Search for a command to run...

Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Relaterede love
Assens Kommune afslog den 20. december 2018 en ansøgning om lovliggørende dispensation til helårsbeboelse af en feriebolig på ejendommen [adresse1] og udstedte et påbud om fraflytning. Ejendommen er omfattet af lokalplan I-F302, Feriecenter ved Assens Lystbådehavn, som fastsætter, at området udelukkende må anvendes til ferieboliger.
Kommunen konstaterede via folkeregistret, at klageren havde haft folkeregistreret adresse på ejendommen siden 1. september 2017. Afslaget på dispensation blev begrundet med, at lokalplanens § 3, stk. 1, specifikt begrænser anvendelsen til ferieboliger, og at der ikke kan dispenseres fra denne bestemmelse, jf. Planloven § 19, stk. 1. Påbuddet om fraflytning blev udstedt med henvisning til Planloven § 51, stk. 3 og Planloven § 63, stk. 1. Det fremgår, at Naturklagenævnet allerede den 2. februar 2010 havde truffet afgørelse i en lignende sag (NMK-33-03249), hvor det blev fastslået, at ferieboligerne kun måtte benyttes som ferieboliger og ikke som helårsboliger.
Ejendommens lejer klagede den 17. januar 2019 til Planklagenævnet. Klagen fokuserede primært på to punkter:
Kommunen oplyste, at Plan- og Kulturafdelingen først i september 2017 blev opmærksom på klagerens CPR-registrering. Påbuddet blev varslet i december 2018 grundet prioritering af opgaver og personaleressourcer. Kommunen fastholdt, at den generelt havde besvaret forespørgsler med, at ferieboligerne ikke måtte anvendes til helårsbeboelse. Vedrørende lighedsgrundsætningen præciserede kommunen, at den ikke havde givet tilladelse eller dispensation til helårsbeboelse på de nævnte adresser, men at håndhævelsesmuligheden var fortabt i de specifikke tilfælde på grund af langvarig, uafbrudt beboelse og kommunens kendskab hertil. Kommunen oplyste desuden, at påbuddet om fraflytning kun var sendt til lejeren og ikke til ejeren af ejendommen.
Planklagenævnet behandlede sagen i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 3, som giver nævnet kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i kommunale afgørelser efter planloven.
Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Assens Kommunes afslag på lovliggørende dispensation til helårsbeboelse. Nævnet fastslog, at anvendelse til helårsbeboelse ikke er umiddelbart tilladt ifølge lokalplanens § 3, stk. 1. Desuden fandt nævnet, at helårsbeboelse ikke ligger tæt nok på den tilladte anvendelse til ferieboliger, og at kommunen derfor ikke kunne dispensere fra lokalplanens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1 og Planloven § 19, stk. 2.
Nævnet fandt ikke, at kommunen havde udvist myndighedspassivitet i den konkrete sag. Selvom kommunen siden 2010 havde kendskab til forbuddet mod helårsbeboelse, blev klageren først CPR-registreret på adressen i september 2017, og kommunen varslede påbuddet i november 2018. Nævnet lagde vægt på, at der ikke var tale om en videreførelse af et tidligere forhold med passivitet på den specifikke ejendom, og at klageren ikke med rimelighed kunne forvente accept af helårsbeboelse inden for den korte periode.
Planklagenævnet afviste også klagepunktet om lighedsgrundsætningen. Nævnet bemærkede, at kommunen ikke har hjemmel til at give dispensation i strid med lokalplanens principper. Sagen blev ikke anset for sammenlignelig med de tilfælde ([adresse2] og [adresse10]), hvor kommunen havde fortabt sin håndhævelsesret på grund af langvarig passivitet. Nævnet anerkendte kommunens ret til at ændre praksis og prioritere håndhævelse fremadrettet, forudsat at dette sker konsekvent.
Planklagenævnet ophævede den del af afgørelsen, som vedrørte påbud om fraflytning. Dette skyldtes en væsentlig mangel i sagsbehandlingen: Kommunen havde kun sendt påbuddet til lejeren og ikke til ejeren af ejendommen, hvilket er et krav ifølge Planloven § 63, stk. 1. Påbuddet var derfor ugyldigt.
Planklagenævnets afgørelse er endelig, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Nævnet bemærkede, at hvis kommunen genbehandler sagen om påbud om fraflytning, skal påbuddet sendes til både ejendommens ejer og lejeren. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.

Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.



Næstved Kommune traf den 11. juni 2020 afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til to opførte skure på en ejendom i Næstved Nord. Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. B53.1-1/D45.1-1, der udlægger området til boliger og offentlige formål ved Jeshøjgård. Klagen vedrører kommunens afslag på dispensation for et skur placeret i en støjvold og et skur placeret for tæt på vejskel.
Lokalplanen indeholder specifikke bestemmelser for området:
Evalueringen gennemgår blandt andet regelgrundlaget, indretningen af tilsynet, behandlede tilsynssager samt udfordringer i tilsynet og mulige løsninger.
Akademiraadet efterlyser et regionalt helhedssyn i kommuneplanerne for at løse fælles klimaudfordringer og undgå ressourcespild.
Kommunen begrundede afslaget med, at skuret i støjvolden var i strid med lokalplanens § 3.1, da det ikke er et haveformål i lokalplanens forstand, og at det desuden var i strid med § 7.4, som forudsætter, at bebyggelse måles fra skråningsfoden, hvilket indikerer, at der ikke må opføres bebyggelse på selve volden. Kommunen vurderede, at § 3.1 er en del af lokalplanens principper, hvorfra der ikke kan dispenseres, jf. Planloven § 19. For skuret ud mod vejen fandt kommunen, at det var placeret for tæt på skel i strid med lokalplanens § 7.1. Kommunen anførte, at en dispensation ville ændre områdets karakter, som lokalplanen ønsker at fastholde.
Klageren anførte, at skuret i støjvolden er umiddelbart tilladt som haveformål, da det bruges til opbevaring af haveværktøj og dyrkning af planter. Klageren undrede sig over, at terrasser tillades, men skure ikke. Desuden gjorde klageren gældende, at kommunen i 2013 havde givet et bindende forhåndstilsagn om, at skuret var lovligt, hvis det blev brugt til haveformål og ikke var for stort. Endelig påberåbte klageren sig lighedsgrundsætningen, idet kommunen angiveligt havde givet dispensation til andre skure i området, både i støjvolde og ud mod offentlig vej/sti, som var større end klagerens. Klageren fremhævede også, at skurene ikke generer nogen og falder godt ind med ejendommen.
Kommunen fastholdt, at et skur ikke er et haveformål i lokalplanens forstand, da haveformål forstås som ikke-bygværker. Kommunen oplyste, at den ikke havde givet dispensation til andre skure i støjvolde og havde indledt lovliggørelsessager, hvor sådanne var opført. Ligeledes var der ikke givet dispensation til skure tættere end 2,5 meter fra vejskel. Kommunen havde ingen kendskab til det påståede bindende forhåndstilsagn fra 2013.

Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Frederikshavn Kommunes afslag på retlig lovliggørelse af et byggeri....
Læs mere
Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Tårnby Kommunes påbud om lovliggørelse af anvendelsen og bebyggelsen...
Læs mereUdkast til Bekendtgørelse om Nulemissionszoner: Nye Miljøregler for Kommunal Trafikregulering