Ligestillingsloven § 3d

Efter stk. 1 kan ressortministeren på eget område uanset bestemmelsen i § 2 tillade foranstaltninger til fremme af ligestilling, der har til formål at forebygge eller opveje forskelsbehandling på grund af køn. Bestemmelsen tager sit udgangspunkt i retten til at indføre positive særforanstaltninger til fremme af lige muligheder for kvinder og mænd for EUs medlemsstater, der blev traktatfæstet med Amsterdamtraktaten. Det fremgår af EF-traktatens artikel 141 (tidligere artikel 119), at "For at sikre fuld ligestilling mellem mænd og kvinder i praksis på arbejdsmarkedet er princippet om ligebehandling ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater opretholder eller vedtager foranstaltninger, der tager sigte på at indføre specifikke fordele, der har til formål at gøre det lettere for det underrepræsenterede køn at udøve en erhvervsaktivitet eller at forebygge eller opveje ulemper i den erhvervsmæssige karriere".

Positive særforanstaltninger kan omfattet en lang række instrumenter, hvor bl.a. kan nævnes særligt formulerede informationskampagner, økonomiske incitamenter og personalepolitiske tiltag i den enkelte virksomhed.

De enkelte ressortministre kan efter forslaget på hver deres forretningsområde tillade positive særforanstaltninger uanset det generelle forbud mod forskelsbehandling i § 2. Den myndighed, virksomhed eller organisation, der ønsker en dispensation fra forbudet mod forskelsbehandling skal søge om den hos de enkelte ressortministre, der herefter beslutter om ansøgningen skal imødekommes. Efter ligebehandlingslovens regler kan der iværksættes foranstaltninger til fremme af ligestilling, og § 3 skal sikre, at der også på områder, der ikke er omfattet af ligebehandlingsloven, kan tages særlige ligestillingsinitiativer, idet initiativerne kan have enten kvinder eller mænd som den primære målgruppe. Særforanstaltninger kan tænkes anvendt for eksempel inden for undervisning, der ikke er omfattet af ligebehandlingsloven, fordi der ikke er tale om egentlig erhvervsuddannelse.

I stk. 2 foreslås ministeren for ligestilling bemyndiget tilat fastsætte overordnede regler for, hvornår der kan iværksættes positive særforanstaltninger til fremme af ligestilling uden forudgående dispensation fra ressortministrene. Arbejdsministeren er i dag tillagt en lignende bemyndigelse i ligebehandlingslovens § 13, stk. 4, men det omfatter alene beskæftigelse og erhvervsuddannelse. Af bet. 1370 fremgår bl.a., at udvalget indstiller, at dispensationsreglerne i ligebehandlingsloven tages op til overvejelse, så det bliver muligt at gennemføre positiv særbehandling inden for fastlagte rammer uden konkret ansøgning. Det vil efter lovforslaget være muligt for ministeren for ligestillingat udarbejde en bekendtgørelse, der beskriverde foranstaltninger, der kan iværksættes uden dispensation. Der er tale om en generel bemyndigelse, der både vedrører områder, der er omfattet af ligebehandlingsloven og områder, der er omfattet af nærværende lovforslag. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at kompetencen til at fravige ligebehandlingsprincippet konkret i forbindelse med beskæftigelse og erhvervsuddannelse mv. tillægges ressortministrene, jf. § 3, stk. 1.

Kompetencen hos ministeren for ligestilling dækker således de mere overordnede principper, hvorimod administrationen og de konkrete fravigelser tillægges de enkelte ressortministre.

§ 3 skal ses i nær sammenhæng med § 2. Forbudet mod forskelsbehandling i § 2 skal derfor ikke ses som absolut, da det kan være nødvendigt at behandle kvinder og mænd forskelligt for netop at stille dem lige og sikre reelt lige muligheder. Adgangen til at iværksætte positive særforanstaltninger kan derfor i nogle tilfælde være en forudsætning for at opfylde lovens formål i henhold til § 1.

I stk. 3 præciseres det, at dispensationer inden for områder, der er omfattet af ligebehandlingsloven skal gives i henhold til den pågældende lov, jf. ligebehandlingsloven § 13. Med dette lovforslag ændres reglerne i ligebehandlingsloven § 13, så det er de samme principper, der gælder for tilladelse til at fravige princippet om lige behandling og dermed gennem positive særforanstaltninger at fremme ligestilling og lige muligheder for kvinder og mænd i denne lov og i ligebehandlingsloven. Dispensation fra ligebehandlingsprincippet inden for beskæftigelse og erhvervsuddannelse reguleres i ligebehandlingsloven efter tilsvarende princip om, at ressortministeren har ansvaret for og retten til at tillade positive særforanstaltninger på eget område, mens ministeren for ligestilling kan udstede generelle undtagelser fra ligebehandlingsprincippet i bekendtgørelsesform, jf. bemærkningerne til § 25.

Til kapitel 3

Offentlige myndigheders forpligtelser