Ligebehandlingsnævnet afviser diskrimination ved lønindplacering af svensk kabinepersonale efter baseflytning

Luftfartsselskabet anførte desuden, at eventuelle krav var forældede, og at klagerne havde udvist passivitet ved først at indbringe sagen for Ligebehandlingsnævnet mange år efter ansættelsen i Danmark.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at luftfartsselskabet ikke har handlet i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2.

Forældelse og passivitet

Nævnet vurderede indledningsvist spørgsmålene om forældelse og passivitet. Da der er tale om et løbende ansættelsesforhold med månedlige lønudbetalinger, fandt nævnet, at kravet ikke som helhed var bortfaldet. Dog blev krav, der lå mere end fem år tilbage i tiden fra klagens indlevering, anset for forældede i medfør af Forældelsesloven § 4. Nævnet afviste påstanden om passivitet, da medarbejderne løbende havde udtrykt utilfredshed over for ledelsen.

Vurdering af forskelsbehandling

Nævnet lagde i sin begrundelse vægt på følgende forhold:

• Særlige omstændigheder: Oprettelsen af den nye løntrappe var begrundet i den specielle situation med integration af medarbejdere fra et andet nationalt arbejdsmarked efter en basenedlæggelse.
• Generel anvendelse: Løntrappen var ikke forbeholdt svenske medarbejdere, men gjaldt for alle, der blev ansat i selskabet efter det pågældende tidspunkt.
• Ingen formodning om diskrimination: Klageren formåede ikke at påvise faktiske omstændigheder, der gav anledning til at tro, at hendes nationale oprindelse var årsagen til lønvilkårene. Nævnet fandt det godtgjort, at forskellen i lønindplacering skyldtes overgangen mellem to forskellige overenskomstområder og nationale markeder.

Nævnet fandt herefter, at der ikke var sket brud på reglerne om delt bevisbyrde i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a. Afgørelsen blev truffet i overensstemmelse med Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 9, og klageren fik ikke medhold.

Klageren anførte, at denne indplacering resulterede i, at hun og hendes svenske kolleger blev indplaceret på et lavere løntrin end deres danske kolleger med tilsvarende anciennitet. Hun påpegede, at selvom ancienniteten fra Sverige blev medregnet i visse sammenhænge, afspejlede det sig ikke i den lønmæssige indplacering på lige fod med medarbejdere, der altid havde været ansat i Danmark.

Parternes argumenter og forløb

Klageren gjorde gældende, at der var tale om indirekte forskelsbehandling på grund af national oprindelse, da lønsystemet i praksis stillede de svenske medarbejdere ringere. Hun anførte desuden:

• At arbejdsopgaver, kvalifikationer og base var identiske for alle personalegrupper.
• At hun løbende havde protesteret over forholdene siden 2005 gennem selskabets interne systemer.

Luftfartsselskabet argumenterede for, at forskellen i lønindplacering skyldtes den særlige situation ved integration af medarbejdere fra to forskellige nationale arbejdsmarkeder med vidt forskellige regler for pension og social sikring. De anførte desuden:

• At enhver medarbejder fra den svenske base ville være blevet behandlet ens uanset nationalitet.
• At kravene var forældede eller bortfaldet ved passivitet, da overgangen fandt sted i 2004.
• At de svenske medarbejdere faktisk blev stillet bedre end nyansatte i Danmark ved at få godskrevet anciennitet og lønkonvertering.