Planklagenævnets afgørelse om dispensation til helårsbeboelse og påbud om fraflytning

Planklagenævnet behandlede sagen i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 3, som giver nævnet kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i kommunale afgørelser efter planloven.

Afslag på dispensation fastholdes

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Assens Kommunes afslag på lovliggørende dispensation til helårsbeboelse. Nævnet fastslog, at anvendelse til helårsbeboelse ikke er umiddelbart tilladt ifølge lokalplanens § 3, stk. 1. Desuden fandt nævnet, at helårsbeboelse ikke ligger tæt nok på den tilladte anvendelse til ferieboliger, og at kommunen derfor ikke kunne dispensere fra lokalplanens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1 og Planloven § 19, stk. 2.

Myndighedspassivitet afvises

Nævnet fandt ikke, at kommunen havde udvist myndighedspassivitet i den konkrete sag. Selvom kommunen siden 2010 havde kendskab til forbuddet mod helårsbeboelse, blev klageren først CPR-registreret på adressen i september 2017, og kommunen varslede påbuddet i november 2018. Nævnet lagde vægt på, at der ikke var tale om en videreførelse af et tidligere forhold med passivitet på den specifikke ejendom, og at klageren ikke med rimelighed kunne forvente accept af helårsbeboelse inden for den korte periode.

Lighedsgrundsætningen afvises

Planklagenævnet afviste også klagepunktet om lighedsgrundsætningen. Nævnet bemærkede, at kommunen ikke har hjemmel til at give dispensation i strid med lokalplanens principper. Sagen blev ikke anset for sammenlignelig med de tilfælde ([adresse2] og [adresse10]), hvor kommunen havde fortabt sin håndhævelsesret på grund af langvarig passivitet. Nævnet anerkendte kommunens ret til at ændre praksis og prioritere håndhævelse fremadrettet, forudsat at dette sker konsekvent.

Påbud om fraflytning ophæves

Planklagenævnet ophævede den del af afgørelsen, som vedrørte påbud om fraflytning. Dette skyldtes en væsentlig mangel i sagsbehandlingen: Kommunen havde kun sendt påbuddet til lejeren og ikke til ejeren af ejendommen, hvilket er et krav ifølge Planloven § 63, stk. 1. Påbuddet var derfor ugyldigt.

Konklusion og bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Nævnet bemærkede, at hvis kommunen genbehandler sagen om påbud om fraflytning, skal påbuddet sendes til både ejendommens ejer og lejeren. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.

Kommunens afslag

Kommunen begrundede afslaget med, at skuret i støjvolden var i strid med lokalplanens § 3.1, da det ikke er et haveformål i lokalplanens forstand, og at det desuden var i strid med § 7.4, som forudsætter, at bebyggelse måles fra skråningsfoden, hvilket indikerer, at der ikke må opføres bebyggelse på selve volden. Kommunen vurderede, at § 3.1 er en del af lokalplanens principper, hvorfra der ikke kan dispenseres, jf. Planloven § 19. For skuret ud mod vejen fandt kommunen, at det var placeret for tæt på skel i strid med lokalplanens § 7.1. Kommunen anførte, at en dispensation ville ændre områdets karakter, som lokalplanen ønsker at fastholde.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at skuret i støjvolden er umiddelbart tilladt som haveformål, da det bruges til opbevaring af haveværktøj og dyrkning af planter. Klageren undrede sig over, at terrasser tillades, men skure ikke. Desuden gjorde klageren gældende, at kommunen i 2013 havde givet et bindende forhåndstilsagn om, at skuret var lovligt, hvis det blev brugt til haveformål og ikke var for stort. Endelig påberåbte klageren sig lighedsgrundsætningen, idet kommunen angiveligt havde givet dispensation til andre skure i området, både i støjvolde og ud mod offentlig vej/sti, som var større end klagerens. Klageren fremhævede også, at skurene ikke generer nogen og falder godt ind med ejendommen.

Kommunens bemærkninger til klagen

Kommunen fastholdt, at et skur ikke er et haveformål i lokalplanens forstand, da haveformål forstås som ikke-bygværker. Kommunen oplyste, at den ikke havde givet dispensation til andre skure i støjvolde og havde indledt lovliggørelsessager, hvor sådanne var opført. Ligeledes var der ikke givet dispensation til skure tættere end 2,5 meter fra vejskel. Kommunen havde ingen kendskab til det påståede bindende forhåndstilsagn fra 2013.