Ligestillingsloven § 2

Bestemmelsen indeholder lovforslagets generelle regel om lige behandling af kvinder og mænd.

I stk. 1 fastslås i 1. pkt., at kvinder og mænd skal behandles på lige vilkår inden for den offentlige forvaltning og inden for erhvervsmæssig og almen virksomhed.

Bestemmelsens anvendelsesområde svarer bortset fra den offentlige forvaltning i det væsentlige til anvendelsesområdet for lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv. Særligt med hensyn til den offentlige forvaltning bemærkes, at der her efter almindelige forvaltningsretlige principper allerede gælder et forbud mod usaglig forskelsbehandling, herunder af kvinder og mænd. Det er imidlertid af principielle grunde fundet rigtigst at fastsætte en udtrykkelig bestemmelse herom i lovforslaget. Bestemmelsen indebærer ikke på dette punkt ændringer i forhold til gældende ret.

Offentlig forvaltning omhandler bl.a. ydelser fra det offentlige, f.eks. det offentliges betjening af arbejdsmarkedet i arbejdsformidlingerne og det offentliges servicering af borgerne, for eksempel retten til offentlige sundhedsforanstaltninger, lægebehandling og sociale ydelser.

Den foreslåede bestemmelse indebærer således navnlig et forbud mod forskelsbehandling af kvinder og mænd inden for erhvervsmæssig virksomhed. Udtrykket almen virksomhed er i den forbindelse alene medtaget for at sikre, at forbudet også gælder for de almene boligorganisationers udlejningsvirksomhed.

Udtrykket erhvervsmæssig virksomhed skal som i racediskriminationsloven forstås bredt og omfatter ikke kun egentlige forretningsdrivende, men også f.eks. udbydere af tjenesteydelser, herunder håndværkere, advokater, tandlæger, ejendomsmæglere mv. Endvidere er bl.a. forlystelser, herunder restauranter, cafeer, udstillinger, biografer og diskoteker mv., omfattet.

Det er således uden betydning, hvilken nærmere karakter den pågældende virksomhed har, blot den kan betegnes som erhvervsmæssig. Ved afgørelsen af dette spørgsmål må der anlægges en samlet vurdering, hvor det bl.a. må tillægges betydning, i hvilket omfang virksomheden bidrager til den pågældendes samlede indkomst, og i hvilket omfang virksomheden i øvrigt kan siges at have forretningsmæssig karakter. Der må i den forbindelse også lægges vægt på, om reale grunde taler for, at den pågældende frit bør kunne vælge kun at indgå aftale mv. med personer af et bestemt køn. Som eksempler på virksomhed, der ud fra disse principper i almindelighed vil falde uden for bestemmelsen, kan nævnes enkeltpersoners udlejning på rent privat basis af værelser mv. samt salg af private ejendele. Endvidere vil f.eks. lokale sportsforeninger i almindelighed falde uden for bestemmelsen.

Privatlivsforhold er selvsagt heller ikke omfattet.

Der henvises nærmere til stk. 4 og til bemærkningerne til denne bestemmelse for områder, der allerede er omfattet af anden lovgivning om ligestilling og ligebehandling.

Inden for bestemmelsens anvendelsesområde skal kvinder og mænd behandles på lige vilkår.

Det betyder, at der ikke må finde vilkårlig forskelsbehandling sted mellem kvinder og mænd. Det gælder, uanset om der er tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling.

Direkte forskelsbehandling omfatter beslutninger, handlinger, begrundelser og valg af kriterier mv., hvor motivet er at forskelsbehandle kvinder og mænd. Indirekte forskelsbehandling omfatter forhold, handlinger, beslutninger, begrundelser mv., der i praksis har en kønsskæv effekt. Motivet er for så vidt underordnet, hvis effekten er kønsskæv.

Omfattet af forbudet er således ikke kun tilfælde, hvor der udtrykkeligt lægges vægt på den pågældendes køn, men efter omstændighederne også tilfælde, hvor der lægges vægt på andre »kønsspecifikke« forhold, f.eks. graviditet.

Forbudet mod forskelsbehandling gælder på den anden side ikke, hvis denne er begrundet i saglige og objektive forhold, der ikke er begrundet i køn. Bestemmelsen er f.eks. ikke til hinder for, at der opkræves forskellig betaling for erhvervsmæssig betjening mv. af kvinder og mænd, hvis dette er begrundet i en forskel i omkostninger, eller at betjening af det ene køn afvises med den begrundelse, at den pågældende alene er fagligt kvalificeret til eller særligt specialiseret i behandling mv. af det andet køn. Det vil f.eks. selvsagt ikke være i strid med bestemmelsen, at personer, der er specialiserede i betjening af det ene køn, afviser at betjene det andet, som f.eks. uddannede herre- eller dameskræddere. Det samme synspunkt gør sig gældende for skønhedsklinikker og frisører, der er specialiseret i at betjene det ene køn.

Afgørelsen af, om der i en konkret situation er tale om behandling på lige vilkår eller der foreligger diskrimination i strid med loven, må træffes efter en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder.

Om fravigelse af bestemmelsen med det formål at fremme ligestilling henvises til den foreslåede bestemmelse i § 3.

Efter bestemmelsens 2. pkt. kan der tilkendes en person, hvis rettigheder efter stk. 1 overtrædes, en godtgørelse. Tilsvarende bestemmelser findes i anden ligestillingslovgivning, jf. f.eks. § 14 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov mv.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at der efter almindelige regler tillige tilkendes den pågældende erstatning. Det kan f.eks. gælde, hvis det forhold, at en erhvervsdrivende i strid med 1. pkt. har afvist at betjene en person, har påført vedkommende et økonomisk tab.

Efter stk. 2 kan ministeren for ligestilling fastsætte regler om, at nærmere angiven erhvervsmæssig og almen virksomhed ikke er omfattet af stk. 1. Bestemmelsen giver derimod ikke hjemmel til at fastsætte undtagelser for den offentlige forvaltnings vedkommende. Det skyldes, at bestemmelsen i stk. 1 på dette punkt svarer til gældende ret, jf. ovenfor.

Bestemmelsen tager sigte på tilfælde, hvor kvinder og mænd for så vidt ikke kan siges at blive behandlet på lige vilkår, jf. stk. 1, men hvor det må anses for rimeligt og naturligt at opretholde en adgang til en sådan forskelsbehandling. Der kan f.eks. i det omfang, der i øvrigt er tale om erhvervsmæssig virksomhed, jf. stk. 1 være tale om danseskoler, balletskoler eller madlavningsskoler mv., der ønskes forbeholdt det ene køn.

Ministeren for ligestilling vil gennemføre en høring af ministerier og relevante erhvervsorganisationer mv. for at få afdækket, om der er behov for at undtage nærmere angivne former for virksomhed som ovenfor nævnt.

Efter stk. 3 kan der tilkendes personer, der udsættes for seksuel chikane, en godtgørelse. Der skal herved navnlig lægges vægt på, om der har bestået et afhængighedsforhold mellem den, der har været udsat for chikanen, og den, der har udøvet den.

Bestemmelsen supplerer de øvrige bestemmelser i dansk ret om seksuel chikane, jf. navnlig erstatningsansvarslovens § 26 om godtgørelse for tort og § 4 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov mv.

Tilfælde, der er omfattet af sidstnævnte lov, vil fortsat skulle behandles efter denne, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 4 og bemærkningerne til bestemmelsen. I forhold til erstatningsansvarslovens § 26 indebærer bestemmelsen navnlig en lempelse af niveauet for, hvornår der foreligger en retsstridig adfærd.

Anvendelsesområdet for bestemmelsen er det samme som i stk. 1, dvs. den offentlige forvaltning, erhvervsmæssig og almen virksomhed.

En betingelse for, at der kan ydes godtgørelse, er at omstændighederne taler for det, dvs. at det må anses for rimeligt. Bestemmelsen har karakter af en lovbestemt retlig standard, og har til formål også uden for ligebehandlingslovens område at give et rimeligt retsværn mod den omhandlede form for chikane.

Der skal efter bestemmelsen navnlig lægges vægt på, om der har bestået et afhængighedsforhold mellem den, der har været udsat for chikanen, og den, der har udøvet den. Det er her forudsat, at der i almindelighed må være tale om et afhængighedsforhold mellem »offeret« og »chikanøren«, der kan sammenlignes med forholdet mellem arbejdsgiveren og den ansatte, jf. herved den nævnte bestemmelse i ligebehandlingslovens § 4. Der kan f.eks. være tale om lærere i forhold til elever, læger eller andet sundhedspersonale i forhold til patienter eller institutionsansatte i forhold til anbragte mv.

Det er ikke i sig selv afgørende, hvilken form den seksuelle chikane har, herunder om der er tale om fysiske eller verbale tilnærmelser mv. Der må således anlægges en samlet og konkret vurdering af, om den adfærd, der har været udvist, overskrider grænserne for, hvad den pågældende må acceptere. Der må bl.a. lægges vægt på den nærmere karakter af adfærden, og på de hidtidige personlige forhold mellem de involverede personer.

Som følge af, at der, jf. ovenfor, skal være tale om et afhængighedsforhold mellem de pågældende, der kan sammenlignes med forholdet mellem arbejdsgiver og ansat, forudsættes det, at hidtidig retspraksis efter ligebehandlingslovens § 4 tillægges væsentlig vejledende betydning ved fastlæggelsen af grænserne for den retsstridige adfærd.

Seksuel chikane defineres inden for EU ( resolution af 27. november 1991, KOM(1991)2625) som adfærd af seksuel karakter eller anden kønsbestemt adfærd, der krænker kvinders eller mænds værdighed på arbejdspladsen. Dansk Arbejdsgiverorganisation og Landsorganisationen i Danmark har anvendt samme definition i deres aftale om ligebehandling, tillæg til samarbejdsaftalen. Forbudet gælder uanset om den seksuelle chikane udøves mod en person af samme eller modsatte køn. Chikanen er alene omfattet, hvis den retter sig mod en eller flere bestemte personer, dvs. et reklamefremstød af seksuel karakter vil ikke umiddelbart være omfattet af bestemmelsen.

Uden for bestemmelsens område vil der selvsagt fortsat kunne tilkendes godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, såfremt betingelserne i denne bestemmelse må anses for opfyldt. Bestemmelsen indebærer ingen ændring i gældende ret i forhold til denne bestemmelse.

Efter stk. 4 gælder, at lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse, barselorlov mv., lov om lige løn til mænd og kvinder og lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger finder anvendelse på de områder, der er omfattet af disse love. Disse love finder på deres område anvendelse i stedet for bestemmelserne i ligestillingsloven og er således at betragte som »lex specialis« i forhold til ligestillingsloven.

Dette berører imidlertid ikke det overordnede ansvar for koordinering af regeringens ligestillingsarbejde, som er tillagt ministeren for ligestilling, og som således også omfatter bl.a. arbejdsmarkedsområdet.

Lovforslaget tilsigter i øvrigt ikke at ændre i anden lovgivning. Det almindelige princip, som lovforslaget er udtryk for, bør imidlertid indgå i overvejelser om ændring af lovgivning mv., der direkte eller indirekte kan have en kønsdiskriminerende virkning.

Særlige foranstaltninger til fremme af ligestilling