Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til terrænregulering i Jammerbugt Kommune

Planklagenævnet har kompetence til at behandle en kommunes afgørelse efter Planloven § 35, stk. 1, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 1. Nævnet kan desuden tage stilling til retlige spørgsmål vedrørende kommunens øvrige afgørelser efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3, herunder om et forhold kræver landzonetilladelse.

Vurdering af krav om landzonetilladelse

Planklagenævnet bemærkede, at terrænreguleringer ikke i sig selv er omfattet af kravet om landzonetilladelse, men kan udgøre en ændret anvendelse, der kræver tilladelse. Der gælder en bagatelgrænse for, hvad der udløser krav om landzonetilladelse, hvor bebyggelse eller aktiviteter af begrænset omfang kan falde under denne grænse, hvis de ikke har betydning i forhold til landzonebestemmelsernes formål. Nævnet fremhævede, at et stiforløb som udgangspunkt ikke kræver landzonetilladelse, da ændringen ikke anses for at have den fornødne relevans i forhold til landzonereglernes formål.

Planklagenævnets afgørelse

Planklagenævnet lagde til grund, at der ikke blev tilført jord til arealet, og at projektet vedrørte oprydning og udjævning af eksisterende jordbunker. På baggrund heraf fandt nævnet, at det ansøgte projekt ikke er omfattet af kravet om landzonetilladelse, da det ikke medfører en ændret anvendelse af arealet. Som følge af denne vurdering fandt nævnet ikke grundlag for at tage stilling til de øvrige klagepunkter.

Planklagenævnet ophæver Jammerbugt Kommunes afgørelse af 25. oktober 2023 om landzonetilladelse og lovliggørende landzonetilladelse til terrænregulering. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.

Fredning – Stevns Klint

Stevns Klint blev i 2014 optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Senere rejste Stevns Kommune og Danmarks Naturfredningsforening sag om fredning af Stevns Klint.

Kommunens tidligere afgørelser og klagen

Kommunen traf den 30. november 2016 afgørelse om lovliggørende dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 til etablering af vandhullet. Denne dispensation blev begrundet med mosens formentlig ringe værdi og den rekreative værdi, arealet ville få ved at blive stillet til rådighed for lokalområdet. Der blev dog ikke givet landzonetilladelse på dette tidspunkt.

En nabo klagede den 30. januar 2018 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse om landzonetilladelse. Klageren anførte navnlig, at der ikke var foretaget naboorientering, og at kommunen havde foretaget en overfladisk vurdering af sagen uden tilstrækkelige hensyn til bilag IV-arter og den beskyttede natur.

Kommunens begrundelse for afgørelsen

Kommunen begrundede den lovliggørende landzonetilladelse med, at mosen formentlig havde haft ringe værdi, da området havde været tilgroet med store træer. Kommunen vurderede, at spidssnudet frø og stor vandsalamander kunne forekomme i området, men at oprensningen kun havde medført kortvarig negativ eller ingen påvirkning af bilag IV-arter. Kommunen undlod naboorientering med den begrundelse, at der var tale om en lovliggørelsessag.

Klagerens og kommunens bemærkninger

• Naboorientering: Klageren fastholdt, at manglende naboorientering ikke var berettiget, selv i en lovliggørelsessag, og at det havde forhindret kommunen i at få relevante oplysninger. Kommunen mente, at naboorientering var meningsløs i en retlig lovliggørelsessag efter Naturbeskyttelsesloven.
• Kommunens vurdering efter planloven: Klageren kritiserede kommunens overfladiske vurdering og manglende vilkår for etablering og drift, samt at området var omlagt til park i strid med Planloven og Naturbeskyttelsesloven. Kommunen svarede, at lovliggørelsessager vurderes ud fra mulighederne for retlig lovliggørelse, og at forstyrrelser efter anlæggelse ville vokse til. Ansøgeren afviste intentionen om at omdanne matriklen til park og oplyste om beplantning og offentlig adgang til en natursti.
• Håndtering af opgravet jord og affald: Klageren anførte, at opgravet jord og affald var brugt til at opfylde mindre vandhuller, der fungerede som ynglested for stor vandsalamander, og ønskede genopretning. Kommunen oplyste, at der verserede en tilsynssag herom, mens ansøgeren anførte, at affald var leveret til genbrugsstationen.