Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Tilknyttede dokumenter
Relaterede love
A, en lærling, indbragte via 3F en sag for Tvistighedsnævnet mod virksomhed B med påstand om efterbetaling af løn og overarbejde på i alt 23.278,81 kr. Virksomheden nedlagde påstand om frifindelse og et modkrav på 3.075,69 kr. for tilbagebetaling af for høj timeløn og manglende betaling af timer.
Den 29. januar 2020 indgik A og B en uddannelsesaftale om ny mesterlære og hovedforløb som anlægsstruktør. Aftalen fastsatte en uddannelsesperiode fra den 29. januar 2020 til den 29. september 2023. Ifølge aftalens punkt 8 skulle lønnen udgøre den gældende mindstebetaling for elever fastsat ved kollektiv overenskomst inden for uddannelsesområdet, og den normale arbejdstid var angivet som 37 timer pr. uge.
Virksomheden forsøgte den 19. maj 2020 at ophæve aftalen gensidigt på grund af samarbejdsvanskeligheder, hvilket A bestred. Efter et møde i det lokale uddannelsesudvalg den 10. juni 2020 blev det aftalt, at virksomheden ensidigt ophævede uddannelsesaftalen med virkning fra den 30. juni 2020, og A blev fritstillet.
Den 3. juni 2020 fremsatte 3F krav om efterbetaling af løn, herunder for overarbejde. Virksomheden bestred kravet og mødte ikke op til et forligsmøde. Det Faglige Fællesudvalg for Struktør-, Brolægger- og Tagdækkerfaget erklærede herefter, at sagen kunne indbringes for Tvistighedsnævnet.
3F's opgørelse dækkede perioden fra den 3. februar til den 30. juni 2020 og baserede sig på 37 timer pr. uge, selv i uger med færre arbejdstimer, og inkluderede overskydende timer som overarbejde. 3F anvendte en timeløn på 75 kr.
Virksomhedens opgørelse dækkede perioden fra den 20. januar til den 26. juni 2020 og beregnede et gennemsnitligt timetal på 37,19 timer pr. uge. Virksomheden mente, at A havde krav på en timeløn på 71,25 kr. og argumenterede for, at A ikke var ansat på et fast timeantal, men "op til 37 timer om ugen", og at overarbejde kun skulle honoreres, hvis det var beordret.
Sagen blev behandlet med udgangspunkt i Erhvervsuddannelsesloven § 55, stk. 2, som fastslår, at lønnen i en uddannelsesaftale mindst skal udgøre den løn, der er fastsat ved kollektiv overenskomst inden for uddannelsesområdet.
Tvistighedsnævnet fandt, at uddannelsesaftalen var det aftaleretlige grundlag mellem parterne, og at den ugentlige arbejdstid var aftalt til 37 timer. Dette stemte overens med Bygge- og Anlægsoverenskomsten 2020, kapitel 20 om elever, § 6, nr. 1, som fastsætter løn for 37 timer pr. uge.
Nævnet fastslog, at A havde krav på løn for 37 timer pr. uge, uanset om virksomheden havde anvendt hans arbejdskraft eller ej, da der ikke forelå oplysninger om forsømmelse, der ikke skyldtes sygdom. A var ikke forpligtet til at acceptere en varierende ugentlig arbejdstid. Desuden havde A krav på betaling for de timer, der i de enkelte uger lå ud over 37 timer, som skulle honoreres som overarbejde i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser. Tvistighedsnævnet lagde 3F's opgørelse af det antal timer, der kræves efterbetaling for, til grund, da den var i overensstemmelse med de fremlagte tidsregistreringer.
Det fremgik af uddannelsesaftalen, at lønnen skulle udgøre den gældende mindstebetaling. Derfor skulle opgørelsen af kravet ske på baggrund af den timetakst på 71,25 kr., der fulgte af overenskomsten, og ikke den højere takst på 75 kr., som virksomheden fejlagtigt havde anvendt. Nævnet bemærkede, at den omstændighed, at virksomheden ved en fejl havde anvendt en højere timetakst, ikke kunne føre til, at denne takst kunne anses for aftalt. A's krav på efterbetaling skulle reduceres med det beløb, som den udbetalte løn urigtigt var blevet forhøjet med, idet reglerne om condictio indebiti ikke var til hinder for en sådan reduktion.
Tvistighedsnævnet bestemte, at B skulle betale 16.666,74 kr. til A. Beløbet fordelte sig således:
Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part. Sagen kunne indbringes for domstolene inden 8 uger.
Børne- og UndervisningsministerietPublikationen er den sidste i en serie på fire udgivelser, der giver indsigt i elementer i den kommunale ungeindsats. Denne publikation sætter fokus på virksomhedspraktik i FGU.
Børne- og Undervisningsministeriet
Sagen omhandler en tvist mellem klager, A, repræsenteret af Dansk Metal, og indklagede, B, vedrørende krav om udbetaling af løn, pension, feriepenge og overarbejdsbetaling. A har fremsat et samlet krav på 85.318,71 kr. med procesrente.
Den 26. juni 2018 indgik A, født den 19. juni 1999, og B en uddannelsesaftale om uddannelse som personvognsmekaniker. Uddannelsesperioden var oprindeligt fra den 26. marts 2018 til den 20. december 2019, men blev forlænget til den 23. januar 2021 ved et tillæg af 1. april 2019. Aftalen fastsatte, at lønnen skulle udgøre den gældende mindstebetaling for elever i henhold til kollektiv overenskomst inden for uddannelsesområdet. Virksomheden var ikke omfattet af Industriens Overenskomst via medlemskab af en organisation og havde heller ikke tiltrådt overenskomsten.
En arbejdsgiver må ikke nægte at tage kvindelige lærlinge, fordi de er kvinder. Det slår Ligebehandlingsnævnet fast i afgørelse.
En ny statusredegørelse for erhvervsuddannelserne viser fortsat høj trivsel blandt eleverne og stor tilfredshed hos virksomhederne med deres lærlinge.
Uddannelsesaftalen blev ophævet i slutningen af august 2020, men parterne var uenige om, hvem der ophævede aftalen. A fremlagde en blanket, der angav, at han ensidigt havde ophævet aftalen den 28. august 2020, underskrevet af ham selv, men ikke af virksomheden. B fremlagde et "Bortvisningsbrev" dateret den 27. august 2020, underskrevet af direktør V1, men ikke af A. Brevet angav stofmisbrug, tyveri, dårlig opførsel og ulovlig kørsel som årsager til bortvisningen. Erhvervsskolen registrerede As ophævelse den 21. september 2020.
Efter ophævelsen af aftalen fik A foretaget et løntjek hos Dansk Metal. Flere forligsmøder blev afholdt, herunder den 8. januar 2021 og 22. januar 2021, samt et møde i Metalindustriens Uddannelsesudvalg den 22. april 2021. Da der ikke kunne opnås enighed, blev sagen indbragt for Tvistighedsnævnet den 18. maj 2021.
As forklaring: A forklarede, at han ophævede aftalen på grund af personaleflugt, herunder værkfører N1, og mistanke om fusk med biler. Han havde en aftale med N1 om privat brug af værkstedet uden for arbejdstid, hvor han stemplede ud. Han købte reservedele via virksomheden og betalte N1 kontant, og afviste at skylde virksomheden det af V1 oplyste beløb på ca. 190.000 kr. Han fastholdt, at overarbejdet var for virksomheden og efter anmodning fra N1, og at hans tidsregistrering var korrekt.
Bs forklaring (ved direktør V1): V1 forklarede, at virksomheden havde et underskud på ca. 2,5 mio. kr. på grund af massiv svindel, som han mente A og N1 stod bag. Han bortviste dem begge. V1 mente, at As registrerede overarbejde reelt var privat arbejde, og at elever kun sjældent havde overarbejde. Han bestred Dansk Metals opgørelse af kravet, idet han mente, den var baseret på takster for en 4½-årig uddannelse i stedet for en 4-årig. V1 hævdede desuden, at A skyldte virksomheden 189.479,70 kr. for ubetalte reservedele.
V2s forklaring (Dansk Metal): V2, der havde udarbejdet kravet, forklarede, at beregningen var baseret på As tidsregistrering og takster for en 4-årig uddannelse. Han bekræftede, at A ophævede aftalen på grund af usikkerhed efter personaleflugt.
Sagen blev behandlet med udgangspunkt i Erhvervsuddannelsesloven § 55, stk. 2, som fastslår, at elevlønnen mindst skal udgøre den løn, der er fastsat ved kollektiv overenskomst inden for uddannelsesområdet.
A, en voksenlærling, indgik den 19. september 2018 en uddannelsesaftale med virksomheden B om en kokkeuddannelse, der sk...
Læs mereSagen omhandler en tvist mellem en elev, A, og virksomheden B, der senere gik konkurs. Tvisten drejer sig om godtgørelse...
Læs mere