden lovgivning om ligestilling og ligebehandling.
Inden for bestemmelsens anvendelsesområde skal kvinder og mænd behandles på lige vilkår.
Det betyder, at der ikke må finde vilkårlig forskelsbehandling sted mellem kvinder og mænd. Det gælder, uanset om der er tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling.
Direkte forskelsbehandling omfatter beslutninger, handlinger, begrundelser og valg af kriterier mv., hvor motivet er at forskelsbehandle kvinder og mænd. Indirekte forskelsbehandling omfatter forhold, handlinger, beslutninger, begrundelser mv., der i praksis har en kønsskæv effekt. Motivet er for så vidt underordnet, hvis effekten er kønsskæv.
Omfattet af forbudet er således ikke kun tilfælde, hvor der udtrykkeligt lægges vægt på den pågældendes køn, men efter omstændighederne også tilfælde, hvor der lægges vægt på andre »kønsspecifikke« forhold, f.eks. graviditet.
Forbudet mod forskelsbehandling gælder på den anden side ikke, hvis denne er begrundet i saglige og objektive forhold, der ikke er begrundet i køn. Bestemmelsen er f.eks. ikke til hinder for, at der opkræves forskellig betaling for erhvervsmæssig betjening mv. af kvinder og mænd, hvis dette er begrundet i en forskel i omkostninger, eller at betjening af det ene køn afvises med den begrundelse, at den pågældende alene er fagligt kvalificeret til eller særligt specialiseret i behandling mv. af det andet køn. Det vil f.eks. selvsagt ikke være i strid med bestemmelsen, at personer, der er specialiserede i betjening af det ene køn, afviser at betjene det andet, som f.eks. uddannede herre- eller dameskræddere. Det samme synspunkt gør sig gældende for skønhedsklinikker og frisører, der er specialiseret i at betjene det ene køn.
Afgørelsen af, om der i en konkret situation er tale om behandling på lige vilkår eller der foreligger diskrimination i strid med loven, må træffes efter en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder.
Om fravigelse af bestemmelsen med det formål at fremme ligestilling henvises til den foreslåede bestemmelse i § 3.
Efter bestemmelsens 2. pkt. kan der tilkendes en person, hvis rettigheder efter stk. 1 overtrædes, en godtgørelse. Tilsvarende bestemmelser findes i anden ligestillingslovgivning, jf. f.eks. § 14 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov mv.
Bestemmelsen er ikke til hinder for, at der efter almindelige regler tillige tilkendes den pågældende erstatning. Det kan f.eks. gælde, hvis det forhold, at en erhvervsdrivende i strid med 1. pkt. har afvist at betjene en person, har påført vedkommende et økonomisk tab.
Efter stk. 2 kan ministeren for ligestilling fastsætte regler om, at nærmere angiven erhvervsmæssig og almen virksomhed ikke er omfattet af stk. 1. Bestemmelsen giver derimod ikke hjemmel til at fastsætte undtagelser for den offentlige forvaltnings vedkommende. Det skyldes, at bestemmelsen i stk. 1 på dette punkt svarer til gældende ret, jf. ovenfor.
Bestemmelsen tager sigte på tilfælde, hvor kvinder og mænd for så vidt ikke kan siges at blive behandlet på lige vilkår, jf. stk. 1, men hvor det må anses for rimeligt og naturligt at opretholde en adgang til en sådan forskelsbehandling. Der kan f.eks. i det omfang, der i øvrigt er tale om erhvervsmæssig virksomhed, jf. stk. 1 være tale om danseskoler, balletskoler eller madlavningsskoler mv., der ønskes forbeholdt det ene køn.
Ministeren for ligestilling vil gennemføre en høring af ministerier og relevante erhvervsorganisationer mv. for at få afdækket, om der er behov for at undtage nærmere angivne former for virksomhed som ovenfor nævnt.
Efter stk. 3 kan der tilkendes personer, der udsættes for seksuel chikane, en godtgørelse. Der skal herved navnlig lægges vægt på, om der har bestået et afhængighedsforhold mellem den, der har været udsat for chikanen, og den, der har udøvet den.
Bestemmelsen supplerer de øvrige bestemmelser i dansk ret om seksuel chikane, jf. navnlig erstatningsansvarslovens § 26 om godtgørelse for tort og § 4 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov mv.
Tilfælde, der er omfattet af sidstnævnte lov, vil fortsat skulle behandles efter denne, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 4 og bemærkningerne til bestemmelsen. I forhold til erstatningsansvarslovens § 26 indebærer bestemmelsen navnlig en lempelse af niveauet for, hvornår der foreligger en retsstridig adfærd.
Anvendelsesområdet for bestemmelsen er det samme som i stk. 1, dvs. den offentlige forvaltning, erhvervsmæssig og almen virksomhed.
En betingelse for, at der kan ydes godtgørelse, er at omstændighederne taler for det, dvs. at det må anses for rimeligt. Bestemmelsen har karakter af en lovbestemt retlig standard, og har til formål også uden for ligebehandlingslovens område at give et rimeligt retsværn mod den omhandlede form for chikane.
Der skal efter bestemmelsen navnlig lægges vægt på, om der har bestået et afhængighedsforhold mellem den, der har været udsat for chikanen, og den, der har udøvet den. Det er her forudsat, at der i almindelighed må være tale om et afhængighedsforhold mellem »offeret« og »chikanøren«, der kan sammenlignes med forholdet mellem arbejdsgiveren og den ansatte, jf. herved den nævnte bestemmelse i ligebehandlingslovens § 4. Der kan f.eks. være tale om lærere i forhold til elever, læger eller andet sundhedspersonale i forhold til patienter eller institutionsansatte i forhold til anbragte mv.
Det er ikke i sig selv afgørende, hvilken form den seksuelle chikane har, herunder om der er tale om fysiske eller verbale tilnærmelser mv. Der må således anlægges en samlet og konkret vurdering af, om den adfærd, der har været udvist, overskrider grænserne for, hvad den pågældende må acceptere. Der må bl.a. lægges vægt på den nærmere karakter af adfærden, og på de hidtidige personlige forhold mellem de involverede personer.
Som følge af, at der, jf. ovenfor, skal være tale om et afhængighedsforhold mellem de pågældende, der kan sammenlignes med forholdet mellem arbejdsgiver og ansat, forudsættes det, at hidtidig retspraksis efter ligebehandlingslovens § 4 tillægges væsentlig vejledende betydning ved fastlæggelsen af grænserne for den retsstridige adfærd.
Seksuel chikane defineres inden for EU ( resolution af 27. november 1991, KOM(1991)2625) som adfærd af seksuel karakter eller anden kønsbestemt adfærd, der krænker kvinders eller mænds værdighed på arbejdspladsen. Dansk Arbejdsgiverorganisation og Landsorganisationen i Danmark har anvendt samme definition i deres aftale om ligebehandling, tillæg til samarbejdsaftalen. Forbudet gælder uanset om den seksuelle chikane udøves mod en person af samme eller modsatte køn. Chikanen er alene omfattet, hvis den retter sig mod en eller flere bestemte personer, dvs. et reklamefremstød af seksuel karakter vil ikke umiddelbart være omfattet af bestemmelsen.
Uden for bestemmelsens område vil der selvsagt fortsat kunne tilkendes godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, såfremt betingelserne i denne bestemmelse må anses for opfyldt. Bestemmelsen indebærer ingen ændring i gældende ret i forhold til denne bestemmelse.
Efter stk. 4 gælder, at lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse, barselorlov mv., lov om lige løn til mænd og kvinder og lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger finder anvendelse på de områder, der er omfattet af disse love. Disse love finder på deres område anvendelse i stedet for bestemmelserne i ligestillingsloven og er således at betragte som »lex specialis« i forhold til ligestillingsloven.
Dette berører imidlertid ikke det overordnede ansvar for koordinering af regeringens ligestillingsarbejde, som er tillagt ministeren for ligestilling, og som således også omfatter bl.a. arbejdsmarkedsområdet.
Lovforslaget tilsigter i øvrigt ikke at ændre i anden lovgivning. Det almindelige princip, som lovforslaget er udtryk for, bør imidlertid indgå i overvejelser om ændring af lovgivning mv., der direkte eller indirekte kan have en kønsdiskriminerende virkning.
Særlige foranstaltninger til fremme af ligestilling
Efter stk. 1 kan ressortministeren på eget område uanset bestemmelsen i § 2 tillade foranstaltninger til fremme af ligestilling, der har til formål at forebygge eller opveje forskelsbehandling på grund af køn. Bestemmelsen tager sit udgangspunkt i retten til at indføre positive særforanstaltninger til fremme af lige muligheder for kvinder og mænd for EUs medlemsstater, der blev traktatfæstet med Amsterdamtraktaten. Det fremgår af EF-traktatens artikel 141 (tidligere artikel 119), at "For at sikre fuld ligestilling mellem mænd og kvinder i praksis på arbejdsmarkedet er princippet om ligebehandling ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater opretholder eller vedtager foranstaltninger, der tager sigte på at indføre specifikke fordele, der har til formål at gøre det lettere for det underrepræsenterede køn at udøve en erhvervsaktivitet eller at forebygge eller opveje ulemper i den erhvervsmæssige karriere".
Positive særforanstaltninger kan omfattet en lang række instrumenter, hvor bl.a. kan nævnes særligt formulerede informationskampagner, økonomiske incitamenter og personalepolitiske tiltag i den enkelte virksomhed.
De enkelte ressortministre kan efter forslaget på hver deres forretningsområde tillade positive særforanstaltninger uanset det generelle forbud mod forskelsbehandling i § 2. Den myndighed, virksomhed eller organisation, der ønsker en dispensation fra forbudet mod forskelsbehandling skal søge om den hos de enkelte ressortministre, der herefter beslutter om ansøgningen skal imødekommes. Efter ligebehandlingslovens regler kan der iværksættes foranstaltninger til fremme af ligestilling, og § 3 skal sikre, at der også på områder, der ikke er omfattet af ligebehandlingsloven, kan tages særlige ligestillingsinitiativer, idet initiativerne kan have enten kvinder eller mænd som den primære målgruppe. Særforanstaltninger kan tænkes anvendt for eksempel inden for undervisning, der ikke er omfattet af ligebehandlingsloven, fordi der ikke er tale om egentlig erhvervsuddannelse.
I stk. 2 foreslås ministeren for ligestilling bemyndiget tilat fastsætte overordnede regler for, hvornår der kan iværksættes positive særforanstaltninger til fremme af ligestilling uden forudgående dispensation fra ressortministrene. Arbejdsministeren er i dag tillagt en lignende bemyndigelse i ligebehandlingslovens § 13, stk. 4, men det omfatter alene beskæftigelse og erhvervsuddannelse. Af bet. 1370 fremgår bl.a., at udvalget indstiller, at dispensationsreglerne i ligebehandlingsloven tages op til overvejelse, så det bliver muligt at gennemføre positiv særbehandling inden for fastlagte rammer uden konkret ansøgning. Det vil efter lovforslaget være muligt for ministeren for ligestillingat udarbejde en bekendtgørelse, der beskriverde foranstaltninger, der kan iværksættes uden dispensation. Der er tale om en generel bemyndigelse, der både vedrører områder, der er omfattet af ligebehandlingsloven og områder, der er omfattet af nærværende lovforslag. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at kompetencen til at fravige ligebehandlingsprincippet konkret i forbindelse med beskæftigelse og erhvervsuddannelse mv. tillægges ressortministrene, jf. § 3, stk. 1.
Kompetencen hos ministeren for ligestilling dækker således de mere overordnede principper, hvorimod administrationen og de konkrete fravigelser tillægges de enkelte ressortministre.
§ 3 skal ses i nær sammenhæng med § 2. Forbudet mod forskelsbehandling i § 2 skal derfor ikke ses som absolut, da det kan være nødvendigt at behandle kvinder og mænd forskelligt for netop at stille dem lige og sikre reelt lige muligheder. Adgangen til at iværksætte positive særforanstaltninger kan derfor i nogle tilfælde være en forudsætning for at opfylde lovens formål i henhold til § 1.
I stk. 3 præciseres det, at dispensationer inden for områder, der er omfattet af ligebehandlingsloven skal gives i henhold til den pågældende lov, jf. ligebehandlingsloven § 13. Med dette lovforslag ændres reglerne i ligebehandlingsloven § 13, så det er de samme principper, der gælder for tilladelse til at fravige princippet om lige behandling og dermed gennem positive særforanstaltninger at fremme ligestilling og lige muligheder for kvinder og mænd i denne lov og i ligebehandlingsloven. Dispensation fra ligebehandlingsprincippet inden for beskæftigelse og erhvervsuddannelse reguleres i ligebehandlingsloven efter tilsvarende princip om, at ressortministeren har ansvaret for og retten til at tillade positive særforanstaltninger på eget område, mens ministeren for ligestilling kan udstede generelle undtagelser fra ligebehandlingsprincippet i bekendtgørelsesform, jf. bemærkningerne til § 25.
Bestemmelsen er en delvis videreførsel af § 1, stk. 2, i den gældende ligestillingslov. Det foreslås, at alle offentlige myndigheder, herunder også kommuner og amtskommuner, får en handlepligt til at arbejde for at fremme ligestilling både i forhold til borgerne og i forhold til myndighedens forvaltningsområde og personale. Af bestemmelsen fremgår, at ansvaret for at fremme ligestilling er placeret hosde enkeltemyndigheder. Som noget nyt skal myndigheder i overensstemmelse med mainstreamingprincippet indarbejde ligestilling i al offentlig planlægning og forvaltning. Dette vedrører både myndighedens interne forhold som personalepolitik, rekruttering af medarbejdere og ledere o.lign. og myndighedens forvaltningsområde, herunder for eksempel udarbejdelse af vejledninger og formidling til borgerne og planlægning af opgaver. I den forbindelse kan der for eksempel udvikles redskaber og metoder til at analysere ligestillingsmæssige konsekvenser af myndighedens praksis, initiativer og regler.
Med bestemmelsen lovfæstes mainstreaming-princippet, som Danmark har forpligtet sig til internationalt, jf. de almindelige bemærkninger.
Lovforslaget pålægger ministerier og visse statslige institutioner og virksomheder en pligt til at udarbejde redegørelser for ligestilling i overensstemmelse med den pligt, som kommuner og amtskommuner har, jf. lov om kommunernes styrelse § 62, stk. 3. Ministerier vil være forpligtet til at udarbejde redegørelser for ligestilling uanset antallet af ansatte, mens de statslige institutioner og virksomheder alene skal udarbejde redegørelser, hvis de har mere end 50 ansatte. Det gældende krav til statslige institutioner og virksomheder om at udarbejde handlingsplaner for ligestilling erstattes af de nævnte redegørelser. Dermed skabes ens retningslinier for indberetninger fra hele den offentlige forvaltning og dermed også et sammenligneligt materiale. Det skønnes at få positiv effekt i forhold til det kommunale ligestillingsarbejde og kan dannegrundlag for ministeren for ligestillings årlige redegørelse og perspektiv- og handlingsplan til Folketinget.
Stk. 2 indeholder bestemmelser om redegørelsernes indhold. Forslaget skal betragtes som et minimumskrav, således at ministerier, statslige institutioner og statslige virksomheder selv kan vælge at udvide redegørelsernes indhold, dersom de har taget særlige initiativer. Kravet til indholdet svarer til de gældende regler i lov om kommunernes styrelse § 62, stk. 3. Som andre forhold, der kan medtages i redegørelserne i henhold til stk. 2,nr. 3, kan nævnes iværksættelse af positive særforanstaltninger, udarbejdelse af konsekvensanalyser af ligestillingsmæssig betydning af ny regulering og beskrivelse af målsætninger for det fremtidige arbejde mv.
Ressortministerene skal efter stk. 3 og 4 indsamle og bearbejde de indsendte redegørelser og sammenfatte dem til en rapport, der indsendes til ministeren for ligestilling. Redegørelserne skal udarbejdes mindst hvert andet år inden 1. september og første gang den 1. september 2001.
For så vidt angår de kommunale ligestillingsredegørelser er der ikke fastsat en egentlig frist for indsendelse i lov om kommunernes styrelse, men i praksis er redegørelserne blevet indsamlet i september, jf. bemærkningerne til § 7.
Hensigten med forslaget er dels at skabe en større viden om det decentrale ligestillingsarbejde, dels at sætte fokus på nye behov og aktuelle ligestillingsproblemer_._ I rapporten kan desuden indgå, om ministeriet har foretaget analyse af ligestillingsmæssige konsekvenser for ny lovgivning. Rapporten kan endvidere medvirke til at give de enkelte ministre bedre mulighed for at følge udviklingen i ligestillingsarbejdet på netop deres område samt at give ministeren for ligestilling mulighed for at følge udviklingen generelt.
Såvel bestemmelsens krav til hvilke oplysninger, der skal indgå i redegørelsen, som kravet om indsendelse af ligestillingsredegørelser hvert andet år, skal opfattes som minimumskrav. Der er intet til hinder for, at ressortministrene udarbejder mere detaljerede redegørelser med et kortere tidsinterval.
Til § 6
Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse for ministeren for ligestilling til at fastsætte regler for ministerier, visse statslige institutioner og virksomheders ligestillingsredegørelser. Baggrunden for bemyndigelsen er erfaringerne fra 1997, hvor kommuner og amtskommuner for første gang udarbejdede ligestillingsredegørelser. Der var store forskelle på redegørelserne, hvorfor det kan være nødvendigt på længere sigt at specificere kravene til indholdet af redegørelserne. Endvidere vil det være muligt at tilpasse kravene til redegørelserne i takt med, at erfaringerne indsamles, ligesom der på sigt kan være behov for at belyse nye eller andre emner, for eksempel udviklingen i den kønsmæssige sammensætning af udvalg og bestyrelser.
Til § 7
Folketinget har med V87 opfordret til, at der tilvejebringesøget viden om ligestilling. Forslaget, om udarbejdelse af redegørelser og perspektiv og handlingsplan til Folketinget, er derfor indføjet i loven som et redskab til at sætte større fokus på ligestillingsarbejdet i Danmark.
Det er tanken, at redegørelsen skal give et kvalificeret grundlag for Folketingets debatter om ligestilling.
Ministeren for ligestilling udarbejder den årlige redegørelse, der kan være generel og overordnet eller sætte særlig fokus på aktuelle problemstillinger inden for ligestillingsarbejdet. Redegørelsen kan for eksempel hvert andet år indeholde status for de i § 5, nævnte redegørelser, eller redegøre for udviklingen i kønssammensætningen i beslutningsprocesser i de år, hvor der er indberetningspligt for så vidt angår kønssammensætningen i visse statslige bestyrelser, jf. bemærkningerne til § 13.
Kommunerne skal ifølge § 62, stk.3, i den kommunale styrelseslov mindst hvert andet år redegøre for situationen med hensyn til ligestilling mellem kvinder og mænd blandt de kommunalt ansatte.
Det er aftalt med Indenrigsministeriet, at ministeren for ligestilling fra Indenrigsministeriet modtager de kommunale ligestillingsredegørelser, således at der kan udarbejdes en redegørelse til Folketinget, der omfatter den samlede offentlige sektor.
I følge stk. 2 kanministeren indhente de nødvendige oplysninger fra offentlige myndigheder, offentlige virksomheder og offentlige organisationer for at kunne udarbejde den årlige redegørelse og perspektiv- og handlingsplan for ligestilling. Det kan f.eks. være, om myndigheden, virksomheden eller organisationen har en ligestillingspolitik, samt hvilke initiativer disse har taget blandt andet for at fremme ligestillingen blandt de ansatte. Endvidere kan ministeren evaluere virkningerne og resultaterne af bestemmelserne om kønssammensætningen i udvalg og bestyrelser, herunder udvalg og bestyrelser, der ikke er omfattet af indberetningspligten, jf. bemærkningerne til kapitel 4.
Det bemærkes, at oplysninger om lønstatistik kan indhentes hos Danmarks Statistik.
Til kapitel 4
Udvalg og bestyrelser
Ligelig kønssammensætning i offentlige udvalg, kommissioner mv.
Bestemmelsen er en videreførsel og delvis udvidelse af reglerne i udvalgsloven. Med forslaget er der er sket en skærpelse af kravet til kønssammensætningen af udvalg mv., idet kravet efter udvalgsloven § 1 er, at udvalg så vidt muligt bør have en afbalanceret kønssammensætning, mens der efter lovforslaget bør være en ligelig kønssammensætning. Skærpelsen skal ses som en opfølgning på V87, hvor regeringen blev opfordret til at arbejde for en lige kønsmæssig deltagelse i beslutningsprocesser i samfundet, jf. pkt. 7 i de almindelige bemærkninger vedrørende baggrunden for skærpelsen.
Udtrykket afbalanceret kønssammensætning er i praksis blevet fortolket således, at det underrepræsenterede køn skulle være repræsenteret med mindst 1/3. Udtrykket ligelig skal derimod fortolkes således, at der bør arbejdes for reelt lige kønssammensætning i det omfang, det er muligt. Der er dog ikke tale om et absolut krav, da udtrykket "bør" overlader et vist rum for fortolkning og konkret skøn. Det er nødvendigt at kunne foretage et sådant konkret skøn, da det ikke altid vil være muligt at sammensætte et udvalg med lige mange kvinder og mænd, der alle har de rette kvalifikationer og sagkundskab.
Det vil naturligvis som hidtil være en forudsætning for at kunne blive beskikket som medlem af udvalg mv., at den pågældende, der indstilles eller udpeges, er i besiddelse af de for udvalgsarbejdet nødvendige og relevante kvalifikationer.
Bestemmelsen omhandler statslige udvalg mv. med væsentlige samfundsrelevante opgaver, også udvalg mv. nedsat i henhold til lov. Derimod falder udvalg med arbejdsopgaver af udelukkende administrativ og/eller teknisk karakter uden for loven. Udvalg, der efter lovgivningen har både administrative og regelforberedende opgaver, vil være omfattet af lovforslaget, medmindre arbejdet med regelforberedelsen er af underordnet eller begrænset betydning i forhold til de administrative opgaver. Selve betegnelsen udvalg og kommission er ikke afgørende for, om lovens bestemmelser skal anvendes ved medlemsbeskikkelser. Også når andre betegnelser som f.eks. råd, nævn, mv. skal anvendes, er loven gældende, hvis arbejdsopgaverne er af den i lovforslaget beskrevne art. Interne arbejdsgrupper indenfor ministerier og styrelser, hvor der typisk ikke foreligger en egentlig beskikkelse fra en minister, falder uden for loven.
Endvidere undtages tværministerielle arbejdsgrupper, hvor medlemmer udpeges på grundlag af deres særlige funktion i ministeriet eller styrelsen. Uden for lovens område falder også alle kommunale og amtskommunale udvalg. Derimod vil formelt nedsatte udvalg, der har til opgave at forberede lovgivning eller anden generel regelfastsættelse, eller som har til opgave at forberede planlægning af samfundsudviklingen, som hovedregel være omfattet af bestemmelsen.
Til § 9
Det foreslås, at proceduren ved indstilling af medlemmer til ministernedsatte udvalg videreføres som i den gældende udvalgslov § 2. Bestemmelsen omfatter alene udvalg mv., der helt eller delvist udpeges af en minister. Bestemmelsen omfatter nye udvalg, periodevise gen- og nybeskikkelser samt beskikkelser i tilfælde af enkeltudskiftning af medlemmer.
Det vil naturligvis være en forudsætning for at blive medlem, at den pågældende er i besiddelse af de for arbejdet nødvendige kvalifikationer.
Efter stk. 1 skal der stilles forslag om både en kvinde og en mand, når myndigheden eller organisationen skal foreslå eller udpege et medlem af udvalg. Efter stk. 1, 4. punktum gælder kravet om at indstille lige mange kvinder og mænd tilsvarende hvor myndigheden eller organisationen efter lovgivningen skal udpege medlemmer. Den kompetence, der er tillagt myndigheden eller organisationen til selv at bestemme, hvem der skal repræsentere myndigheden eller organisationen vil således blive overført til ministeren, for så vidt angår afgørelsen af, hvem af de indstillede, der skal beskikkes som medlem.
Stk. 2 indeholder en adgang for myndigheden eller organisationen til at fravige kravet om at indstille både kvinder og mænd, hvor der foreligger særlige grunde. Undtagelsesbestemmelsen kan tænkes anvendt i tilfælde, hvor krav om en særlig fagkundskab efter en konkret vurdering udelukker en ligelig kønssammensætning. Der kan endvidere være myndigheder eller organisationer, som ikke har mulighed for at lade sig repræsentere med både kvinder og mænd, for eksempel fordi det ene køn kun i ringe omfang er repræsenteret eller valgt ind i kompetente organer. Særlige grunde kan tillige foreligge, hvis organisationen ikke har mulighed for at foreslå eller udpege både kvinder og mænd med de for udvalgsarbejdets fornødne kvalifikationer og/eller sagkundskaber.
Stk. 3 indebærer, at hvis der ikke foreligger særlige grunde for at fravige indstillingsreglerne, og de indstillende organisationer mv. ikke indstiller både kvinder og mænd, kan ressortministeren, der har ansvaret for nedsættelse eller udpegning af det pågældende udvalg, bestemme, at udvalget kan fungere uden de pågældende medlemmer. Bestemmelsen er indføjet af hensyn til gennemførelsen af intentionerne i § 8, hvorefter udvalg mv. bør have en ligelig sammensætning.. Ressortministeren kan således lade poster være ubesatte, hvis der ikke indstilles begge køn, og begrundelsen for fravigelse af indstillingsreglerne ikke kan accepteres. Bestemmelsen indebærer, at bestemmelser i andre love mv. om sammensætningen af og antallet af medlemmer i udvalg, kommissioner mv. kan fraviges. Der opstår således ikke regelkonflikter mellem på den ene side ligestillingsloven og på den anden side lovgivningen om de pågældende udvalg og bestyrelser.
Til § 10
Efter stk. 1 skal ressortministeren indberette den påtænkte sammensætning af udvalg og kommissioner mv. til ministeren for ligestilling inden beskikkelse af medlemmerne finder sted. Indberetningen vedrører alene de udvalg mv., som er omfattet af § 8, stk. 1. Ændringer i udvalgssammensætningen efter beskikkelsen skal ligeledes indberettes til ministeren for ligestilling. Stk. 1 er en videreførsel af de gældende regler.
Efter stk. 2 foreslås det derfor, at hvis den påtænkte kønssammensætning ikke er ligelig, kan ministeren for ligestilling rette henvendelse til ressortministeren og anmode om en begrundelse for, hvorfor kønssammensætningen ikke er ligelig. Endvidere kan ministeren for ligestilling anmode om en fornyet sammensætning af udvalget mv., hvis der ikke kan gives en saglig begrundelse. Det er ikke hensigten, at ministeren for ligestilling skal gå ind i vurderinger af de enkelte medlemmers faglige kvalifikationer, men derimod alene se på, om den ansvarlige ressortminister sagligt kan begrunde udvalgets ulige kønssammensætning. Den særlige procedure skal ses i sammenhæng med, at der her er tale om udvalg mv., der forbereder og fastsætter regler eller planlægning af samfundsmæssig betydning, herunder f.eks. lovforberedende udvalg. Det er her særligt vigtigt, at begge køn har lige mulighed for indflydelse og for at gøre deres synspunkter gældende.
Det bemærkes, at Folketingets politisk-økonomiske udvalg til den gældende udvalgslov i betænkning afgivet den 28. marts 1985 over forslag til lov om ligestilling mellem mænd og kvinder ved udpegning af medlemmer til offentlige udvalg, kommissioner o.lign. har understreget vigtigheden af, at der ikke kun skal ske underretning om kønssammensætning i udvalg, men sikres tid og mulighed for at reagere, jf. Folketingstidende B (1984-85) spalte 991.
Ligelig kønssammensætning i visse bestyrelser i den statslige forvaltning mv.
Bestemmelsen er en videreførsel og delvis udvidelse af reglerne i bestyrelsesloven.
Efter stk. 1 bør bestyrelser, repræsentantskaber og anden kollektiv ledelse i statslige forvaltningsmyndigheder have en ligelig kønssammensætning, idet det dog er en forudsætning for at indtræde i bestyrelsesarbejde, at det pågældende bestyrelsesmedlem har den for arbejdet fornødne sagkundskab og kvalifikationer. Der er sket en vis skærpelse af kravet til kønssammensætningen i bestyrelser mv. I § 1 i den gældende bestyrelseslov bør de omfattede bestyrelser så vidt muligt have en afbalanceret kønssammensætning, mens de efter stk. 1 bør have en ligelig kønssammensætning. Det skal bemærkes, at der ikke er tale om et absolut krav til kønssammensætningen, idet stk. 1. anvender udtrykket "bør" og ikke "skal", jf. bemærkningerne til § 8, stk. 1.
Folketinget har i V87 opfordret regeringen til at arbejde for en ligelig kønsmæssig deltagelse i samfundets beslutningsprocesser. Da det fremgår af statistikken, at kvinder på trods af den gældende bestyrelseslov udgør under en tredjedel af bestyrelsesmedlemmerne, nemlig 26,9 % i 1997, og at udviklingen i løbet af den gældende lovs tid ikke har været væsentlig, vil der være behov for en skærpelse af kravet.
Såfremt en myndighed ledes af både en bestyrelse og et repræsentantskab, gælder loven for sammensætningen af begge organer. Bestemmelsen omfatter bestyrelser, der allerede er omfattet af den gældendebestyrelseslov. Hvis ressortministeren udpeger medlemmer til sådanne bestyrelser mv. skal reglerne i § 12 iagttages ved indstilling, og det er således ressortministeren, der skal påse den kønsmæssige sammensætning. Hvis bestyrelsen mv. ikke helt eller delvist udpeges af ressortministeren, men f.eks. sammensættes i henhold til vedtægt e.lign. påhviler det forvaltningsmyndigheden selv at påse en ligelig kønssammensætning.
Efter stk. 2 bør bestyrelser, repræsentantskaber mv. for selvejende institutioner mv. så vidt muligt have afbalanceret kønsmæssig sammensætning. Dette gælder, når udgifterne ved de selvejende institutioners virksomhed overvejende dækkes af statslige midler dvs. ikke under 60-70% statstilskud. Denne afgrænsning kendes fra forvaltningsloven_._ Endvidere omfattes interessentskaber, anpartsselskaber og aktieselskaber, hvor den overvejende del ejes af staten, dvs. ikke under 60-70 %. Hvis der er tvivl om, hvorvidt en bestyrelse er omfattet af stk. 2, træffer ressortministeren afgørelse herom.
Disse institutioner er ikke umiddelbart omfattet af den gældende bestyrelseslov, men ressortministeren kan, jf. bestyrelseslovens § 1, stk. 2, fastsætte regler for, at institutionerne bliver omfattet, og lovforslaget indebærer derfor en udvidelse for så vidt angår de institutioner, der er nævnt i den gældende lov. Baggrunden for udvidelsen er regeringens arbejde for at skabe en mere lige deltagelse af kvinder og mænd i beslutningsprocesserne. Kvindeandelen i bestyrelser mv. er fortsat lav, jf. bemærkningerne til stk.1. og loven skal medvirke til at fremme udviklingen i kønssammensætningen. Endvidere skal det bemærkes at stadig flere opgaver, der tidligere har været varetaget af statslige forvaltningsmyndigheder, i dag varetages af institutioner mv., der ikke direkte er omfattet af den statslige forvaltning, hvorfor det findes nødvendigt at udvide anvendelsesområdet til bestyrelsen mv. for sådanne institutioner og selskaber.
Det er som hidtil en forudsætning for deltagelse i bestyrelser mv. at personen har de rette kvalifikationer. Det er således muligt at fravige en afbalanceret kønssammensætning.
Hvis bestyrelsen mv. sammensættes i henhold til vedtægt e.lign., og ministeren således ikke har indflydelse på, hvem der udpeges til bestyrelsen mv., påhviler det den selvejende institution mv. selv at påse den kønsmæssige sammensætning. Udtrykket "afbalanceret" er i praksis blevet fortolket således, at der skal være mindst en tredjedel medlemmer af det ene køn.
Efter stk. 3 kan ressortministeren beslutte, at stk. 1 skal gælde for de i stk. 2 nævnte institutioner mv. Dette indebærer, at bestyrelserne for institutionerne bør have en ligelig kønsmæssig sammensætning, og at sammensætningen skal indberettes i henhold til § 13. Muligheden for at skærpe kravet til kønssammensætningen skal ses i sammenhæng med, at visse af de i stk. 2 nævnte bestyrelser mv. kan have opgaver, der i høj grad svarer til statslige forvaltningsmyndigheder, hvorfor det vil være naturligt at kunne fastsætte samme krav for dem, som for de i stk. 1 nævnte myndigheder.
Stk. 4 giver deenkelte ressortministre mulighed forat lade stk. 1 eller stk. 2 omfatte selvejende institutioner, interessentskaber, aktie- og anpartsselskaber, hvis det offentlige dækker mere end 50% af den selvejende institutions virksomhed, eller hvis staten ejer mere end 50% af selskabet mv. Ligeledes kan ressortministeren beslutte, at dette skal gælde for selskaber, der udøver virksomhed i henhold til koncession eller lignende offentlig godkendelse. Ressortministerens mulighed for at omfatte selskaber, der udøver sin virksomhed i henhold til koncession eller lignende offentlig godkendelse, er møntet på bestyrelser i private virksomheder, der har overtaget offentlige opgaver. Det vil være op til ressortministeren at vurdere, om dette vil være relevant. Hvis institutionerne mv. bliver omfattet af stk. 1, bør bestyrelsen have en ligelig kønsmæssig sammensætning, og sammensætningen skal indberettes i henhold til § 13.Hvis institutionen bliver omfattet af stk. 2, skal det tilstræbes, at bestyrelsen får en afbalanceret kønssammensætning. Der er ingen indberetningspligt. Vedrørende begrundelse for at udvide bestemmelsens anvendelsesområde se bemærkningerne til stk. 2 og 3.
Til § 12
Det foreslås, at proceduren ved indstilling af medlemmer til ministernedsatte bestyrelser tager udgangspunkt i de gældende regler i bestyrelsesloven. Bestemmelsen omfatter således alene bestyrelser mv., der helt eller delvist udpeges af en minister. Reglerne om indstilling omfatter således ikke bestyrelser mv., der sammensættes i henhold til vedtægt e.lign., hvor ministeren ikke har indflydelse på, hvem der bliver medlem af bestyrelsen mv.
Det vil naturligvis være en forudsætning for at kunne blive udpeget til medlem af ministernedsatte udvalg og bestyrelser mv., at den pågældende er i besiddelse af de for arbejdet nødvendige kvalifikationer.
Efter stk. 1 skal der stilles forslag om både en kvinde og en mand, når myndigheden eller organisationen skal foreslå eller udpege et medlem af bestyrelsen mv. Efter stk. 1, 4. punktum gælder kravet om at indstille lige mange kvinder og mænd tilsvarende hvor myndigheden eller organisationen efter lovgivningen skal udpege medlemmer. Den kompetence, der er tillagt myndigheden eller organisationen, bliver overført til ministeren, for så vidt angår afgørelsen af, hvem af de indstillede, der skal beskikkes som medlem, jf. bemærkningerne til § 9, stk. 1. Bestemmelsen er en videreførsel af den gældende bestyrelseslov.
Efter stk. 2 kan kravet om at indstille lige mange kvinder og mænd fraviges, hvis der foreligger særlige grunde. De indstillingsberettigede skal redegøre for de særlige grunde over for ressortministeren. Fravigelsesadgangen kan således findeanvendelse, hvor krav om en særlig sagkundskab efter konkret vurdering udelukker ligelig eller afbalanceret kønssammensætning, eller hvor myndigheden, institutionen eller selskabet mv. ikke har mulighed for at lade sig repræsentere af både kvinder og mænd, jf. i øvrigt bemærkningerne til § 9, stk. 2 om særlige grunde. Bestemmelsen svarer til den gældende bestyrelseslov § 3.
Det foreslås med stk. 3, at kravet om indstilling af lige mange kvinder og mænd ikke skal gælde, hvis medlemmer af de i stk. 1 nævnte udvalg og bestyrelser helt eller delvist vælges ved direkte afstemning. I disse tilfælde kan der kun ved at foreskrive en uforholdsmæssig kompliceret procedure varetages et krav om en ligelig kønssammensætning af udvalget og bestyrelsen mv. Det forekommer endvidere betænkeligt gennem lovgivning at fastsætte begrænsninger for gennemførelse af demokratiske valg.
Hvis der ikke foreligger særlige grunde for at fravige indstillingsreglerne, og de indstillende organisationer mv. ikke indstiller både kvinder og mænd, kan ressortministeren, der har ansvaret for nedsættelse eller udpegning af den pågældende bestyrelse mv., bestemme, at bestyrelsen kan fungere uden de pågældende medlemmer. Bestemmelsen i stk. 4 er indføjet af hensyn til gennemførelsen af intentionerne i § 11. Ressortministeren kan således lade poster være ubesatte, hvis der ikke indstilles begge køn, og begrundelsen for fravigelse af indstillingsreglerne ikke kan accepteres. Dette svarer til forslagets § 9, stk. 3 om udvalg.
Til § 13
Ressortministrene skal efter forslaget hvert tredje år indberette kønssammensætningen af de bestyrelser, der er omfattet af § 11, stk. 1**,** til ministeren for ligestilling. Såfremt ressortministeren imedfør af § 11 stk. 3 og 4 beslutter, at visse bestyrelser skal være omfattet af stk. 1, skal disse bestyrelser indberettes i henhold til den almindelige indberetningspligt efter § 13, stk. 1.
I den gældende bestyrelseslov blev fastlagt en tre-årlig indberetningspligt. Baggrunden herfor var blandt andet, at Statsministeriet gennem indberetning ville få mulighed for at følge udviklingen, uden at derved at iværksætte et stort bureaukrati med indberetning i hvert enkelt tilfælde. Endvidere blev det påpeget, at bestyrelser mv. sædvanligvis kun udskiftes hvert 3. eller 4. år.
Bestemmelsen fastholdes.
Stk. 2 fastsætter en pligt for de omfattede bestyrelser mv. til at indberette kønssammensætningen til ressortministeren. Det fremgår videre af stk. 2, at ressortministeren kan fastsætte nærmere regler for, hvordan indberetninger om kønssammensætningen i bestyrelser mv. mest hensigtsmæssigt indsendes fra institutionen, myndigheden eller selskabet mv. til ministeren. Det er op til den enkelte ressortminister at vurdere, om de pågældende indberetninger kan samordnes med andre oplysninger fra de pågældende institutioner mv. til ministeren, således at den administrative byrde begrænses i videst muligt omfang. Der er ingen formkrav til disse indberetninger, da ressortministeren selv kan fastsætte regler for indberetningen.
Efter stk. 3 træffer ressortministeren afgørelse om, hvorvidt en bestyrelse er omfattet af § 11 og dermed af indberetningspligten, hvis der er tvivl om, hvorvidt en bestyrelse mv.er omfattet.
Det foreslås, at der etableres et Videnscenter for Ligestilling som en selvejende institution ledet af en bestyrelse med repræsentation fra blandt andre arbejdsmarkedets parter og med et tilknyttet debatforum. Oprettelsen af et særligt videnscenter indgik i V87 samt i de anbefalinger, som Udvalget fremsatte i bet. 1370. Videnscentrets formål er at fremme, kvalificere og skabe debat om ligestilling mellem kvinder og mænd samt at understøtte bestræbelserne for at indarbejde ligestilling i al politik, planlægning og forvaltning. Herunder skal Videnscenter for Ligestilling formidle viden og information om ligestilling til offentligheden.
Videnscenter for Ligestilling kan påpege behov for eller iværksætte undersøgelser, forskning, analyser eller andet, der har betydning for at sikre en alsidig ligestillingsdebat og kan stille forslag om ligestillingsinitiativer og -indsatser til ressortministrene, herunder ministeren for ligestilling, der har ansvaret for det overordnede og generelle ligestillingsarbejde. Det er en naturlig del af Videnscenter for Ligestillings arbejde, at centret også vil kunne stilles forslag om ligestillingsinitiativer og -indsatser til andre relevante aktører.
Samarbejdet mellem Videnscenter for Ligestilling og ministeren for ligestilling skønnes at være frugtbart i det samlede ligestillingsarbejde. Det må forventes, at videnscentret vil spille en væsentlig rolle i forhold til ministeren for ligestilling, når denne iværksætter nye initiativer eller planlægning, ligesom ministeren for ligestilling efter stk. 3, 2. punktum kan stille forslag om indsatsområder og initiativer til Videnscenter for Ligestilling.
Centret skal udgøre en kundskabsbase med bred faglig kompetence og i samarbejde med andre aktører kvalificere ligestillingsdebatten i Danmark. I det omfang andre institutioner, som f.eks. Kvinfo, varetager tilgrænsende opgaver, skal centret samarbejde med de pågældende, men ikke overtage opgaver fra allerede eksisterende organer.
Udgifterne til centrets etablering og drift afholdes i første omgang af bevillinger på de årlige finanslove til ligestillingsområdet. Det er hensigten, at centret skal modtage statstilskud til at opfylde sine lovbundne opgaver, men at centret kan drive indtægtsdækket virksomhed.
Til § 15
Der foreslås nedsat en bestyrelse for Videnscenter for Ligestilling sammensat således, at parterne på det offentlige og det private arbejdsmarked, kvinde- og mandeorganisationer samt kvinde-, mande- og kønsforskningen er repræsenteret. Forslaget svarer i hovedtræk til anbefalingerne i bet. 1370.
Ministeren for ligestilling udpeger endvidere formanden samt de tre repræsentanter, der forsker i spørgsmål om ligestilling og/eller køn. Centrets medarbejdere vælger et medlem til bestyrelsen blandt medarbejderne selv.
Stk. 2 fastsætter udpegningsperioden for medlemmerne til 4 år. Der kan ske genudpegning af medlemmerne, så der på den måde kan sikres kontinuitet i bestyrelsens og centrets arbejde.
Efter stk. 3 gælder § 11-12 for sammensætningen af bestyrelsen. De opregnede organisationer indstiller medlemmer til ministeren for ligestilling, der herefter skal påse, at bestyrelsen får en ligelig kønssammensætning, medmindre der foreligger særlige grunde for fravigelser. Når det særskilt nævnes, at §§ 11 og 12 gælder ved udpegning af bestyrelsen, er det for at sikre, at centret vil være omfattet af bestemmelserne uanset om centret som selvejende institution vil få så store indtægter, at udgifterne i overvejende grad vil blive dækket gennem egenfinansiering og dermed ikke overvejende dækkes af offentlige midler, jf. § 11.
Til § 16
Bestemmelsen beskriver bestyrelsens opgaver og ansvar.
Bestyrelsen har efter stk. 1 ansvaret for den overordnede ledelse af centret. Da centret vil modtage offentlige tilskud, er det særskilt nævnt, at bestyrelsen er ansvarlig herfor i forhold til ministeren for ligestilling som ressortansvarlig for centret.
Efter stk. 2 ansætter og afskediger bestyrelsen centrets direktør. Det er hensigten, at direktøren ansætter centrets øvrige personale, hvilket forventes reguleret i centrets vedtægt, jf. bemærkningerne til stk. 4.
Bestyrelsen har det overordnede ansvar for centrets økonomi, hvorfor det også er bestyrelsen, der efter stk. 3 fastsætter centrets budget. Fastsættelsen af budgettet sker dog på grundlag af indstilling fra centrets direktør, der har ansvaret for den daglige ledelse af centret.
Bestyrelsen skal efter stk. 4 sørge for, at der udarbejdes en vedtægt for centrets daglige virke, bestyrelsens arbejde, afstemningsregler, direktørens kompetence og lignende regler for centrets virke. Vedtægten skal godkendes af ministeren for ligestilling, blandt andet fordi bestyrelsen er ansvarlig over for ministeren. Vedtægten må forventes at tage udgangspunkt i regler for andre selvejende institutioner. Det er hensigten, at vedtægten skal indeholde regler om, at formandens stemme er udslagsgivende ved stemmelighed, men det er op til bestyrelsen at fastsætte nærmere regler om afstemning i forbindelse med afgørelser. Ordningen med at lade formandens stemme være udslagsgivende kendes fra andre bestyrelser.
Det foreslås med stk. 5, at bestyrelsen hvert år sørger for, at der bliver udarbejdet en årlig aktivitets- og handlingsplan. Aktivitets- og handlingsplanen fastlægger rammerne for det kommende års arbejde, og der bør skabes plads for varetagelse af evt. nye opgaver og pludseligt opståede problematikker. Bestyrelsen har det endelige ansvar for at aktivitets- og handlingsplanen udarbejdes, men det vil være naturligt, at bestyrelsen inddrager Debatforum i udarbejdelsen og i en dialog om de planlagte aktiviteter mv.
Efter stk. 6 skal bestyrelsen endvidere sørge for, at der udarbejdes og offentliggøres en årsberetning for centrets virksomhed.
Til § 17
Det foreslås, at Videnscenter for Ligestilling nedsætter et Debatforum. Debatforums sammensætning afhænger af den til enhver tid værende ligestillingsdebat og centrets behov for eller ønske om tilførsel af særlige kvalifikationer og/eller sagkundskab. Debatforum har efter lovforslaget ikke nogen egentlig beslutningskompetence, men skal virke som sparringspartner for Videnscentrets bestyrelse og medarbejdere og kan pege på de indsatsområder, som Videnscentret kan tage op.
Der skal være en ligelig kønssammensætning i Debatforum, og det er således centrets opgave ved udpegning af medlemmer til Debatforum at sikre lige mange kvindelige og mandlige medlemmer. Da der ikke er fastsat regler for et bestemt antal medlemmer eller bestemte kvalifikationer, der skal være repræsenteret i Debatforum, er kravet om en ligelig kønssammensætning ufravigeligt.
Ministeren for ligestilling godkender sammensætningen af Debatforum og skal i den forbindelse blandt andet sikre, at der er en ligelig kønssammensætning.
Medlemmerne af Debatforum bør afspejle bredden i ligestillingsdebatten, dvs. at der bør være en spredning i alder, køn, etnisk oprindelse, geografisk tilknytning, faglig baggrund, politisk anskuelse mv. Det kan være særligt relevant at inddrage parter, der ikke er repræsenteret i bestyrelsen, men der er intet til hinder for, at organisationer, der er repræsenteret i bestyrelsen tillige er repræsenteret i Debatforum.
Lovforslaget indebærer, at Debatforum kan variere i størrelse og sammensætning afhængigt af den aktuelle debat og centrets aktiviteter. Der er ikke foreslået nogen fast tidsperiode for medlemskab af Debatforum. Medlemmerne kan således udpeges for kortere eller længere perioder. Da det foreslås, at Videnscentret selv nedsætter Debatforum, kan centret vælge at give interesserede personer mulighed for at ansøge om en plads i Debatforum, så personer uden for det mere organiserede eller etablerede ligestillingsarbejde også har mulighed for at blive hørt.
Det forudsættes, at Debatforum mødes så ofte, at det kan opfange aktuelle strømninger i ligestillingsdebatten. Udvalget understregede desuden i bet. 1370, at der skal sikres dynamik og aktualitet i Debatforum uden at kontinuiteten svækkes, samt at Debatforum skulle bestå af ca. 20-25 personer, herunder "ressourcepersoner" med særlig viden, engagement eller interesse i ligestilling. Nærmere regler om sammensætningen af Debatforum kan fastsættes i centrets vedtægt.
I stk. 1 foreslås, at der etableres et klagenævn for kønsdiskrimination, der betegnes Ligestillingsnævnet, og som skal bestå af en formand og to øvrige medlemmer udpeget af ministeren for ligestilling. Under hensyn til nævnets særlige sagsområde, foreslås det, at medlemmerne skal have juridisk sagkundskab. Formanden skal være dommer, og nævnets øvrige medlemmer skal have viden om arbejdsmarkedsforhold og ligestilling, således at hvert af de to medlemmer repræsenterer viden på et af områderne. Klagenævnets medlemmer udpeges for tre år ad gangen. Dog udpeges formanden første gang for 4 år, så der sikres en vis kontinuitet i nævnet med forskudte udpegningsperioder, jf. § 24, stk. 2. Medlemmerne kan alle genudpeges.
Ligestillingsnævnet vil udgøre en del af den offentlige forvaltning og dermed være et forvaltningsorgan, som udover reglerne i lovforslaget omfattes af de almindelige forvaltningsretlige regler, herunder forvaltningsloven. Det indebærer blandt andet, at nævnet får pligt til at begrunde sine afgørelser, ligesom nævnet under sin sagsbehandling skal foretage partshøring. Nævnet bliver også underlagt det såkaldte officialprincip, hvilket indebærer, at nævnet har pligt til at oplyse sagen i fornødent omfang, før det træffer afgørelse i en sag. Dette omfatter såvel sagens retlige som faktiske forhold.
Omkostninger ved nævnets behandling afholdes af nævnets midler. Nævnsbehandlingen er således gratis for parterne. Hvis parterne selv har udgifter i forbindelse med sagen, f.eks. til advokatsalær, vil det dog være nævnet uvedkommende. Nævnet kan således heller ikke pålægge en tabende part at godtgøre modpartens eventuelle omkostninger.
Det foreslås i stk. 2, at ministeren for ligestilling fastsætter en forretningsorden for nævnet, der bl.a. vil komme til at indeholde regler for nævnets sagsbehandling. Det er hensigten, at forretningsordenen skal indeholder nærmere regler for indbringelse af klager, regler om afstemning og beslutningsdygtighed, indhentning af oplysninger og iværksættelse af undersøgelser. Det er endvidere hensigten, at forretningsordenen skal indeholder regler om, at nævnet skal udøve sin virksomhed på skriftligt grundlag. Nævnet vil således ikke kunne foranstalte bevisførelse, herunder vidneafhøring mv.
Efter stk. 3. stiller ministeren for ligestilling sekretariat til rådighed for nævnet. Medarbejdere, der varetager sekretariatsopgaver for nævnet er alene underlagt nævnets instruktionsbeføjelse i dette arbejde. Det kan forventes, at sekretariatet udover at forberede sager for nævnet også får en væsentlig rådgivningsfunktion i relation til konkrete forespørgsler, herunder om praksis, ligestillingslovgivningen generelt samt om i hvilke fora, sager om diskrimination kan behandles
Til § 19
I stk. 1 fastsættes klagenævnets kompetence.
Det foreslås, at nævnet kan behandle sager om forskelsbehandling på grund af køn efter § 2, herunder seksuel chikane, samt efter lov om lige løn til mænd og kvinder, lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov mv. og lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger.
Nævnet skal ikke behandle sager, der hører under det fagretlige system. Dette er i overensstemmelse med ligebehandlingsloven og ligelønsloven, idet disse love viger for tilsvarende regler om ligebehandling i kollektive overenskomster.
Nævnet kan dog behandle klager om kønsdiskrimination på arbejdsmarkedet fra organiserede arbejdstagere, som ikke får bistand fra deres faglige organisation, jf. § 19, stk. 2, ligesom arbejdstagere, der ikke er fagligt organiserede eller omfattet af en kollektiv overenskomst, kan rejse en sag for nævnet.
Klager over overtrædelse af andre regler i lovgivning må afvises. For så vidt angår klager over afgørelser, som er truffet af den offentlige forvaltning, bemærkes, at nævnet her må tage stilling til, om sagen - selv om der angives at være tale om forskelsbehandling i strid med § 2 - reelt vedrører spørgsmål om anvendelse og fortolkning af den lovgivning mv., som afgørelsen er truffet efter.
I så fald vil nævnet ikke være kompetent. Dette vil i almindelighed indebære, at klager af den nævnte karakter normalt kun kan behandles af nævnet i det omfang, de (også) kan forstås som klager over f.eks. den pågældende sagsbehandlers personlige adfærd mv. i forhold til klageren.
Det foreslås endvidere, at nævnet kan træffe afgørelse om godtgørelse og underkendelse af afskedigelse i det omfang, det følger af de nævnte love mv., jf. f.eks. ligebehandlingslovens §§ 14 og 16 og lovforslagets § 2, stk. 1, 2. pkt.
For så vidt angår underkendelse af afskedigelse kan det kun finde sted, hvor en lønmodtager er afskediget på grund af graviditet eller barsel, eller fordi lønmodtageren har fremsat krav om lige løn eller lønvilkår, jf. ligebehandlingslovens § 16 og ligelønslovens § 3. Det kan endvidere kun finde sted, hvis lønmodtageren direkte nedlægger påstand herom, og det efter en afvejning af parternes interesser ikke findes urimeligt, at ansættelsesforholdet opretholdes. I praksis forventes nævnet kun sjældent at skulle tage stilling til spørgsmålet om underkendelse af afskedigelse, da arbejdsforholdet i mange tilfælde vil være ødelagt, således at parterne ikke er interesseret i, at ansættelsen fortsætter, jf. også hertil bemærkningerne til § 20, stk. 1. I sager, hvor der ikke sker underkendelse af afskedigelsen, kan der i stedet tilkendes en godtgørelse, der ikke kan overstige 78 ugers løn, jf. ligebehandlingsloven § 16, stk. 2 og ligelønsloven § 3, stk. 3.
Nævnet kan ikke træffe afgørelse om erstatning.
Det foreslås i stk. 2, at nævnet skal kunne behandle klager fra en lønmodtager om brud på bestemmelser i kollektive overenskomster om diskrimination på grund af køn, hvis klageren godtgør, at der ikke iværksættes fagretlig behandling af klagen. Dette svarer til bestemmelsen i arbejdsretsloven § 11, stk. 2, hvoraf det fremgår, at en lønmodtager kan anlægge sag ved de almindelige domstole om påståede løntilgodehavender mv., såfremt den pågældende godtgør, at vedkommende faglige organisation ikke agter at iværksætte fagretlig behandling af kravet. Det er hensynet med denne bestemmelse, at personer, der mener sig diskrimineret på grund af køn, kan få behandlet en sag ved nævnet, når sagen ikke vil blive behandlet ad fagretlig vej.
Efter stk. 3 kan nævnet ikke behandle klager, der kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed, før denne har truffet afgørelse i sagen.
Det anførte indebærer f.eks., at en afgørelse om afskedigelse mv., der er truffet af en selvstændig styrelse, ikke kan indbringes for nævnet, før vedkommende departement har truffet afgørelse i sagen. I tilfælde, hvor der kan klages over private institutioner mv. til offentlige myndigheder, skal også denne klagemulighed være udnyttet, før der kan klages til nævnet.
I stk. 4 foreslås, at klagenævnet ikke skal kunne behandle en sag, der allerede verserer ved domstolene.
En klager kan altid trække sin klage tilbage og derved stoppe nævnsbehandlingen, såfremt klageren ønsker, at sagen skal behandles i andet forum. Dette kan hvis klageren ønsker det komme på tale, såfremt den faglige organisation tilkendegiver, at den uanset en tidligere beslutning om ikke at ville føre sagen i det fagretlige system nu er indforstået med at iværksætte fagretlig behandling.
Efter stk. 5 kan sagens parter ikke anlægge sag ved domstolene, så længe sagen verserer for nævnet. Bestemmelsen har til formål at beskytte klageren mod at blive frataget den mere lempelige adgang til prøvelse af sagen, som nævnsordningen indebærer, ved at indklagede indbringer sagen for domstolene.
Bestemmelsen er selvsagt ikke til hinder for, at klageren selv trækker sin klage tilbage og herefter anlægger sag ved domstolene.
Til § 20
Det foreslås i stk. 1, at nævnet skal afvise sager, der ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet.
Som anført i bemærkningerne til § 18 forudsættes nævnet alene at behandle sager på skriftligt grundlag. Nævnet kan således bl.a. ikke foranstalte bevisførelse, herunder afhøring af parter og vidner.
Nævnet vil derfor skulle afvise klager, hvis behandling forudsætter en egentlig bevisførelse. Nævnet må også i øvrigt afvise sager, som skønnes mere egnede til behandling ved domstolene, eller som det i øvrigt må give anledning til betænkelighed at behandle i nævnet. Det kan bl.a. være tilfældet, hvor sagen omhandler seksuel chikane eller hvor en arbejdstager har nedlagt påstand om underkendelse af afskedigelse.
Efter stk. 2 kan nævnet endvidere afvise at behandle en sag, hvis det må anses for åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold.
Der vil i nævnets forretningsorden kunne fastsættes regler, hvorefter sekretariatet bemyndiges til at træffe afgørelse om afvisning af klager efter bestemmelsen.
Til § 21
Nævnet skal efter lovforslaget træffe administrativt endelige afgørelser i sager om forskelsbehandling på grund af køn. Når nævnet derfor har afgjort en sag, kan den ikke efterfølgende prøves ved andet administrativt organ, hvorimod sagen kan prøves ved domstolene.
Det foreslås i stk. 2, at afgørelserne offentliggøres. Nævnet er, som nævnt under bemærkningerne til § 18, underlagt reglerne i forvaltningsloven og dermed også reglerne om tavshedspligt. Afgørelserne vil derfor blive anonymiseret inden offentliggørelse. Det vil blive fastsat i forretningsordenen, at afgørelserne skal indeholde oplysninger om stemmeafgivelsen, hvis afgørelsen ikke er truffet enstemmigt for derved at give sagens parter mulighed for at lade udfaldet af stemmeafgivelsen indgå i overvejelserne om, hvorvidt sagen skal indbringes for en domstol.
Til § 22
Nævnsafgørelsen er efter lovforslaget administrativt endelig, men sagen kan indbringes for domstolene, hvorved der sker en ny prøvelse af sagens faktiske og retlige forhold, uafhængigt af nævnets afgørelse, og hvor der eventuelt vil kunne fremlægges nye oplysninger.
Hvis en afgørelse fra nævnet ikke efterleves, kan ministeren for ligestilling, hvis klageren anmoder herom, indbringe sagen for domstolene. Hensigten med stk. 2 er at sikre en effektiv gennemførelse af nævnets afgørelser. Klageren skal efter forslaget henvende sig til ministeren for ligestilling og anmode om, at sagen bringes for domstolene. Ministeren kan ikke af egen drift indbringe en sag for domstolene.
Til § 23
Det foreslås, at nævnet en gang årligt afgiver en beretning om sin virksomhed, hvilket skal medvirke til at synliggøre nævnets afgørelser samt arten og omfanget af sager om forskelsbehandling på grund af køn. Endvidere kan de årlige beretninger være med til at give Folketinget et kvalificeret beslutningsgrundlag, når loven skal revideres efter to år. Den årlige beretning omhandler nævnets virksomhed generelt, hvorfor det ikke alene er afgørelser, der vil indgå i beretningen, men tillige nævnets rådgivningsvirksomhed, afviste klager o.lign.
Til kapitel 7
Ikrafttrædelses-, ophævelses- og revisionsbestemmelser
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. maj 2000.
Stk. 2 er en overgangsbestemmelse, hvorefter formanden for Ligestillingsnævnet udpeges første gang for en periode af 4 år. Herefter følger udpegningsperioden de almindelige regler. Bestemmelsen er indsat af hensyn til at sikre kontinuitet i nævnets arbejde.
I forbindelse med nedlæggelse af Ligestillingsrådet foretages konsekvensrettelser i ligebehandlings- og ligelønsloven vedrørende Ligestillingsrådets kompetence. Endvidere ophæves ligestillingsloven, udvalgsloven og bestyrelsesloven som konsekvens af lovforslaget.
Til § 25
Til nr. 1
Der foretages konsekvensrettelse i forbindelse med nedlæggelse af Ligestillingsrådet.
Til nr. 2
Bestemmelsen i ligebehandlingsloven § 13 om dispensation ændres. De enkelte ressortministre kan fremover uden høring fravige bestemmelserne i §§ 2-6, hvis det ved visse former for erhvervsudøvelse og -uddannelse er afgørende, at udøveren er af et bestemt køn. Som eksempel på dispensation fra forbudet mod forskelsbehandling kan nævnes, at der på Kirkeministeriets område i dag er en bekendtgørelse, der fritager præstestillinger i folkekirken og lignende stillinger inden for trossamfund fra ligebehandlingslovens område, jf. bekg. nr. 350 af 10. juli 1978. Kirkeministeren vil som ressortminister kunne fastholde en sådan fritagelse.
De enkelte ressortministre kan endvidere tillade særlige foranstaltninger til fremme af lige muligheder for kvinder og mænd. Arbejdsministeren har efter gældende lov bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om positive særforanstaltninger. Denne bemyndigelse overføres til ministeren for ligestilling, der således kan udfærdige generelle retningslinier for særforanstaltninger til fremme af ligestilling.
Til nr. 3 og 4
Der foretages konsekvensrettelser på grund af Ligestillingsrådets nedlæggelse.
Til § 26
Der foretages konsekvensrettelser i lov om Teknologirådet, således at Videnscenter for Ligestilling indgår som medlem af repræsentantskabet i stedet for Ligestillingsrådet.
Til § 27
Der foretages konsekvensrettelse i lov om uddannelses- og erhvervsvejledning, således at Videnscenter for Ligestilling indtræder som medlem af Rådet for Uddannelses- og Erhvervsvejledning i stedet for Ligestillingsrådet. Endvidere foreslås det, at 1 repræsentant for ministeren for ligestilling tilforordnes Rådet i lighed med Undervisningsministeriet og Arbejdsministeriet.
Til § 28
Der foretages konsekvensrettelse af i lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger. Den kompetence der tidligere var tillagt Ligestillingsrådet tilægges med forslaget ministeren for ligestilling.
Til § 29
Ministeren for ligestilling fremsætter forslag om revision af lovens regler vedrørende Ligestillingsnævnet efter en toårig forsøgsperiode. Relevante aktører, herunder arbejdsmarkedets parter, vil blive hørt i forbindelse med den evaluering af nævnet, der forventes iværksat før revision af lovens bestemmelser.
Til § 30
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 25
I lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 213 af 3. april 1998, foretages følgende ændringer: Stk. 3. Loven finder ikke anvendelse i det omfang, en tilsvarende pligt til ligebehandling følger af en kollektiv overenskomst, jf. dog § 18, stk. 2.
I § 1, stk. 3, udgår », jf. dog § 18, stk. 2«.
2. § 13 affattes således: § 13. Såfremt det ved visse former for erhvervsudøvelse- og uddannelser er afgørende, at udøveren er af et bestemt køn, kan den minister, under hvis forretningsområde den pågældende virksomhed hører, efter indhentet udtalelse fra arbejdsministeren og Ligestillingsrådet fravige bestemmelserne i §§ 2-6.
»§ 13. Hvis det ved visse former for erhvervsudøvelse- og uddannelse er afgørende, at udøveren er af et bestemt køn, kan den minister, under hvis forretningsområde den pågældende virksomhed hører, fravige bestemmelserne i §§ 2-6. Stk. 2. Ligestillingsrådet kan efter indhentet udtalelse fra den minister, hvorunder spørgsmålet hører, tillade foranstaltninger, der fraviger §§ 2-6 med henblik på at fremme lige muligheder for mænd og kvinder, navnlig ved at afhjælpe de faktiske uligheder, som påvirker adgangen til beskæftigelse, erhvervsuddannelse mv.
Stk. 2. Den minister, under hvis forretningsområde en virksomhed hører, kan tillade foranstaltninger, der fraviger §§ 2-6 med henblik på at fremme lige muligheder for kvinder og mænd, navnlig ved at afhjælpe de faktiske uligheder, som påvirker adgangen til beskæftigelse, erhvervsuddannelse mv. Stk. 3. En tilladelse i henhold til stk. 2 forudsætter tilslutning fra arbejdsmarkedets parters repræsentanter i Ligestillingsrådet.
Stk. 3. Ministeren for Ligestilling kan efter lov om ligestilling af kvinder og mænd fastsætte nærmere regler for i hvilke tilfælde, der kan iværksættes foranstaltninger til fremme af lige muligheder for kvinder og mænd uden tilladelse efter stk. 2. Stk. 4. Arbejdsministeren kan efter indstilling fra Ligestillingsrådet og efter forhandling med den minister, hvorunder spørgsmålet hører, bestemme, at der inden for nærmere afgrænsede områder kan iværksættes foranstaltninger til fremme af lige muligheder for mænd og kvinder uden tilladelse efter stk. 2.
Stk. 4. De i stk. 1 og 2 nævnte fravigelser skal indberettes til ministeren for ligestilling af vedkommende minister hvert andet år inden den første november, første gang i år 2002.
§ 18. Ligestillingsrådet kan af egen drift eller efter anmodning undersøge forhold, der vedrører denne lov.
§ 18 ophæves. Stk. 2. Arbejdsgivere og lønmodtagere samt disses organisationer skal efter anmodning overlade Ligestillingsrådet enhver oplysning, der er af betydning for Ligestillingsrådets virksomhed.
§ 19. Overtrædelse af §§ 2-6 og § 18, stk. 2, straffes med bøde.
I § 19, stk. 1 udgår »og § 18, stk. 2«.
§ 27
I lov nr. 375 af 14. juni 1995 om Teknologirådet foretages følgende ændringer: 5) 1 medlem udpeges af Ligestillingsrådet,
I § 5, stk. 2, nr. 5, ændres »Ligestillingsrådet« til: »Videnscenter for Ligestilling«.
§ 28
I lov om uddannelses- og erhvervsvejledning, jf. lovbekendtgørelse nr. 452 af 4. juni 1996, foretages følgende ændringer: Stk. 3. Rådets øvrige medlemmer udpeges af arbejdsministeren efter indstilling således:
1. I § 3, stk. 3 ændres »Ligestillingsrådet« til: »Videnscenter for Ligestilling«. 1 medlem indstilles af Landsorganisationen i Danmark,
1 medlem indstilles af Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,
1 medlem indstilles af Akademikernes Centralorganisation,
1 medlem indstilles af Dansk Arbejdsgiverforening,
1 medlem indstilles af Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger,
1 medlem indstilles af Amtsrådsforeningen i Danmark,
1 medlem indstilles af Kommunernes Landsforening,
1 medlem indstilles af Københavns og Frederiksberg Kommuner i fællesskab,
1 medlem indstilles af Fællesrådet for Foreninger for Uddannelses- Erhvervsvejledning,
1 medlem indstilles af Ligestillingsrådet,
1 medlem indstilles af Danske Kvinders Nationalråd,
3 medlemmer indstilles af Dansk Ungdoms Fællesråd,
1 medlem indstilles af Ledernes Hovedorganisation,
1 medlem indstilles af De danske Landboforeninger og Dansk Familielandbrug i fællesskab,
1 medlem indstilles af De samvirkende invalideorganisationer, og
1 medlem indstilles af Rådet for etniske minoriteter.
2. § 3, stk. 4, affattes således: Stk. 4. Desuden tilforordnes rådet 2 repræsentanter for Arbejdsministeriet og 2 repræsentanter for Undervisningsministeriet.
»Stk. 4. Desuden tilforordnes rådet 2 repræsentanter for Arbejdsministeriet og 2 repræsentanter for Undervisningsministeriet og 1 repræsentant for ministeren for ligestilling.«
§ 29
I lov nr. 134 af 25. februar 1998 om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger foretages følgende ændringer:
§ 18. Ligestillingsrådet kan af egne drift eller efter anmodning undersøge forhold, der vedrører loven.
I § 18, stk. 1 ændres »Ligestillingsrådet« til: »Ministeren for ligestilling«.
Stk. 2. Faglige organisationer og arbejdsgivere omfattet af loven og virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet skal efter anmodning overlade Ligestillingsrådet enhver oplysning, der er af betydning for Ligestillingsrådets virksomhed efter loven.
I § 18, stk. 2 ændres »Ligestillingsrådet« til: »ministeren for ligestilling« og »Ligestillingsrådets« til: »ministeren for ligestillings«.
Stk. 3. De oplysninger, jf. stk. 1 og 2, som Ligestillingsrådet modtager efter loven, er omfattet af tavshedspligten i § 240 c i lov om forsikringsvirksomhed.
3. I § 18, stk. 3 ændres »Ligestillingsrådet« til: »ministeren for ligestilling«.
Bilag 2
Folketingets forhandlinger vedrørende lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov mv.
Folketingsåret 1977-78:
Sp. 4113, 5287, 7874, 8056
A 3083, B 577, C 389
Loven stadfæstet 12. april 1978
(Lovtidende 161)
Folketingsåret 1983-84:
Sp. 142, 739, 1794, 2273
A 783, B 177, C 57
Loven stadfæstet 28. marts 1984
(Lovtidende 117)
Folketingsåret 1988-89:
Sp. 755, 1386, 8340, 8496
A 1835, B 1025, C 797
Loven stadfæstet 19. april 1988
(Lovtidende 244)
Folketingsåret 1989-90:
Sp. 2860, 4279, 8750, 8873
A 2449, B 741, C 483
Loven stadfæstet 2. maj 1990
(Lovtidende 268)
Folketingsåret 1993-94:
Sp. 5242, 6135, 10930, 11129
A 6095, B 1237, C 1033
Loven Stadfæstet 1. juni 1994
(Lovtidende 412)
Folketingstidende 1993-94:
p. 10006, 10536, 11800, 12348
A 8769, B 1631, C 1441
Loven stadfæstet 1. juni 1994
(Lovtidende 416)
Folketingsåret 1997-98:
Sp. 1978, 2436, 2621
A 2435, 2428, B 150, C 282
Loven Stadfæstet 19. december 1997
(Lovtidende 1111)
Bilag 3
Folketingets forhandlinger vedrørende lov om Teknologirådet
Folketingsåret 1994-95
Sp. 1917, 2364, 6083, 6326
A 1165, B 603, C 494
Loven stadfæstet 14. juni 1995
(Lovtidende 375)
Bilag 4
Folketingets forhandlinger vedrørende lov om uddannelses- og erhvervsvejledning
Folketingsåret 1980-81:
Sp. 10234, 10523, 11983, 12330
A 4937, B1007, 1015 C 713
Loven stadfæstet 10. juni 1981
(Lovtidende nr.276)
Folketingsåret 1995-96:
Sp. 3011, 3429, 5159, 5468
A 3744, B 450, C 404
Loven stadfæstet 24. april 1996
(Lovtidende 288)
Bilag 5
Folketingets forhandlinger vedrørende lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger
