Afvisning af klage over manglende håndhævelse af beplantningsservitut i Frederikshavn

Sagen vedrører en ejendom i Frederikshavn, som er omfattet af en privatretlig servitut tinglyst den 16. november 1972. Denne deklaration indeholder bestemmelser om beplantning på ejendommen, herunder specifikke regler for beplantningens højde og vedligeholdelse. Konflikten opstod, da en nabo klagede til Frederikshavn Kommune over, at ejeren af den pågældende ejendom ikke overholdt disse bestemmelser.

Den 4. september 2024 traf Frederikshavn Kommune en beslutning om, at de ikke ville foretage en administrativ håndhævelse af servitutbestemmelserne vedrørende højden på beplantningen. Kommunen valgte således ikke at gøre brug af deres beføjelser til at gribe ind over for de påståede overtrædelser.

Naboklagens indhold og argumentation

Naboen indleverede den 24. september 2024 en klage over kommunens beslutning. Klageren argumenterede for, at den manglende vedligeholdelse af beplantningen ikke blot var i strid med den tinglyste servitut, men også medførte en reel brandrisiko for de omkringliggende ejendomme. Klageren ønskede derfor, at Planklagenævnet skulle pålægge kommunen at håndhæve reglerne.

Kommunens kompetence og Planklagenævnets afgrænsning

Sagens kerne omhandler rækkevidden af Planloven § 43. Bestemmelsen giver en kommune ret til at håndhæve privatretlige servitutter, hvis servitutten vedrører forhold, som der ellers kunne fastsættes regler om i en lokalplan. Det er dog en væsentlig juridisk pointe, at denne bestemmelse er en skønsmæssig beføjelse for kommunen og ikke en forpligtelse.

Planklagenævnet redegjorde for, at deres kompetence er begrænset til at efterprøve retlige spørgsmål i forbindelse med afgørelser truffet efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet præciserede i den forbindelse retstilstanden for kommunal håndhævelse:

En kommunes beslutning om ikke at ville bruge bestemmelsen – hvad enten dette skyldes, at kommunen ikke har ønsket at håndhæve servitutbestemmelsen, eller at kommunen ikke har fundet, at servitutbestemmelsen er overtrådt – er ikke en afgørelse efter planloven og kan derfor ikke påklages til og efterprøves af Planklagenævnet.

Da Frederikshavn Kommune aktivt havde valgt ikke at benytte deres ret til at håndhæve servitutten, forelå der ingen afgørelse efter planloven, som nævnet kunne tage stilling til. Eksistensen af en brandrisiko eller den faktiske overtrædelse af servitutten ændrede ikke på dette processuelle udgangspunkt.

Planklagenævnet afviste at behandle klagen. Nævnet begrundede afgørelsen med, at en kommunes beslutning om ikke at håndhæve en privatretlig servitut i medfør af ikke udgør en afgørelse i planlovens forstand, der kan påklages til nævnet. Nævnet vejledte klageren om, at spørgsmålet om servituttens overholdelse i stedet må afgøres ved et civilretligt søgsmål ved domstolene. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne i overensstemmelse med .