Manglende dokumentation førte til nægtelse af fradrag og beskatning af udeholdt omsætning

Landsskatteretten stadfæstede i vidt omfang SKATs afgørelse. Retten fandt, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at de indsatte beløb på privatkontoen var skattefri, eller at de afholdte udgifter til personale, rejser og størstedelen af taxakørsel var tilstrækkeligt dokumenterede som erhvervsmæssige. Kun en enkelt udgift til taxakørsel på 1.042 kr. til madudbringning blev godkendt som fradragsberettiget.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig i henhold til Statsskattelovens § 4. For at opnå fradrag for driftsudgifter efter Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, påhviler bevisbyrden for udgiftens afholdelse, størrelse og erhvervsmæssige karakter den skattepligtige, som fastslået i praksis (jf. SKM2004.162.HR). Hvis en skatteyder ikke har selvangivet fyldestgørende, kan SKAT foretage en skønsmæssig ansættelse, jf. Skattekontrollovens § 5, stk. 3.

Udeholdt omsætning

SKAT havde konstateret betydelige indsætninger på klagerens private bankkonto, som blev anset for udeholdt omsætning på 233.837 kr. Klageren hævdede, at beløbene stammede fra salg af ægtefællens private kunst, men den fremlagte liste blev ikke anset for tilstrækkelig dokumentation, da den ikke var underbygget af objektive kendsgerninger. Klagerens subsidiære krav om fradrag for kostpris blev afvist på grund af manglende dokumentation for både køb og for, at salget vedrørte kunst. SKATs forhøjelse blev derfor stadfæstet på dette punkt.

Udgifter til personale

Landsskatteretten afviste fradrag for personaleudgifter på 64.864 kr. af følgende årsager:

• Sundhedsbetalinger: Udgifterne til kiropraktor m.m. blev anset for private, da de vedrørte klageren selv og hans ægtefælle, som ikke var ansat. Det var ikke dokumenteret, at der eksisterede en generel sundhedsordning for alle ansatte.
• Fortæring: Udgifter til restaurantbesøg blev afvist, da de enten var af privat karakter (vedrørende klageren og ægtefællen) eller manglede dokumentation for deltagere og anledning, hvilket gjorde det umuligt at vurdere den erhvervsmæssige tilknytning.
• Øvrige personaleudgifter: Et beløb på 440 kr. blev afvist på grund af manglende bilag.

Udgifter til taxakørsel

Klageren krævede fradrag for 16.370 kr. til taxakørsel. Landsskatteretten godkendte et fradrag på 1.042 kr. for en specifik "madkørsel" fra restauranten, da bilaget sandsynliggjorde en direkte erhvervsmæssig sammenhæng. De resterende udgifter blev afvist, da det ikke var dokumenteret, at kørslen var erhvervsmæssig og ikke privat befordring, som f.eks. kørsel mellem hjem og arbejde.

Udgifter til rejser

Fradrag for rejseudgifter på 50.706 kr. blev nægtet. Bilagene var mangelfulde eller ikke-eksisterende, og det var ikke muligt at fastslå, hvem der deltog, og hvad den erhvervsmæssige anledning var. Klagerens generelle forklaring om inspirationsture og kunstudstillinger var ikke tilstrækkeligt underbygget.

Udgifter til rejser vedrørende gallerivirksomhed/kunsthandel

Fradrag for 36.329 kr. blev ligeledes nægtet. For rejser til Frankrig og Grønland manglede der dokumentation for den erhvervsmæssige relation. Fakturaer var enten udstedt til et andet selskab eller manglede oplysninger om deltagere og formål. Øvrige udgifter i denne kategori var slet ikke dokumenteret med bilag.

Eget vareforbrug

Landsskatteretten stadfæstede SKATs skønsmæssige forhøjelse på 900 kr. Da klageren ikke løbende havde bogført sit private vareforbrug, var SKAT berettiget til at foretage et skøn baseret på vejledende takster.

Landsskatteretten nedsatte samlet set SKATs forhøjelse med 1.042 kr. svarende til den godkendte udgift til taxakørsel.

Klageren forklarede, at indsætningerne var private lån, ydet af nære venner på grund af klagerens længerevarende sygdom og hospitalsindlæggelser, som havde påvirket hans evne til at drive virksomhed optimalt. Han oplyste, at der ikke var oprettet formelle lånedokumenter, aftalt renter eller faste tilbagebetalingsvilkår, men at aftalerne var mundtlige. Klageren fremlagde dog e-mail-erklæringer fra flere af långiverne, der bekræftede låneforholdene, samt dokumentation for delvise tilbagebetalinger via MobilePay fra sin private konto.

For så vidt angår indsætningerne fra én specifik person (person9) på 47.937 kr. i 2019, forklarede klageren, at disse vedrørte honorar for juridisk bistand ydet under en "no cure no pay"-aftale. Klageren mente, at retserhvervelsen først skete i 2021, da sagen blev afsluttet med et positivt resultat for klienten.

Skattestyrelsen fastholdt forhøjelsen med henvisning til, at klageren ikke havde dokumenteret låneforholdene tilstrækkeligt. De lagde vægt på manglen på formelle lånedokumenter, renteaftaler og tilbagebetalingsplaner. Erklæringerne fra långiverne blev anset for at være indhentet til brug for skattesagen og tillagdes derfor ikke selvstændig bevismæssig værdi. Skattestyrelsen anførte desuden, at klagerens bogføring var mangelfuld, og at tilbagebetalingerne ikke var konsistent bogført eller afstemt med de oprindelige indsætninger. For honoraret fra person9 fastholdt Skattestyrelsen, at retserhvervelsen skete i 2019, da beløbet var til disposition, og at honorarkravet var afregningsmodent.

Klageren nedlagde subsidiært påstand om fradrag for de beløb, han havde tilbagebetalt, hvis indsætningerne blev anset for skattepligtig omsætning.