LandsrettenØstre Landsret tog stilling til, om en mors vold mod sin 9 måneder gamle søn skulle henføres under straffelovens § 246 som særdeles grov vold, og om straffen på 4 års fængsel skulle skærpes eller formildes. Landsretten stadfæstede byrettens skyldkendelse efter § 246, men nedsatte straffen til fængsel i 3 år og frifandt tiltalte for udvisning under henvisning til Danmarks internationale forpligtelser.
Tiltalte, en kvinde født i 1993, var mor til Forurettede, en dreng på 9 måneder på gerningstidspunktet. Tiltalte boede sammen med Forurettede og dennes far, Vidne 1. Sagen udsprang af en episode den 24. august 2022, hvor Forurettede blev påført alvorlige hovedtraumer i hjemmet, mens tiltalte var alene med ham.
Forurettede blev indlagt først på Slagelse Sygehus og siden overflyttet til Rigshospitalet. De lægelige undersøgelser afslørede blødning under den hårde hjernehinde i venstre side samt blødninger i øjenbaggrunden i begge øjne — et skadesbillede der af overlæge Vidne 6 blev betegnet som foreneligt med "Abusive Head Trauma" (voldeligt påført hovedtraume).
Tiltalte var under sagen repræsenteret af advokat Poul Hauch Fenger.
Den pågældende aften havde tiltalte og Vidne 1 været ude at handle med Forurettede. Forurettede havde ikke sovet til middag og var ifølge tiltalte "utidig og umulig". Vidne 1 gik fra lejligheden for at hente en klapvogn fra bilen — et ærinde der tog 2-5 minutter. Tiltalte sad i sofaen og ammede Forurettede, da Vidne 1 forlod lejligheden.
Ifølge tiltaltes forklaring stod Forurettede ved en spisebordsstol til højre for sofaen og holdt fast i stoleryggen, da hun pludselig hørte et højt brag. Hun så ikke selve faldet, men konstaterede at Forurettede var faldet bagover og havde fået stolen over sig. Hun ringede herefter til alarmcentralen.
Tiltalte havde under efterforskningen erkendt at have givet Forurettede lussinger ved en eller højst to lejligheder, når han var utidig og ikke ville sove. Hun benægtede dog at have givet ham en lussing den pågældende aften.
Ved Retten i Næstveds dom af 1. marts 2024 (sag 4703/2023) blev tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, for som mor at have udsat sin 9 måneder gamle søn for vold i form af rusken eller rusken med anslag af hovedet mod genstande. Byretten idømte fængsel i 4 år og frifandt tiltalte for påstanden om udvisning, men tildelte hende en advarsel om udvisning.
Tiltalte ankede dommen til Østre Landsret med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden kontraankede med påstand om skærpelse, herunder udvisning af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.
For landsretten afgav tiltalte og vidnerne Vidne 1 og overlæge Vidne 6 supplerende forklaringer. Vidnerne Vidne 2, Vidne 3, Vidne 4 og Vidne 5's forklaringer fra byretten blev dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.
Tiltaltes påstande:
Anklagemyndighedens påstande:
Forurettedes påstand:
Sagen rejste spørgsmål om afgrænsningen mellem straffelovens § 245, stk. 1 (grov vold — strafferamme indtil 6 års fængsel) og § 246 (særdeles grov vold — strafferamme indtil 10 års fængsel).
Straffelovens § 245, stk. 1 omfatter legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter samt mishandling. Det er en skærpende omstændighed, hvis forholdet begås mod en person under 18 år af en person i eller nært knyttet til den forurettedes husstand.
Straffelovens § 246 forudsætter, at et legemsangreb omfattet af § 245 eller § 245 a har været af en så grov beskaffenhed eller haft så alvorlige skader eller døden til følge, at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder.
For udvisningsspørgsmålet var udlændingelovens § 26, stk. 2 central: Udvisning skal undlades, hvis det med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om retten til familieliv.
Afgørelsen om skyld og straf i nævningesager for landsretten følger retsplejelovens § 931. Efter stk. 2 kræver en for tiltalte ugunstig afgørelse af skyldsspørgsmålet mindst 6 stemmer fra nævningerne og mindst 2 stemmer fra dommerne. Efter stk. 3 træffes afgørelse om sanktionen efter stemmeflertal, og ved lige stemmetal gælder det for tiltalte gunstigste resultat.
Tiltalte forklarede, at det til tider var hårdt at være alene med Forurettede. Hun fastholdt, at Forurettedes fald var et uheld — han faldt bagover med en spisebordsstol over sig, mens hun sad i sofaen og kiggede på sin telefon. Hun undrede sig ikke over, at han faldt skråt ned på gulvet væk fra hende. Hun benægtede at have været vred eller frustreret på faldtidspunktet og benægtede at have givet Forurettede en lussing den pågældende aften.
Hun erkendte dog at have givet Forurettede lussinger "en eller højst to gange" i situationer, hvor han var utidig og ikke ville sove.
Vidne 1 (Forurettedes far) forklarede, at der ikke havde været noget påfaldende ved tiltalte eller Forurettede forud for episoden. Alt var som sædvanligt, da han gik ned for at hente klapvognen. Han havde ingen forestilling om, at tiltalte kunne gøre Forurettede noget ondt.
På hospitalet bemærkede han, at tiltalte holdt sig i baggrunden og ikke stillede spørgsmål til Forurettedes situation, mens han selv spurgte lægerne ind til, hvad der kunne ske med Forurettede.
Forurettede er fortsat traumatiseret og reagerer voldsomt ved læge- eller hospitalsbesøg. Han har arvæv i øjnene efter blødningerne, hvilket lægerne holder øje med, da synet kan forringes med tiden. Aktuelt er der ingen problemer med motorik eller hørelse.
Overlæge Vidne 6 redegjorde for diagnosen "Abusive Head Trauma" (AHT) og forklarede:
Blødninger i flere lag i øjnenes nethinder kombineret med blødning under den hårde hjernehinde og uden andre væsentlige traumer peger i retning af "Abusive Head Trauma".
Hun understregede, at der ikke er international enighed om, hvordan AHT diagnosticeres — blandt andet på grund af manglende forskningsresultater på mennesker. Triaden, som ligger til grund for diagnosen, består af:
Samtlige nævninger og dommere fandt tiltalte skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1 — der var således enighed om, at der forelå grov vold. Striden stod om, hvorvidt volden tillige skulle henføres under § 246 som særdeles grov vold.
Flertallet fandt, at forholdet med rette var henført under § 246 og stemte for at stadfæste byrettens skyldkendelse — med henvisning til de af byretten anførte grunde.
Mindretallet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at anvende § 246 og begrundede dette udførligt:
Vi finder ikke tilstrækkelig grundlag for at anse volden for at have været af en så grov beskaffenhed eller haft så alvorlige skader, at betingelserne i straffelovens § 246 kan siges at være opfyldt.
Mindretallet lagde vægt på følgende forhold:
Vi lægger herved vægt på, at der ifølge byrettens bevisresultat er tale om vold i form af enten rusken eller rusken med anslag af hovedet mod genstande etc., hvis omfang i øvrigt ikke nærmere har kunnet fastlægges, at Forurettede ikke var i livsfare, men alene kan have været i livsfare, og at der efter de for landsretten fremlagte oplysninger ikke har været behov for operative indgreb eller anden behandling i anledning af blødninger. Der har i øvrigt efter det oplyste alene været tale om en hospitalsindlæggelse på ca. 7 dage.
Vi lægger endvidere vægt på, at der på nuværende tidspunkt, hvor der er forløbet mere end 2½ år, fortsat ikke er tegn på, at Forurettede vil få varige mén som følge af volden, men at der alene er risiko herfor, og at det ikke fremgår af Retslægerådets udtalelse – som betegner risikoen som stor, men som i øvrigt er afgivet for mere end 1½ år siden – inden for hvilken tidshorisont eventuelle varige mén må forventes at manifestere sig, smh. for så vidt afgørelsen i , der dog ikke vedrører vold mod et spædbarn.
Ved afstemningen om straffen fordelte stemmerne sig således:
| Strafforslag | Stemmer |
|---|---|
| Fængsel i 3 år | 14 |
| Fængsel i 3 år og 6 måneder | 2 |
| Fængsel i 4 år | 2 |
Efter stemmeflertallet, jf. retsplejelovens § 931, stk. 3, blev straffen fastsat til fængsel i 3 år — en nedsættelse fra byrettens 4 år.
I formildende retning lagde landsretten vægt på de samme forhold som byretten, og for de 16 stemmer der gik på 3 år eller 3 år og 6 måneder tillige:
18 stemmer gik på at frifinde tiltalte for udvisningspåstanden og i stedet tildele hende en advarsel om udvisning. Landsretten tiltrådte byrettens begrundelse:
Det tiltrædes således af de af byretten anførte grunde, at tiltalte er frifundet for påstanden om udvisning og tildelt en advarsel om udvisning, da udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Østre Landsret afsagde dom den 24. marts 2025 og bestemte:
Ikke alle tre elementer behøver at være til stede. Blødningerne i nethinden — både mønster og mængde — har særlig betydning for diagnosen.
Hun præciserede, at man ikke kan udtale sig mere præcist om den kraft, der skal til for at påføre skader svarende til AHT, og at piskesmæld/whiplash har samme skadesmekanisme i form af acceleration/deceleration.
Mindretallet anførte desuden, at den omstændighed, at Forurettede var påført blødning under den hårde hjernehinde og blødninger i øjenbaggrunden, ikke i sig selv måtte føre til anvendelse af § 246, når han alene kan have været i livsfare — ikke var i livsfare.
Endelig tillagde mindretallet det betydning, at Forurettede var 9 måneder på gerningstidspunktet, og sammenholdt dette med en række trykte afgørelser, hvor § 246 var anvendt over for væsentligt yngre spædbørn:
| Afgørelse | Barnets alder |
|---|---|
| U 2006.2109 H | 19 dage |
| TfK 2006.577 V | ca. 1 måned og 1 uge |
| TfK 2010.953 V | ca. 4½ måned |
| TfK 2011.941 Ø | ca. 5 måneder |
| TfK 2021.454 V | ca. 2 måneder |
Da 7 nævninger (over de krævede 6) og 2 dommere (netop de krævede 2) stemte for at anvende § 246, blev tiltalte efter retsplejelovens § 931, stk. 2 fundet skyldig i overtrædelse af § 246, jf. § 245, stk. 1, i det af byretten fastsatte omfang. Byrettens skyldkendelse blev dermed stadfæstet.
De juridiske dommere tiltrådte, at Forurettede blev tilkendt godtgørelse for svie og smerte på 1.610 kr. som fastsat af byretten.
