Klage over lovliggørende landzonetilladelse i Lemvig Kommune

Planklagenævnet har behandlet klagen over Lemvig Kommunes lovliggørende landzonetilladelse til etablering af et vandhul/sø. Nævnet har ophævet kommunens afgørelse og hjemvist sagen til fornyet behandling.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle klager over kommunale afgørelser efter Planlovens § 35, stk. 1, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1. Nævnet kan dog ikke tage stilling til kommunens dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3, da denne kompetence tilhører Miljø- og Fødevareklagenævnet, og klagefristen var overskredet. Ligeledes kan nævnet ikke tage stilling til håndteringen af opgravet jord og affald, da dette ikke var omfattet af den påklagede afgørelse, eller til kommunens tilsynssag, da nævnet ikke kan behandle klager over selve udøvelsen af tilsynspligten, jf. Planlovens § 51, stk. 1.

Naboorientering

Planklagenævnet fastslår, at der skal ske naboorientering i henhold til Planlovens § 35, stk. 4, selv i lovliggørelsessager. Det forhold, at der er tale om en lovliggørelsessag, fører ikke i sig selv til, at naboorientering kan undlades. Kun hvis det ansøgte er af underordnet betydning for naboerne, kan naboorientering undlades, jf. Planlovens § 35, stk. 5.

Generelt om landzonetilladelser

Landzonereglerne i Planlovens § 35, stk. 1 har til formål at forhindre byspredning og sikre, at bymæssig udvikling sker planlagt. Administrationen skal varetage landskabelige, rekreative, arealressourcemæssige og andre samfundsmæssige interesser. I sager om lovliggørelse skal forholdet som udgangspunkt vurderes, som var der tale om en ny ansøgning. Ved etablering af søer/vandhuller skal kommunen inddrage hensyn til landskab, planlægning, natur- og kulturhistorie, jordbrug og bilag IV-arter.

Planklagenævnets vurdering og afgørelse

Planklagenævnet vurderer, at Lemvig Kommune ikke har foretaget en konkret og individuel vurdering af det ansøgte efter landzonereglerne, eller at en sådan vurdering i hvert fald ikke er afspejlet i afgørelsens begrundelse. Kommunens afgørelse var alene begrundet med mosens formentlig ringe værdi. Nævnet understreger, at en dispensation fra Naturbeskyttelsesloven ikke fritager kommunen fra at foretage en konkret vurdering efter Planloven.

Denne mangel på en konkret vurdering ud fra saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn udgør en væsentlig retlig mangel ved kommunens afgørelse, hvilket gør afgørelsen ugyldig.

Planklagenævnet ophæver derfor Lemvig Kommunes afgørelse af 25. januar 2018 om landzonetilladelse og hjemviser sagen til fornyet behandling i kommunen. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales.

Bemærkninger til ny behandling

Ved en ny behandling af sagen skal kommunen:

• Foreta en konkret vurdering af det ansøgte, der inddrager de hensyn, som varetages med landzonebestemmelserne.
• Vurdere, om en eventuel tilladelse skal betinges af vilkår.
• Begrunde afgørelsen med de hensyn og afvejninger, der ligger til grund for vurderingen.
• Vurdere, om der skal ske naboorientering, jf. Planlovens § 35, stk. 4.
• Sikre, at klagevejledningen angiver Planklagenævnet som klageinstans.

Kommunens afgørelse

Lemvig Kommune begrundede tilladelsen med, at den oprindelige mose havde ringe værdi, og at det nye vandhul ville have rekreativ værdi for lokalområdet. Kommunen vurderede, at vandhullet faldt naturligt ind i landskabet, og at oprensningen ikke ville have en negativ påvirkning på bilag IV-arter, men tværtimod kunne forbedre deres levevilkår.