Stadfæstelse af afslag på dispensation til ophævelse af fredskovspligt og udstykning af boligparcel

Miljøstyrelsen afviste sammenligningen med naboejendommen [adresse1], da denne er en sikret institution ejet af Region Midtjylland, hvor en del af arealet ikke er fredskovspligtigt, og bygningsparcellen støder op til offentlig vej. Tilladelsen til byggeri på naboejendommen var begrundet i et overordnet samfundsmæssigt formål. Miljøstyrelsen fastholdt, at en kommunal byggetilladelse ikke fritager ejeren fra at indhente de nødvendige tilladelser efter skovloven. Der forelå ingen udtalelse fra skovlovsmyndigheden vedrørende den kommunale byggetilladelse. Miljøstyrelsen vurderede, at klager ikke var i god tro, og at der ikke var særlige forhold, der talte for at inddrage værdispildsbetragtninger.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Miljøstyrelsens afgørelse om afslag på ophævelse af fredskovspligt og udstykning af boligparcel. Nævnet bemærkede indledningsvist, at klagepunkter vedrørende Miljøstyrelsens tidligere afgørelse om lovliggørende dispensation for tilbygningerne ikke kunne prøves i denne sag, da den konkrete afgørelse omhandlede ansøgningen om ophævelse af fredskovspligt og udstykning af boligparcellen.

Nævnet henviste til Skovlovens § 6, stk. 1, som fastslår, at fredskovspligten kun kan ophæves, når særlige grunde taler for det, og praksis er restriktiv. Dispensation gives kun, hvis det ansøgte ikke kan placeres andre steder end i fredskov, og hvis samfundsmæssige hensyn vejer tungere end hensynet til at bevare fredskoven. Ligeledes er praksis for udstykning af fredskovspligtige arealer efter Skovlovens § 12, jf. Skovlovens § 38, restriktiv.

Nævnet fandt ikke, at der forelå et særligt tilfælde, der kunne begrunde dispensation til ophævelse af fredskovspligten eller udstykning af bygningsparcellen. Nævnet lagde vægt på, at betingelserne for ophævelse eller udstykning efter gældende praksis ikke var opfyldt, da bygningsparcellen anvendes i forbindelse med skovens drift. Der var heller ikke fremkommet oplysninger, der kunne tale for, at hensynet til klager vejede tungere end hensynet til at bevare fredskoven.

Det forhold, at klager havde opnået en kommunal byggetilladelse til den største tilbygning, kunne ikke føre til et andet resultat. Nævnet understregede, at det er klagers ansvar at sikre, at alle nødvendige tilladelser er indhentet. Endvidere fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte Miljøstyrelsens vurdering af, at byggeriet på naboejendommen ikke var sammenligneligt med den konkrete sag.

Som følge af afgørelsen blev det indbetalte klagegebyr ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Skovlovens § 64. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.

Domstolsprøvelse

Afgørelsen blev stadfæstet ved dom af 10. november 2021 fra Retten i Randers (BS-36037/2020RAN) og yderligere stadfæstet ved Vestre Landsrets dom af 13. februar 2023 (BS-44846/2021-VLR).

Klageren anførte, at fredskovspligten ikke har været håndhævet på ejendommen i over 100 år, og at myndighederne derfor har mistet retten til at håndhæve den. Klageren henviste til, at der er mulighed for at ophæve fredskovspligten i henhold til skovlovens regler, og at der er et reelt behov for udhuset til driften af ejendommen og opvarmning af boligen. Klageren fremhævede også, at ejendommen har gennemgået omfattende moderniseringer og entreprenørarbejde godkendt af offentlige myndigheder uden hensyntagen til fredskovspligten. Det blev desuden anført, at arealet ikke er egnet til skov, og at det ligger i udkanten af skoven ud til offentlig vej, hvilket ifølge klageren giver mulighed for ophævelse af fredskovspligten.

Miljøstyrelsens vurdering

Miljøstyrelsen begrundede sit afslag med, at der kun gives dispensation til byggeri eller ophævelse af fredskovspligt, hvis der ikke kan findes en placering uden for fredskov, og hvis hensynet til overordnede samfundsmæssige formål vejer tungere end hensynet til at bevare arealet som fredskov. Styrelsen fandt ikke, at der var tale om et samfundsmæssigt formål, og at der ikke forelå særlige grunde til en lovliggørende dispensation efter Skovloven § 11, stk. 1 eller ophævelse af fredskovspligt efter Skovloven § 6, stk. 1. Miljøstyrelsen bemærkede, at selvom en del af ejendommen historisk har været tjenestejord og have, er den stadig omfattet af fredskovspligt og dermed forbud mod yderligere byggeri. Styrelsen anerkendte dog, at der potentielt kunne gives dispensation til et brændeskur på maksimalt 25 m² til opbevaring af brænde, men ikke til værksted eller traktorgarage på en så lille fredskov.