Udlændingeloven

Det følger af § 62 x, stk. 1, i udlændingeloven, at har en mindreårig udlænding uden lovligt ophold, som er indkvarteret med en forældremyndighedsindehaver eller andre, der er trådt i forældremyndighedsindehaverens sted, og som er er omfattet af § 42 a, stk. 1 eller 2, behov for særlig støtte, og er der begrundet formodning om, at udlændingens behov for særlig støtte ikke kan imødekommes i indkvarteringssystemet finder en række bestemmelser i barnets lov anvendelse med de fornødne tilpasninger. Det kan f.eks. være anbringelse eller anden social indsats.

For så vidt angår iværksættelse af sociale indsatser over for uledsagede mindreårige udlændinge er der i udlændingeloven alene hjemmel til anbringelse efter lovens kapitel 9 b. Iværksættelse af øvrige sociale indsatser for mindreårige udlændinge med processuelt ophold kan ske med hjemmel i barnets lov, mens det for mindreårige udlændinge uden lovligt ophold vil bero på en vurdering af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Børnekonventionen, om der kan iværksættes sociale indsatser med henvisning til principperne i barnets lov.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 62 x indsættes et nyt stykke, som bliver stk. 2, hvorefter § 2, § 5, stk. 3 og 4, § 6, § 8, stk. 1-3, kapitel 3, § 32, stk. 1, nr. 1-3 og 5-8, og stk. 2-5, §§ 33, 34, 37, 40, 91, 92, 94, 95 99, 107-109, 125-129 og 139, § 140, stk. 1, nr. 1 og 2, stk. 2 og 4, § 141, stk. 1, § 142, stk. 1, nr. 1-3 og stk. 2-7, § 143, stk. 1 og 3-6, § 144, § 145, stk. 1, nr. 1, og stk. 3, §§ 146-152 og 155, § 156, stk. 1, 2, og 4, og § 210 i barnets lov finder anvendelse med de fornødne tilpasninger, hvis en uledsaget mindreårig udlænding, som er omfattet af § 42 a, stk. 1 eller 2, har behov for særlig støtte, og der er begrundet formodning om, at udlændingens behov for særlig støtte ikke kan imødekommes i indkvarteringssystemet.

Den foreslåede ændring vil indebære, at der vil kunne iværksættes sociale indsatser, ud over anbringelse efter udlændingelovens kapitel 9 b, for uledsagede mindreårige udlændinge, som er under Udlændingestyrelsens forsørgelse, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 1 eller 2.

Det betyder, at uledsagede mindreårige udlændinge under Udlændingestyrelsens forsørgelse fremover vil kunne modtage øvrige sociale indsatser på samme vilkår som ledsagede mindreårige udlændinge under Udlændingestyrelsens forsørgelse.

Bestemmelsen vil omfatte såvel uledsagede mindreårige udlændinge uden lovligt ophold og uledsagede mindreårige udlændinge med processuelt ophold.

Betingelserne for, hvornår der vil kunne ske iværksættelse af øvrige sociale indsatser vil skulle svare til betingelserne efter barnets lov, og der vil dermed ikke gives en mere vidtgående eller mere lempelig adgang til at iværksætte sociale indsatser for uledsagede mindreårige udlændinge, end hvad der følger af barnets lov.

Med fornødne tilpasninger henvises bl.a. til de særlige forhold, der gælder for de mindreårige udlændinge uden lovligt ophold, som er omfattet af § 42 a, stk. 1 eller 2, i forhold til mindreårige udlændinge med lovligt ophold, der bor privat sammen med forældremyndighedsindehaverne. Der henvises hertil, at mindreårige udlændinge, der er indkvarteret på et indkvarteringssted, har nogle andre forudsætninger i forhold til støtte fra f.eks. ansatte på indkvarteringsstedet, i forhold til mindreårige udlændinge med lovligt ophold, der bor hjemme sammen med forældremyndighedsindehaverne. Det indebærer endvidere, at der ved valg af sociale foranstaltninger skal tages højde for, at den mindreårige udlænding ikke har lovligt ophold i Danmark og derfor, som udgangspunkt, vil skulle udrejse af Danmark.

Der er med lovforslaget tale om en tydeliggørelse og lovfæstelse af allerede eksisterende regler, og der tilsigtes således ikke med de foreslåede ændringer af udlændingelovens 9 c en ændring af den gældende praksis for iværksættelse af undersøgelser eller sociale indsatser for mindreårige udlændinge eller unge udlændinge, som er under Udlændingestyrelsens forsørgelse. Det kan dog ikke afvises, at der med lovfæstelsen af hjemlen til iværksættelse af øvrige sociale tiltag end anbringelse for uledsagede mindreårige udlændinge uden lovligt ophold vil kunne ske en mindre øgning i antallet af iværksatte sociale indsatser for denne persongruppe, end når iværksættelsen, som i dag, alene sker på baggrund af principperne i barnets lov.

Det afgørende for at være omfattet af den foreslåede bestemmelse vil være, at den uledsagede mindreårige udlænding er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelse, og at kommunalbestyrelsen eller børne- og ungeudvalget vurderer, at der er behov for iværksættelse af undersøgelser eller sociale indsatser, som ikke kan imødekommes i indkvarteringssystemet.

Udlændingestyrelsen vil derfor også som hidtil skulle afholde udgifterne til de nødvendige sociale indsatser iværksat over for uledsagede mindreårige udlændinge og unge udlændinge, når betingelserne herfor er opfyldt. Kommunerne skal som hidtil således ikke iværksætte sociale indsatser for mindreårige udlændinge i det omfang det vurderes, at udlændingemyndighederne inden for indkvarteringssystemet vil kunne imødekomme eventuelle behov.

Den foreslåede ændring vil endvidere indebære, at udlændingelovens §§ 62 y, stk. 1 og 2, 62 z og 62 æ vil finde anvendelse for sager om iværksættelse af øvrige sociale indsatser end anbringelse efter udlændingelovens kapitel 9 b for uledsagede mindreårige udlændinge.

Det betyder bl.a., at det vil være kommunalbestyrelsen eller børne- og ungeudvalget i den kommune, hvor den mindreårige udlænding er indkvarteret, som vil kunne træffe afgørelse om iværksættelse af undersøgelser eller øvrige sociale indsatser, efter den foreslåede bestemmelse i medfør af udlændingelovens § 62 y, stk. 1.

Det betyder endvidere bl.a., at reglerne vedrørende Ankestyrelsen og de almindelige klageregler i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område finder anvendelse for sager om øvrige sociale indsatser end anbringelse efter udlændingelovens kapitel 9 b for uledsagede mindreårige udlændinge.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1 og 2

Det fremgår af udlændingelovens § 2 a, stk. 2, at der ved et Schengenland i denne lov forstås et land, der er tilsluttet Schengenkonventionen. Bulgarien, Cypern og Rumænien anses dog ikke for Schengenlande i forhold til § 2 b, stk. 1-3, §§ 3, 4 og 4 b, § 19, stk. 5, kapitel 4 a, § 28, stk. 1, nr. 6, § 38, stk. 1-3, § 39, stk. 3, 2. pkt., § 58 f og § 59, stk. 1, nr. 1. Cypern anses endvidere ikke for et Schengenland i forhold til § 10, stk. 2, nr. 4, § 19, stk. 4, § 58 g og § 58 h.

Rådet vedtog den 25. april 2023 afgørelse (EU) 2023/870 om anvendelse af bestemmelserne i Schengenreglerne for så vidt angår Schengeninformationssystemet (SIS) i Cypern (EU-Tidende, L 113 af 28. april 2023, s. 44-47). Med vedtagelsen blev det besluttet, at bestemmelserne i Schengenreglerne vedrørende SIS gælder i Cypern.

Med vedtagelsen af rådsafgørelsen Cypern fra den 25. juli 2023, behandler Cypern således oplysninger i SIS, herunder foretager indberetninger, udveksler oplysninger mv.

Herudover vedtog Rådet den 30. december 2023 efter en skriftlig procedure afgørelse (EU) 2024/210 om den fulde anvendelse af Schengenreglerne i Bulgarien og Rumænien (EU-Tidende, L 2024/210 af 4. januar 2024). Det blev herved besluttet, at personkontrollen ved de indre luft- og søgrænser med og mellem Bulgarien og Rumænien fra den 31. marts 2024 blev ophævet, og at Schengenreglerne i øvrigt finder anvendelse på Bulgarien og Rumænien i deres indbyrdes forhold og over for de øvrige Schengenlande.

Med vedtagelsen af rådsafgørelsen var der fra den 31. marts 2024 således ikke længere personkontrol ved EU's indre luft- og søgrænser mellem Bulgarien og Rumænien og de øvrige lande i Schengenområdet, der anvender Schengenreglerne fuldt ud.

Bulgarien og Rumænien vil derudover kunne udstede visum med gyldighed for hele Schengenområdet i overensstemmelse med reglerne i visumkodeks, ligesom anmeldte opholdstilladelser vil være dokumenter, der giver tredjelandsstatsborgere ret til indrejse uden visum.

For så vidt angår grænser og visum bliver Bulgarien og Rumænien således et Schengenland i udlændingelovens forstand.

Det foreslås, at i § 2 a, stk. 2, 2. pkt., ændres »Bulgarien, Cypern og Rumænien« til: »Cypern«, og »Schengenlande« ændres til: »et Schengenland«.

Det foreslås endvidere, at § 2 a, stk. 2, 3. pkt., ophæves.

De foreslåede ændringer vil medføre, at det alene vil være Cypern, som i forhold til § 2 b, stk. 1-3, §§ 3, 4 og 4 b, § 19, stk. 5, kapitel 4 a, § 28, stk. 1, nr. 6, § 38, stk. 1-3, § 39, stk. 3, 2. pkt., § 58 f og § 59, stk. 1, nr. 1, ikke anses som et Schengenland.

De foreslåede ændringer vil endvidere medføre, at de særlige bestemmelser i § 2 a, stk. 2, 3. pkt. i relation til Cyperns anvendelse af SIS vil blive ophævet. Udlændingelovens bestemmelser i relation til SIS vil således fremadrettet omfatte Cypern på lige fod med andre Schengenlande.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Udlændingelovens § 2 a, stk. 11, der endnu ikke er sat i kraft, vedrører anvendelse af forordning om oprettelse af et ind- og udrejsesystem til registrering af ind- og udrejseoplysninger og oplysninger om nægtelse af indrejse vedrørende tredjelandsstatsborgere, der passerer Den Europæiske Unions medlemsstaters ydre grænser, og om fastlæggelse af betingelserne for adgang til ind- og udrejsesystemet til retshåndhævelsesformål (EES-forordningen) i dansk ret. Der eksisterer ikke på nuværende tidspunkt et idriftsat ind- og udrejsesystem.

Det bemærkes, at der således for så vidt angår det foreslåede 1. pkt. om EES-forordningen, jf. nedenfor, er tale om en lovteknisk ændring, idet § 1, nr. 1, i lov nr. 1575 af 12. december 2023 om ændring af udlændingeloven, lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, og hjemrejseloven, hvorved § 2 a, stk. 11, senest blev indsat i udlændingeloven, endnu ikke er sat i kraft, jf. ikrafttrædelsesbestemmelserne i lovens § 7. Der er således tale om en gengivelse af de specielle bemærkninger til § 1, nr. 1, i lov nr. 1575 af 12. december 2023 for så vidt angår EES-forordningen.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 2 a indsættes som stk. 11 : Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et ind- og udrejsesystem til registrering af ind- og udrejseoplysninger og oplysninger om nægtelse af indrejse vedrørende tredjelandsstatsborgere, der passerer Den Europæiske Unions medlemsstaters ydre grænser, og om fastlæggelse af betingelserne for adgang til ind- og udrejsesystemet til retshåndhævelsesformål (EES-forordningen) med senere ændringer gælder her i landet. Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om midlertidig fravigelse af visse bestemmelser i EES-forordningen og Schengengrænsekodeksen for så vidt angår den gradvise idriftsættelse af ind- og udrejsesystemet med senere ændringer gælder her i landet.

Det foreslåede 1. pkt. vil indebære, at den gældende EES-forordning, som blev vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet den 30. november 2017, og som finder anvendelse fra den dato, der fastsættes af Europa-Kommissionen, vil gælde i Danmark. Der henvises til lovforslagets § 4 om lovforslagets ikrafttræden.

Det vil endvidere indebære, at også fremtidige ændringer af EES-forordningen – i det omfang, at sådanne ændringer ikke kræver ændring af andre regler i udlændingeloven – vil gælde i Danmark.

Fremtidige ændringer af forordningen eller vedtagelse af yderligere gennemførelsesforanstaltninger, som ikke kræver ændring af udlændingelovens regler, vil således gælde her i landet, og udlændinge- og integrationsministeren vil kunne fastsætte nærmere bestemmelser om gennemførelsen heraf. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til § 58 d, stk. 1, 1. pkt., som affattet ved l § 1, nr. 21, i lov nr. 721 af 27. april 2021 om ændring af udlændingeloven og lov om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen.

Der henvises til Folketingstidende 2021-22, tillæg A, L 185 som fremsat, pkt. 3.2.2 for en nærmere beskrivelse af EES-forordningen.

Det bemærkes, at EES-forordningen er omfattet af det danske retsforbehold, men idet forordningen udgør en udbygning af Schengenreglerne, har Danmark i henhold til artikel 4 i protokollen om Danmarks stilling truffet afgørelse om at gennemføre forordningen i dansk ret på mellemstatsligt grundlag.

Der henvises til pkt. 8 i lovforslagets bemærkninger for en nærmere beskrivelse af Danmarks forbehold på området for retlige og indre anliggender (retsforbeholdet), herunder om retsakter der udbygger Schengenreglerne.

Det bemærkes endvidere, at Folketingets Europaudvalg efter de gældende retningslinjer for den danske EU-beslutningsprocedure vil blive forelagt væsentlige forslag til ændringer af EES-forordningen forud for den generelle indstilling i Rådet. For så vidt angår forslag af større rækkevidde forelægges sager for Folketingets Europaudvalg med henblik på forhandlingsoplæg. I den formulering ligger, at regeringen for så vidt angår foranstaltninger af større rækkevidde forud for den generelle indstilling i Rådet skal sikre sig, at regeringen ikke har et flertal imod sig. Hvis der måtte blive tale om ændringer af en sådan karakter, at Danmark ved en tiltrædelse må anses at blive undergivet forpligtelser af større betydning, kræves endvidere Folketingets forudgående samtykke efter grundlovens § 19, stk. 1, 2. pkt.

Det bemærkes endelig, at en række af de løbende ændringer, der måtte ske af EES-forordningen, forventes at ville være af mere teknisk karakter og dermed vil kunne gennemføres administrativt.

Det foreslåede 2. pkt. vil indebære, at forordningen om gradvis idriftsættelse af ind- og udrejsesystemet, som finder anvendelse fra den dato, fra hvilken EES skal idriftsættes, som fastsat af Kommissionen i henhold til artikel 66, stk. 1, i EES-forordningen, dog således at artikel 3 i forordningen om gradvis idriftsættelse af ind- og udrejsesystemet finder anvendelse fra datoen for forordningens ikrafttræden, vil gælde i Danmark. Der henvises til lovforslagets § 6 om lovforslagets ikrafttræden.

Der henvises til pkt. 8 i de almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af Danmarks forbehold på området for retlige og indre anliggender (retsforbeholdet), herunder om retsakter der udbygger Schengenreglerne.

Det bemærkes endvidere, at Folketingets Europaudvalg efter de gældende retningslinjer for den danske EU-beslutningsprocedure vil blive forelagt væsentlige forslag til ændringer af forordningen om gradvis idriftsættelse af ind- og udrejsesystemet forud for den generelle indstilling i Rådet. For så vidt angår forslag af større rækkevidde forelægges sager for Folketingets Europaudvalg med henblik på forhandlingsoplæg. I den formulering ligger, at regeringen for så vidt angår foranstaltninger af større rækkevidde forud for den generelle indstilling i Rådet skal sikre sig, at regeringen ikke har et flertal imod sig. Dette vil eksempelvis kunne været tilfældet, såfremt forordningen om gradvis idriftsættelse af ind- og udrejsesystemet udvides til også at fravige eller suspendere bestemmelser i andre retsakter. Hvis der måtte blive tale om ændringer af en sådan karakter, at Danmark ved en tiltrædelse må anses at blive undergivet forpligtelser af større betydning, kræves endvidere Folketingets forudgående samtykke efter grundlovens § 19.

Det bemærkes endelig, at en række af de løbende ændringer, der måtte ske af forordningen om gradvis idriftsættelse af ind- og udrejsesystemet, forventes at ville være af mere teknisk karakter og dermed vil kunne gennemføres administrativt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.2.1 i lovforslagets bemærkninger.

Udlændingelovens § 2 a, stk. 12, der endnu ikke er sat i kraft, vedrører anvendelse af forordning om oprettelse af et europæisk system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS-forordningen) i dansk ret. Der eksisterer ikke på nuværende tidspunkt et europæisk system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse.

Det bemærkes, at der således alene er tale om en lovteknisk ændring, idet § 1, nr. 2, i lov nr. 1575 af 12. december 2023 om ændring af udlændingeloven, lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, og hjemrejseloven, hvorved § 2 a, stk. 12, senest blev indsat i udlændingeloven, endnu ikke er sat i kraft, jf. ikrafttrædelsesbestemmelserne i lovens § 7. Der er således tale om en gengivelse af de specielle bemærkninger til § 1, nr. 2, i lov nr. 1575 af 12. december 2023.

Det foreslås, at der i § 2 a indsættes som stk. 12 : Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et europæisk system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS-forordningen) med senere ændringer gælder her i landet.

Det vil dels betyde, at den gældende ETIAS-forordning, som blev vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet den 12. september 2018, og som finder anvendelse fra den dato, der fastsættes af Europa-Kommissionen, gælder i Danmark. Der henvises til lovforslagets § 6 om lovforslagets ikrafttræden.

Det vil endvidere betyde, at også fremtidige ændringer af ETIAS-forordningen – i det omfang, at sådanne ændringer ikke kræver ændring af andre regler i udlændingeloven – vil gælde i Danmark.

Fremtidige ændringer af forordningen eller vedtagelse af yderligere gennemførelsesforanstaltninger, som ikke kræver ændring af udlændingelovens regler, vil således kunne gennemføres ved udlændinge- og integrationsministerens fastsættelse af nærmere bestemmelse herom. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til § 58 d, stk. 1, 1. pkt., som affattet ved § 1, nr. 22, i lov nr. 721 af 27. april 2021 om ændring af udlændingeloven og lov om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen.

Der henvises til Folketingstidende 2021-22, tillæg A, L 185 som fremsat, pkt. 3.1.2 for en nærmere beskrivelse af ETIAS-forordningen.

Det bemærkes, at ETIAS-forordningen er omfattet af det danske forbehold på området for retlige og indre anliggender (retsforbeholdet), men idet forordningerne udgør en udbygning af Schengenreglerne, har Danmark i henhold til artikel 4 i protokollen om Danmarks stilling truffet afgørelse om at gennemføre forordningerne i dansk ret på mellemstatsligt grundlag.

Der henvises til pkt. 8 i lovforslagets bemærkninger for en nærmere beskrivelse af Danmarks forbehold på området for retlige og indre anliggender (retsforbeholdet), herunder om retsakter, der udbygger Schengenreglerne.

Det bemærkes endvidere, at Folketingets Europaudvalg efter de gældende retningslinjer for den danske EU-beslutningsprocedure vil blive forelagt væsentlige forslag til ændringer af ETIAS-forordningen forud for den generelle indstilling i Rådet. For så vidt angår forslag af større rækkevidde forelægges sager for Folketingets Europaudvalg med henblik på forhandlingsoplæg. Det betyder, at regeringen for så vidt angår foranstaltninger af større rækkevidde forud for den generelle indstilling i Rådet skal sikre sig, at regeringen ikke har et flertal imod sig. Hvis der måtte blive tale om ændringer af en sådan karakter, at Danmark ved en tiltrædelse må anses at blive undergivet forpligtelser af større betydning, kræves endvidere Folketingets forudgående samtykke efter grundlovens § 19, stk. 1, 2. pkt.

Det bemærkes endelig, at en række af de løbende ændringer, der måtte ske af ETIAS-forordningen, forventes at ville være af mere teknisk karakter og dermed vil kunne gennemføres administrativt.

Udlændingelovens § 2 a, stk. 13, der endnu ikke er sat i kraft, vedrører anvendelse af forordninger om interoperabilitetskomponenter vedrørende de eksisterende og kommende EU-informationssystemer for sikkerhed og grænse- og migrationsforvaltning i dansk ret. Der eksisterer på nuværende tidspunkt ikke interoperabilitetskomponenter vedrørende de eksisterende og kommende EU-informationssystemer for sikkerhed og grænse- og migrationsforvaltning.

Det bemærkes, at der alene er tale om en lovteknisk ændring, idet § 1, nr. 3, i lov nr. 1575 af 12. december 2023 om ændring af udlændingeloven, lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, og hjemrejseloven, hvorved § 2 a, stk. 13, blev indsat i udlændingeloven endnu ikke er sat i kraft, jf. ikrafttrædelsesbestemmelserne i lovens § 7. Der er således tale om en gengivelse af de specielle bemærkninger til § 1, nr. 3, i lov nr. 1575 af 12. december 2023.

Det foreslås, at der i § 2 a indsættes som stk. 13 : Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/817 af 20. maj 2019 om fastsættelse af en ramme for interoperabilitet mellem EU-informationssystemer vedrørende grænser og visum og de dele, som vedrører SIS, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/818 af 20. maj 2019 om fastsættelse af en ramme for interoperabilitet mellem EU-informationssystemer vedrørende politisamarbejde og retligt samarbejde, asyl og migration (interoperabilitetsforordningerne) med senere ændringer gælder her i landet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at interoperabilitetsforordningerne, som blev vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet den 20. maj 2019, og som finder anvendelse fra den dato, der fastsættes af Europa-Kommissionen, gælder i Danmark.

Endvidere vil indsættelsen betyde, at også fremtidige ændringer af interoperabilitetsforordningerne – i det omfang, at sådanne ændringer ikke kræver ændring af andre regler i udlændingeloven – vil gælde i Danmark. Der tages således højde for eventuelle fremtidige ændringer af forordningerne i det omfang, sådanne ændringer ikke kræver ændring af andre bestemmelser i udlændingeloven.

Fremtidige ændringer af forordningerne eller vedtagelse af yderligere gennemførelsesforanstaltninger, som ikke kræver ændring af udlændingelovens øvrige regler, vil endvidere kunne gennemføres ved udlændinge- og integrationsministerens fastsættelse af nærmere bestemmelse herom, jf. § 1, nr. 14, i lov nr. 1575 af 12. december 2023 om ændring af udlændingeloven, lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, og hjemrejseloven.

Der henvises til Folketingstidende 2023-24, tillæg A, L 40 som fremsat, pkt. 2.7 for en nærmere beskrivelse af interoperabilitetsforordningerne.

Det bemærkes endvidere, at Folketingets Europaudvalg efter de gældende retningslinjer for den danske EU-beslutningsprocedure vil blive forelagt væsentlige forslag til ændringer af interoperabilitetsforordningerne forud for, at der opnås enighed herom i Rådet. For så vidt angår forslag af større rækkevidde forelægges et forhandlingsoplæg for Folketingets Europaudvalg, som udvalget skal tage stilling til. Det betyder, at regeringen for så vidt angår foranstaltninger af større rækkevidde forud for, at der opnås enighed om et forslag i Rådet, skal sikre sig, at regeringen ikke har et flertal imod sig. Hvis der måtte blive tale om ændringer af en sådan karakter, at Danmark ved en tiltrædelse må anses at blive undergivet forpligtelser af større betydning, kræves endvidere Folketingets forudgående samtykke efter grundlovens § 19, stk. 1, 2. pkt.

Det bemærkes endelig, at en række af de løbende ændringer, der måtte ske af interoperabilitetsforordningerne, forventes at ville være af mere teknisk karakter og dermed vil kunne gennemføres administrativt.

Luftfartsselskaber skal forud for luftfartøjets ankomst til politiet levere oplysninger om de ombordværende passagerers og besætningsmedlemmers fulde navn, fødselsdato, køn, nationalitet, rejselegitimation (type, nummer, udstedende myndighed og udløbsdato), grænseovergangssted i Danmark, luftfartøjets transportkode og afgangs- og ankomsttidspunkt samt oplysninger om passagerers oprindelige ombordstigningssted, rejserute og bookingkode (API-oplysninger), jf. § 12, stk. 5 i bekendtgørelse nr. 1532 af 5. december 2024 (udlændingebekendtgørelsen). Oplysningerne, som politiet modtager fra luftfartsselskaberne, benyttes i forbindelse med politiets grænsekontrol i lufthavnene. Oplysningerne afgives elektronisk eller på anden af Rigspolitiet fastsat måde. Politiet sletter modtagne personhenførbare oplysninger senest 24 timer efter, at passagererne er indrejst, medmindre oplysningerne senere er nødvendige til varetagelsen af politiets øvrige opgaver. Bekendtgørelsen er bl.a. udstedt i medfør af udlændingelovens § 38, stk. 4, hvorefter udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om ind- og udrejsekontrol.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i udlændingelovens § 2 a, stk. 14 , hvorefter bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2025/12 om indsamling og overførsel af forhåndsoplysninger om passagerer med henblik på at forbedre og lette ind- og udrejsekontrollen ved de ydre grænser (API-forordningen) med senere ændringer gælder her i landet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at API-forordningen vil gælde i Danmark. Det betyder også, at fremtidige ændringer af API-forordningen vil gælde i Danmark, i det omfang sådanne ændringer ikke kræver ændring af andre regler i f.eks. udlændingeloven. Ved eventuelle ændringer af forordningen vil der dermed skulle foretages en ny vurdering efter grundlovens § 19, da det ikke på forhånd kan udelukkes, at ændringerne vil kræve Folketingets medvirken eller i øvrigt være af større betydning.

Gennemførelse af API-forordningen i dansk ret vil medføre, at politiet vil kunne modtage API-oplysninger til brug for grænsekontrol via den centrale router. Routeren vil automatisk overføre de API-oplysninger, som er indsamlet fra luftfartsselskaberne, til de relevante kompetente grænsemyndigheder. På denne måde er der alene ét forbindelsespunkt mellem luftfartsselskaberne og medlemslandene, hvilket vil effektivisere arbejdsgangene mellem luftfartsselskaberne og medlemslandene, idet de undgår at skulle etablere og opretholde flere forbindelser til medlemsstaternes kompetente grænsemyndigheder med henblik på overførsel af API-oplysninger.

Det bemærkes, at API-forordningen erstatter API-direktivet, jf. forordningens artikel 40.

Det forventes, at den foreslåede gennemførelse af API-forordningen vil medføre ændring af udlændingebekendtgørelsen.

Det fremgår af udlændingelovens § 2 b, stk. 2, at udlændinge, der har visum gyldigt for alle Schengenlande, har ret til at indrejse og opholde sig i Danmark inden for visummets gyldighedsperiode. Varigheden af et sammenhængende ophold eller den samlede varighed af flere på hinanden følgende ophold her i landet må dog ikke overstige 90 dage inden for en periode på 180 dage, hvorved perioden på 180 dage forud for hver opholdsdag tages i betragtning. I de nævnte 90 dages ophold fradrages derfor den tid, hvori udlændingen inden for de 180 dage har opholdt sig i et andet Schengenland. Har udlændingen opholdt sig i Danmark eller et andet Schengenland med opholdstilladelse eller langtidsvisum, fradrages denne tid dog ikke.

De danske myndigheders udstedelse af visum reguleres i udlændingelovens § 4, stk. 1 og 2, hvori det fremgår, at visum udstedes i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) 810/2009 om en fællesskabskodeks for visa (visumkodeks) bestemmelser. Visum kan gives til en eller flere indrejser inden for et nærmere fastsat tidsrum. Varigheden af opholdet i Danmark og de andre Schengenlande må dog ikke overstige 90 dage inden for en periode på 180 dage. I den forbindelse skal perioden på 180 dage forud for hver opholdsdag tages i betragtning. Ophold i Danmark eller et andet Schengenland på baggrund af opholdstilladelse eller langtidsvisum medregnes ikke ved beregningen af de 90 dages ophold.

For så vidt angår visumfri udlændinge fremgår det af udlændingelovens § 3, stk. 1, at udlændinge, der efter regler fastsat i medfør af § 39, stk. 2, er fritaget for visum, har ret til at indrejse og opholde sig i Danmark i højst 90 dage inden for en periode på 180 dage. I den forbindelse skal perioden på 180 dage forud for hver opholdsdag tages i betragtning. I de nævnte 90 dages ophold fradrages den tid, hvori udlændingen inden for de 180 dage har opholdt sig i Danmark eller et andet Schengenland. Ophold i Danmark eller et andet Schengenland på baggrund af opholdstilladelse eller langtidsvisum fradrages dog ikke.

I lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås, at i § 2 b, stk. 2, 4. pkt., § 3, stk. 1, 2. og 3. pkt., og § 4, stk. 2, ændres »Danmark eller et andet Schengenland« til: »Danmark, et andet Schengenland, på Færøerne eller i Grønland«.

Det foreslåede vil medføre, at den tid, hvori en tredjelandsstatsborger uden opholdstilladelse eller langtidsvisum til Danmark eller et andet Schengenland har haft kortvarigt visumfrit eller visumpligtigt ophold på Færøerne eller i Grønland inden for de seneste 180 dage, vil blive fradraget i det tilladte kortvarige ophold i Danmark. Herefter vil tidligere korttidsophold i både Danmark, andre Schengenlande, på Færøerne eller i Grønland inden for de seneste 180 dage blive fradraget i det tilladte kortvarige ophold på 90 dage i Danmark.

Der henvises i øvrigt til pkt.2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af udlændingelovens § 2 b, stk. 2, § 3, stk. 1, 3. pkt., og § 4, stk. 2, at ophold i Danmark eller et andet Schengenland på baggrund af opholdstilladelse eller med visum til ophold af mere end 90 dages varighed begrænset til dette Schengenland (langtidsvisum) ikke medregnes ved beregningen af kortvarigt ophold.

I lovforslagets § 1, nr. 5, foreslås, at i § 2 b, stk. 2, 4. pkt., § 3, stk. 1, 3. pkt., og § 4, stk. 2, ændres »dette Schengenland« til: »dette land«.

Baggrunden for ændringen er, at ophold på Færøerne og i Grønland også skal indgå i beregningen af kortvarigt ophold for tredjelandsstatsborgere uden opholdstilladelse eller langtidsvisum til Danmark eller et andet Schengenland. Ophold på baggrund af opholdstilladelse på Færøerne eller i Grønland og ophold med langtidsvisum til Færøerne og Grønland skal derfor heller ikke medregnes ved beregningen af kortvarigt ophold i Danmark.

Det foreslåede vil medføre, at ophold på Færøerne eller i Grønland på baggrund af opholdstilladelse eller langtidsvisum, heller ikke medregnes ved beregningen af kortvarigt ophold. Der er tale om en konsekvensændring af lovforslagets § 1, nr. 3, 4 og 6.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af udlændingelovens § 2 b, stk. 2, at udlændinge, der har visum gyldigt for alle Schengenlande, har ret til at indrejse og opholde sig i Danmark inden for visummets gyldighedsperiode. Varigheden af et sammenhængende ophold eller den samlede varighed af flere på hinanden følgende ophold her i landet må dog ikke overstige 90 dage inden for en periode på 180 dage, hvorved perioden på 180 dage forud for hver opholdsdag tages i betragtning. I de nævnte 90 dages ophold fradrages derfor den tid, hvori udlændingen inden for de 180 dage har opholdt sig i et andet Schengenland. Har udlændingen opholdt sig i Danmark eller et andet Schengenland med opholdstilladelse eller med visum til ophold af mere end 90 dages varighed begrænset til dette Schengenland (langtidsvisum), fradrages denne tid dog ikke.

I lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås, at i § 2 b, stk. 2, 3. pkt., indsættes efter »et andet Schengenland«: », på Færøerne eller i Grønland«.

Det foreslåede vil medføre, at den tid, hvori en tredjelandsstatsborger uden opholdstilladelse eller langtidsvisum til Danmark eller et andet Schengenland har haft kortvarigt visumpligtigt ophold på Færøerne eller i Grønland inden for de seneste 180 dage, vil blive fradraget i det tilladte kortvarige ophold på højst 90 dage i Danmark. Herefter vil tidligere korttidsophold i både Danmark, andre Schengenlande, på Færøerne eller i Grønland inden for de seneste 180 dage blive fradraget i det tilladte kortvarige ophold på 90 dage i Danmark.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af udlændingelovens § 2 b, stk. 2, at udlændinge, der har visum gyldigt for alle Schengenlande, har ret til at indrejse og opholde sig i Danmark inden for visummets gyldighedsperiode. Varigheden af et sammenhængende ophold eller den samlede varighed af flere på hinanden følgende ophold her i landet må dog ikke overstige 90 dage inden for en periode på 180 dage, hvorved perioden på 180 dage forud for hver opholdsdag tages i betragtning. I de nævnte 90 dages ophold fradrages derfor den tid, hvori udlændingen inden for de 180 dage har opholdt sig i et andet Schengenland. Har udlændingen opholdt sig i Danmark eller et andet Schengenland med opholdstilladelse eller langtidsvisum, fradrages denne tid dog ikke.

De danske myndigheders udstedelse af visum reguleres i udlændingelovens § 4, stk. 1 og 2, hvori det fremgår, at visum udstedes i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) 810/2009 om en fællesskabskodeks for visa (visumkodeks) bestemmelser. Visum kan gives til en eller flere indrejser inden for et nærmere fastsat tidsrum. Varigheden af opholdet i Danmark og de andre Schengenlande må dog ikke overstige 90 dage inden for en periode på 180 dage. I den forbindelse skal perioden på 180 dage forud for hver opholdsdag tages i betragtning. Ophold i Danmark eller et andet Schengenland på baggrund af opholdstilladelse eller langtidsvisum medregnes ikke ved beregningen af de 90 dages ophold.

For så vidt angår visumfri udlændinge fremgår det af udlændingelovens § 3, stk. 1, at udlændinge, der efter regler fastsat i medfør af § 39, stk. 2, er fritaget for visum, har ret til at indrejse og opholde sig i Danmark i højst 90 dage inden for en periode på 180 dage. I den forbindelse skal perioden på 180 dage forud for hver opholdsdag tages i betragtning. I de nævnte 90 dages ophold fradrages den tid, hvori udlændingen inden for de 180 dage har opholdt sig i Danmark eller et andet Schengenland. Ophold i Danmark eller et andet Schengenland på baggrund af opholdstilladelse eller langtidsvisum fradrages dog ikke.

I lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås, at i § 2 b, stk. 2, 4. pkt., § 3, stk. 1, 2. og 3. pkt., og § 4, stk. 2, ændres »Danmark eller et andet Schengenland« til: »Danmark, et andet Schengenland, på Færøerne eller i Grønland«.

Det foreslåede vil medføre, at den tid, hvori en tredjelandsstatsborger uden opholdstilladelse eller langtidsvisum til Danmark eller et andet Schengenland har haft kortvarigt visumfrit eller visumpligtigt ophold på Færøerne eller i Grønland inden for de seneste 180 dage, vil blive fradraget i det tilladte kortvarige ophold i Danmark. Herefter vil tidligere korttidsophold i både Danmark, andre Schengenlande, på Færøerne eller i Grønland inden for de seneste 180 dage blive fradraget i det tilladte kortvarige ophold på 90 dage i Danmark.

Der henvises i øvrigt til pkt.2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af udlændingelovens § 2 b, stk. 2, § 3, stk. 1, 3. pkt., og § 4, stk. 2, at ophold i Danmark eller et andet Schengenland på baggrund af opholdstilladelse eller med visum til ophold af mere end 90 dages varighed begrænset til dette Schengenland (langtidsvisum) ikke medregnes ved beregningen af kortvarigt ophold.

I lovforslagets § 1, nr. 5, foreslås, at i § 2 b, stk. 2, 4. pkt., § 3, stk. 1, 3. pkt., og § 4, stk. 2, ændres »dette Schengenland« til: »dette land«.

Baggrunden for ændringen er, at ophold på Færøerne og i Grønland også skal indgå i beregningen af kortvarigt ophold for tredjelandsstatsborgere uden opholdstilladelse eller langtidsvisum til Danmark eller et andet Schengenland. Ophold på baggrund af opholdstilladelse på Færøerne eller i Grønland og ophold med langtidsvisum til Færøerne og Grønland skal derfor heller ikke medregnes ved beregningen af kortvarigt ophold i Danmark.

Det foreslåede vil medføre, at ophold på Færøerne eller i Grønland på baggrund af opholdstilladelse eller langtidsvisum, heller ikke medregnes ved beregningen af kortvarigt ophold. Der er tale om en konsekvensændring af lovforslagets § 1, nr. 3, 4 og 6.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af udlændingelovens § 2 b, stk. 2, at udlændinge, der har visum gyldigt for alle Schengenlande, har ret til at indrejse og opholde sig i Danmark inden for visummets gyldighedsperiode. Varigheden af et sammenhængende ophold eller den samlede varighed af flere på hinanden følgende ophold her i landet må dog ikke overstige 90 dage inden for en periode på 180 dage, hvorved perioden på 180 dage forud for hver opholdsdag tages i betragtning. I de nævnte 90 dages ophold fradrages derfor den tid, hvori udlændingen inden for de 180 dage har opholdt sig i et andet Schengenland. Har udlændingen opholdt sig i Danmark eller et andet Schengenland med opholdstilladelse eller langtidsvisum, fradrages denne tid dog ikke.

De danske myndigheders udstedelse af visum reguleres i udlændingelovens § 4, stk. 1 og 2, hvori det fremgår, at visum udstedes i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) 810/2009 om en fællesskabskodeks for visa (visumkodeks) bestemmelser. Visum kan gives til en eller flere indrejser inden for et nærmere fastsat tidsrum. Varigheden af opholdet i Danmark og de andre Schengenlande må dog ikke overstige 90 dage inden for en periode på 180 dage. I den forbindelse skal perioden på 180 dage forud for hver opholdsdag tages i betragtning. Ophold i Danmark eller et andet Schengenland på baggrund af opholdstilladelse eller langtidsvisum medregnes ikke ved beregningen af de 90 dages ophold.

For så vidt angår visumfri udlændinge fremgår det af udlændingelovens § 3, stk. 1, at udlændinge, der efter regler fastsat i medfør af § 39, stk. 2, er fritaget for visum, har ret til at indrejse og opholde sig i Danmark i højst 90 dage inden for en periode på 180 dage. I den forbindelse skal perioden på 180 dage forud for hver opholdsdag tages i betragtning. I de nævnte 90 dages ophold fradrages den tid, hvori udlændingen inden for de 180 dage har opholdt sig i Danmark eller et andet Schengenland. Ophold i Danmark eller et andet Schengenland på baggrund af opholdstilladelse eller langtidsvisum fradrages dog ikke.

I lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås, at i § 2 b, stk. 2, 4. pkt., § 3, stk. 1, 2. og 3. pkt., og § 4, stk. 2, ændres »Danmark eller et andet Schengenland« til: »Danmark, et andet Schengenland, på Færøerne eller i Grønland«.

Det foreslåede vil medføre, at den tid, hvori en tredjelandsstatsborger uden opholdstilladelse eller langtidsvisum til Danmark eller et andet Schengenland har haft kortvarigt visumfrit eller visumpligtigt ophold på Færøerne eller i Grønland inden for de seneste 180 dage, vil blive fradraget i det tilladte kortvarige ophold i Danmark. Herefter vil tidligere korttidsophold i både Danmark, andre Schengenlande, på Færøerne eller i Grønland inden for de seneste 180 dage blive fradraget i det tilladte kortvarige ophold på 90 dage i Danmark.

Der henvises i øvrigt til pkt.2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af udlændingelovens § 2 b, stk. 2, § 3, stk. 1, 3. pkt., og § 4, stk. 2, at ophold i Danmark eller et andet Schengenland på baggrund af opholdstilladelse eller med visum til ophold af mere end 90 dages varighed begrænset til dette Schengenland (langtidsvisum) ikke medregnes ved beregningen af kortvarigt ophold.

I lovforslagets § 1, nr. 5, foreslås, at i § 2 b, stk. 2, 4. pkt., § 3, stk. 1, 3. pkt., og § 4, stk. 2, ændres »dette Schengenland« til: »dette land«.

Baggrunden for ændringen er, at ophold på Færøerne og i Grønland også skal indgå i beregningen af kortvarigt ophold for tredjelandsstatsborgere uden opholdstilladelse eller langtidsvisum til Danmark eller et andet Schengenland. Ophold på baggrund af opholdstilladelse på Færøerne eller i Grønland og ophold med langtidsvisum til Færøerne og Grønland skal derfor heller ikke medregnes ved beregningen af kortvarigt ophold i Danmark.

Det foreslåede vil medføre, at ophold på Færøerne eller i Grønland på baggrund af opholdstilladelse eller langtidsvisum, heller ikke medregnes ved beregningen af kortvarigt ophold. Der er tale om en konsekvensændring af lovforslagets § 1, nr. 3, 4 og 6.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

De danske myndigheders udstedelse af visum reguleres i udlændingelovens § 4, stk. 1 og 2, hvori det fremgår, at visum udstedes i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) 810/2009 om en fællesskabskodeks for visa (visumkodeks) bestemmelser. Visum kan gives til en eller flere indrejser inden for et nærmere fastsat tidsrum. Varigheden af opholdet i Danmark og de andre Schengenlande må dog ikke overstige 90 dage inden for en periode på 180 dage. I den forbindelse skal perioden på 180 dage forud for hver opholdsdag tages i betragtning. Ophold i Danmark eller et andet Schengenland på baggrund af opholdstilladelse eller langtidsvisum medregnes ikke ved beregningen af de 90 dages ophold.

I lovforslagets § 1, nr. 6, foreslås, at i § 4, stk. 1, 3. pkt., indsættes efter »Schengenlande«: »samt på Færøerne og i Grønland«.

Det foreslåede vil medføre, at den tid, hvori en tredjelandsstatsborger uden opholdstilladelse eller langtidsvisum til Danmark eller et andet Schengenland har haft kortvarigt visumpligtigt ophold på Færøerne eller i Grønland inden for de seneste 180 dage, vil blive fradraget i det tilladte kortvarige ophold på højst 90 dage i Danmark. Herefter vil tidligere korttidsophold i både Danmark, andre Schengenlande, på Færøerne eller i Grønland inden for de seneste 180 dage blive fradraget i det tilladte kortvarige ophold på 90 dage i Danmark.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1 og 2

Det fremgår af udlændingelovens § 2 a, stk. 2, at der ved et Schengenland i denne lov forstås et land, der er tilsluttet Schengenkonventionen. Bulgarien, Cypern og Rumænien anses dog ikke for Schengenlande i forhold til § 2 b, stk. 1-3, §§ 3, 4 og 4 b, § 19, stk. 5, kapitel 4 a, § 28, stk. 1, nr. 6, § 38, stk. 1-3, § 39, stk. 3, 2. pkt., § 58 f og § 59, stk. 1, nr. 1. Cypern anses endvidere ikke for et Schengenland i forhold til § 10, stk. 2, nr. 4, § 19, stk. 4, § 58 g og § 58 h.

Rådet vedtog den 25. april 2023 afgørelse (EU) 2023/870 om anvendelse af bestemmelserne i Schengenreglerne for så vidt angår Schengeninformationssystemet (SIS) i Cypern (EU-Tidende, L 113 af 28. april 2023, s. 44-47). Med vedtagelsen blev det besluttet, at bestemmelserne i Schengenreglerne vedrørende SIS gælder i Cypern.

Med vedtagelsen af rådsafgørelsen Cypern fra den 25. juli 2023, behandler Cypern således oplysninger i SIS, herunder foretager indberetninger, udveksler oplysninger mv.

Herudover vedtog Rådet den 30. december 2023 efter en skriftlig procedure afgørelse (EU) 2024/210 om den fulde anvendelse af Schengenreglerne i Bulgarien og Rumænien (EU-Tidende, L 2024/210 af 4. januar 2024). Det blev herved besluttet, at personkontrollen ved de indre luft- og søgrænser med og mellem Bulgarien og Rumænien fra den 31. marts 2024 blev ophævet, og at Schengenreglerne i øvrigt finder anvendelse på Bulgarien og Rumænien i deres indbyrdes forhold og over for de øvrige Schengenlande.

Med vedtagelsen af rådsafgørelsen var der fra den 31. marts 2024 således ikke længere personkontrol ved EU's indre luft- og søgrænser mellem Bulgarien og Rumænien og de øvrige lande i Schengenområdet, der anvender Schengenreglerne fuldt ud.

Bulgarien og Rumænien vil derudover kunne udstede visum med gyldighed for hele Schengenområdet i overensstemmelse med reglerne i visumkodeks, ligesom anmeldte opholdstilladelser vil være dokumenter, der giver tredjelandsstatsborgere ret til indrejse uden visum.

For så vidt angår grænser og visum bliver Bulgarien og Rumænien således et Schengenland i udlændingelovens forstand.

Det foreslås, at i § 2 a, stk. 2, 2. pkt., ændres »Bulgarien, Cypern og Rumænien« til: »Cypern«, og »Schengenlande« ændres til: »et Schengenland«.

Det foreslås endvidere, at § 2 a, stk. 2, 3. pkt., ophæves.

De foreslåede ændringer vil medføre, at det alene vil være Cypern, som i forhold til § 2 b, stk. 1-3, §§ 3, 4 og 4 b, § 19, stk. 5, kapitel 4 a, § 28, stk. 1, nr. 6, § 38, stk. 1-3, § 39, stk. 3, 2. pkt., § 58 f og § 59, stk. 1, nr. 1, ikke anses som et Schengenland.

De foreslåede ændringer vil endvidere medføre, at de særlige bestemmelser i § 2 a, stk. 2, 3. pkt. i relation til Cyperns anvendelse af SIS vil blive ophævet. Udlændingelovens bestemmelser i relation til SIS vil således fremadrettet omfatte Cypern på lige fod med andre Schengenlande.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter § 4 c, stk. 3, nr. 3, i udlændingeloven kan en udlænding ikke få visum efter § 4, stk. 1, i 5 år, hvis udlændingen efter indrejsen indgiver ansøgning om opholdstilladelse på andet grundlag, jf. dog stk. 4. Dette gælder bl.a. for udlændinge, der indgiver ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1, i henhold til TEUF artikel 20.

Det følger af § 4 c, stk. 4, nr. 1, at stk. 3, nr. 3, ikke finder anvendelse, hvis udlændingen ansøger om opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 1 eller 2.

Det foreslås i § 4 c, stk. 4, nr. 1, at ændre: »nr. 1 eller 2« til: »nr. 1, 2 eller 4«.

Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 4, hvorefter der efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, der er familiemedlem til en dansk statsborger, hvis der mellem udlændingen og den danske statsborger består et afhængighedsforhold, der i henhold til artikel 20 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde vurderes at være af en sådan karakter, at den danske statsborger reelt vil være nødsaget til at forlade den Europæiske Unions område sammen med udlændingen, hvis denne ikke gives opholdstilladelse.

Den foreslåede ændring af § 4 c, stk. 4, nr. 1, indebærer, at reglen om, at en udlænding ikke kan få visum i 5 år, hvis udlændingen efter indrejsen indgiver ansøgning om opholdstilladelse på andet grundlag, jf. herved § 4 c, stk. 3, nr. 3, ikke vil finde anvendelse for udlændinge, der indgiver ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1, i henhold til TEUF artikel 20.

Det følger af udlændingelovens § 4, stk. 1, at visum udstedes i medfør af visumkodeksens bestemmelser herom til at gælde indrejse og ophold i alle Schengenlande.

Det følger af udlændingelovens § 4 c, stk. 3, nr. 3, at en udlænding ikke kan få visum efter § 4, stk. 1, i 5 år, hvis udlændingen efter indrejsen indgiver ansøgning om opholdstilladelse på andet grundlag. Af § 4 c, stk. 4, nr. 3, følger, at § 4 c, stk. 3, nr. 3, ikke finder anvendelse, hvis udlændingen ansøger om opholdstilladelse efter § 9 i, stk. 1, med henblik på at studere eller 9 i, stk. 2, med henblik på at deltage i en ph.d.-uddannelse.

I § 4 c, stk. 4, nr. 3 , foreslås det at ændre »§ 9 i, stk. 1« til »§ 9 i, stk. 1 eller 3«.

Ændringen af udlændingelovens § 4 c, stk. 4, nr. 3, skal ses i sammenhæng med, at det i udlændingelovens § 9 i, stk. 3, foreslås at indføre en ny bestemmelse om opholdstilladelse på baggrund af en erhvervskandidatuddannelse, der er tilrettelagt på deltid, jf. lovforslagets § 4, nr. 6.

Ændringen medfører således, at den foreslåede nye bestemmelse i udlændingelovens § 9 i, stk. 3, omfattes af udlændingelovens § 4 c, stk. 4, nr. 3.

Hermed vil en udlænding, der efter indrejsen søger opholdstilladelse efter den nye bestemmelse i udlændingelovens § 9 i, stk. 3, ikke efter § 4 c, stk. 3, nr. 3, få en karensperiode på 5 år. Det svarer til, hvad der gælder for øvrige ansøgninger om opholdstilladelse på baggrund af studie.

Det følger af EU-Domstolens retspraksis, at det i visse særlige situationer vil være i strid med TEUF artikel 20 at nægte opholdsret til en tredjelandsstatsborger, der er familiemedlem til en unionsborger, der opholder sig i sin egen medlemsstat. Det er kendetegnende for de situationer, som er omfattet af TEUF artikel 20, at de kun har betydning for statiske danske statsborgere, der opholder sig i Danmark, dvs. at de pågældende ikke udøver (eller har udøvet) retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Udlændingeloven indeholder ikke i dag en særskilt bestemmelse, der giver hjemmel til at meddele opholdstilladelse i en situation omfattet af TEUF artikel 20.

Opholdstilladelse i henhold til TEUF artikel 20 meddeles derfor i dag efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, hvorefter der efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed og, hvis udlændingen er under 18 år, hensynet til barnets tarv, taler herfor.

Udlændingelovens § 9 c, stk. 1, tager navnlig sigte på tilfælde, hvor det efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv er nødvendigt at tillade familiesammenføring.

For en nærmere gennemgang af praksis henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.3.1.1.

Med § 9, stk. 1, nr. 4, foreslås det, at der efter ansøgning skal kunne gives opholdstilladelse til en udlænding, der er familiemedlem til en dansk statsborger, i situationer omfattet af artikel 20 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde.

Med forslaget videreføres gældende ret. Der er tale om en kodificering af den praksis, der i dag gælder for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til EU-Domstolens retspraksis om afledt opholdsret efter TEUF artikel 20.

Forslaget indebærer således, at myndighederne fremover vil skulle meddele opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse til en udlænding, der er familiemedlem til en dansk statsborger, hvis der mellem udlændingen og den danske statsborger består et afhængighedsforhold, der i henhold til EU-Domstolens retspraksis om afledt opholdsret efter artikel 20 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) vurderes at være af en sådan karakter, at den danske statsborger reelt vil være nødsaget til at forlade den Europæiske Unions område som helhed sammen med udlændingen, hvis opholdstilladelse nægtes. Forslaget indebærer også, at myndighederne fremover vil skulle meddele opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i tilfælde, hvor der består et sådant afhængighedsforhold mellem et dansk barn, som opholder sig i et tredjeland, og dets tredjelandsforælder, når et afslag på sidstnævntes ophold i barnets oprindelsesmedlemsstat forhindrer barnet i at opholde sig eller færdes på Unionens område som helhed, idet barnet vil være nødsaget til at forblive i tredjelandet hos denne forælder, jf. herved pkt. 2.3.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

For at en opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse kan meddeles, skal myndighederne i overensstemmelse med EU-Domstolens retspraksis foretage en konkret og individuel vurdering af, om der foreligger et afhængighedsforhold mellem tredjelandsstatsborgeren og en dansk statsborger, som er af en sådan karakter, at den danske statsborger reelt vil være nødsaget til at forlade Unionens område sammen med tredjelandsstatsborgeren, hvis en opholdsret nægtes.

EU-Domstolens praksis om afledt opholdsret efter TEUF artikel 20 kan både have betydning, hvor et tredjelandsfamiliemedlem ansøger om ret til ophold, herunder visum med henblik på indrejse og ophold her i landet, og hvor der opstår spørgsmål om ophør af den pågældendes opholdsret. TEUF artikel 20 er dermed ikke kun relevant i tilfælde, hvor der indgives en ansøgning om familiesammenføring, men også i sager om f.eks. (afslag på) forlængelse af en opholdstilladelse, inddragelse eller bortfald eller i sager om udvisning.

TEUF artikel 20 vil endvidere kunne være relevant i forbindelse med processuelle afgørelser. EU-Domstolen har således i RH, (C-836/18), fastslået, at processuelle regler i medlemsstaterne ikke må bringe den effektive virkning af TEUF artikel 20 i fare, f.eks. ved at tredjelandsstatsborgeren eller den danske statsborger forhindres i at fremlægge de forhold, som gør det muligt at bedømme, om der består et afhængighedsforhold mellem dem.

Selvom det i princippet påhviler tredjelandsstatsforælderen at fremlægge de forhold, som kan påvise, at den pågældende kan aflede en opholdsret af TEUF artikel 20, navnlig de forhold, som i tilfælde af et afslag på opholdstilladelse godtgør, jf. herved også udlændingelovens § 40, at barnet ville blive nødsaget til at forlade Unionens område, skal de nationale myndigheder imidlertid inden for rammerne af bedømmelsen af de betingelser, der er nødvendige for, at tredjelandsstatsborgeren kan få tildelt en sådan ret til ophold, sørge for, at anvendelsen af en national lovgivning vedrørende bevisbyrde ikke fører til en krænkelse af TEUF artikel 20, jf. Chavez-Vilchez, (C-133/15).

Hvis der i en sag foreligger oplysninger, som med en vis styrke kan indikere tilstedeværelsen af et særligt afhængighedsforhold mellem en dansk statsborger og en tredjelandsstatsborger, vil myndighederne efter omstændighederne i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper skulle oplyse sagen yderligere ved at foretage eventuelle nødvendige undersøgelser på grundlag af de forhold, som parterne har fremlagt. I sager om børn vil der eksempelvis kunne være behov for at indhente oplysninger fra offentlige myndigheder vedrørende barnets familiemæssige situation.

Det følger endvidere af EU-Domstolens retspraksis, at en tredjelandsstatsborger har ret til at indgive en ansøgning om opholdstilladelse eller forlængelse af en opholdstilladelse efter TEUF artikel 20, selvom tredjelandsstatsborgeren ikke har lovligt ophold her i landet, har fået fastsat en udrejsefrist eller har en anden ansøgning om opholdstilladelse under behandling, og uanset om vedkommende opholder sig i eller uden for landet, jf. herved K. A., (C-82/16).

Indgivelse af en ansøgning om opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse er som hidtil ikke forbundet med et gebyr, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 1, hvoraf det fremgår, at der ikke betales gebyr for indgivelse af ansøgning, hvis Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsiger det.

Anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmelse er primært tilfælde, hvor en tredjelandsforælder ansøger om at få anerkendt en afledt opholdsret efter TEUF artikel 20 under henvisning til sit mindreårige barn, som er dansk statsborger. Det kan dog ikke udelukkes, at der i ganske særlige tilfælde vil skulle meddeles opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse til en myndig tredjelandsstatsborger, som er familiemedlem til en myndig dansk statsborger. Det er relevant i særlige tilfælde, hvor den myndige danske statsborger ikke på nogen måde vil kunne være adskilt fra det familiemedlem, som den pågældende er afhængig af, idet en voksen person – i modsætning til et lille barn – i princippet er i stand til at føre en tilværelse uafhængigt af sine familiemedlemmer, jf. herved K. A., (C-82/16), og RH, (C-836/18).

I lyset af det af EU-domstolen anførte om afhængighedsforhold mellem myndige personer, jf. ovenfor nævnte dom, vil der eksempelvis kunne være behov for at foretage en vurdering af, om der i henhold til TEUF artikel 20 skal meddeles opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse, selvom begge parter er myndige, i situationer, hvor ganske særlige omstændigheder af humanitær karakter gør sig gældende, f.eks. alvorlig fysisk eller psykisk sygdom eller handicap hos den danske statsborger, som samtidig befinder sig i et kvalificeret følelsesmæssigt eller praktisk afhængighedsforhold til tredjelandsfamiliemedlemmet, f.eks. fordi familiemedlemmet varetager en essentiel forsørgelses-, pleje- eller omsorgsfunktion i forhold til den danske statsborger.

I situationer, hvor et afslag på opholdstilladelse vurderes at være i strid med f.eks. EMRK artikel 8 eller andre internationale forpligtelser, meddeles opholdstilladelse med henvisning hertil, jf. § 9 c, stk. 1, og ikke med henvisning til TEUF artikel 20, jf. den subsidiære karakter af opholdsretten efter TEUF artikel 20. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 2.3.1.3, og nærmere herom nedenfor.

Herudover vil der i ganske særlige tilfælde skulle meddeles opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse til en mindreårig tredjelandsstatsborger, der er i familie med en mindreårig dansk statsborger, jf. XU og QP, (C-451/19 og C-532/19). Det er tilfældet, hvis et afslag på opholdstilladelse til den mindreårige tredjelandsstatsborger indebærer, at tredjelandsbarnets mindreårige familiemedlem, der er dansk statsborger (f.eks. en halvsøskende), reelt tvinges til at forlade Unionen, fordi begge børn er afhængige af den samme tredjelandsstatsborger (f.eks. en fælles forælder), som vil være nødsaget til at ledsage tredjelandsbarnet ved dennes udrejse, og som følge heraf må tage det danske barn med sig.

Ved vurderingen af, om der består et afhængighedsforhold, som giver ret til ophold efter TEUF artikel 20, skal myndighederne tage hensyn til situationen, således som den foreligger på det tidspunkt, hvor de skal træffe afgørelse. Samtidig påhviler det den relevante klageinstans at tage hensyn til de faktiske omstændigheder, der er indtrådt efter myndighedernes afgørelse, jf. herved S. J. V., (C-459/20).

I vurderingen udgør graden af økonomisk, retlig og følelsesmæssig forsørgelse et centralt element, jf. EU-Domstolens dom i O. og S., (C-356/11 og C-357/11).

Det er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkeligt for at kunne aflede en opholdsret efter TEUF artikel 20, at det af økonomiske årsager eller for at bevare familieenheden på Unionens område forekommer ønskværdigt, at familiemedlemmet kan opholde sig sammen med den danske statsborger i medlemsstaten, jf. EU-Domstolens dom i sag Dereci, (C-256/11).

Det er ikke en betingelse, at der består en biologisk eller retlig forbindelse mellem den danske statsborger og tredjelandsstatsborgeren. Omvendt er det heller ikke i sig selv tilstrækkeligt, at der består en sådan forbindelse, hvis ikke der foreligger et afhængighedsforhold, jf. herved S. J. V., (C-459/20). TEUF artikel 20 vil derfor også kunne finde anvendelse i situationer, hvor den danske statsborger f.eks. er tredjelandsstatsborgerens stedbarn eller på anden måde står i ikke-biologisk relation til tredjelandsstatsborgeren, hvis der består et afhængighedsforhold mellem dem.

I tilfælde, hvor den danske statsborger er et mindreårigt barn, skal bedømmelsen af, om der skal meddeles opholdstilladelse i medfør af TEUF artikel 20, foretages under hensyn til bl.a. barnets tarv, herunder barnets alder, barnets fysiske og følelsesmæssige udvikling, graden af den følelsesmæssige tilknytning til såvel den forælder, der er unionsborger, som til den forælder, der er tredjelandsstatsborger, og den risiko som adskillelsen fra sidstnævnte indebærer for barnets ligevægt, jf. EU-Domstolen dom i Chavez-Vilchez, (C-133/15). Det er ikke afgørende, om forældrene til det mindreårige danske barn er skilt, gift eller samlevede. Det fremgår af dommen, at det forhold, at den anden forælder, der er unionsborger, reelt er i stand til og ønsker at påtage sig det daglige og faktiske ansvar for barnet alene, herunder den fulde forsørgelse, er et relevant forhold, men at det ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at konstatere, at der ikke består et afhængighedsforhold mellem den forælder, som er tredjelandsstatsborger, og barnet.

Det er desuden ikke afgørende, at den forælder, der er tredjelandsstatsborger, i en given periode ikke har påtaget sig den daglige omsorg for det pågældende barn, og at der som følge heraf ikke bestod et afhængighedsforhold mellem barnet og tredjelandsforælderen i denne periode, da tredjelandsforælderen på det tidspunkt, hvor myndighederne skal træffe afgørelse, kan have påtaget sig ansvaret og omsorgen for barnet på en måde, der indebærer, at det nødvendige afhængighedsforhold består på afgørelsestidspunktet, jf. EU-Domstolens dom i S. J. V., (C-459/20).

I en familiesituation, hvor et mindreårigt dansk barn bor sammen med begge sine forældre, og hvor begge forældre i det daglige er fælles om at tage sig af barnet, gælder der en afkræftelig formodning for, at der er et afhængighedsforhold mellem barnet og dennes tredjelandsforælder. Det indebærer, at der i sådanne situationer som udgangspunkt skal meddeles opholdstilladelse til tredjelandsforælderen i medfør af den foreslåede bestemmelse, jf. herved EU-Domstolens dom i XU og QP, (C-451/19 og C-532/19). Denne formodningsregel kan dog afkræftes, hvis der konkret er forhold, der taler imod, at der består et afhængighedsforhold mellem tredjelandsforælderen og barnet.

Det er vurderingen, at det er afgørende for, om der kan formodes at være et afhængighedsforhold, at der er tale om faktisk udøvelse af et reelt og stabilt familieliv.

I vurderingen heraf skal varigheden af familielivet, herunder navnlig den periode, hvor tredjelandsforælderen har boet sammen med barnet og barnets anden forælder, indgå med betydelig vægt. Et helt kortvarigt samliv vil som udgangspunkt ikke være tilstrækkeligt til at skabe en formodning for, at der foreligger et afhængighedsforhold af en karakter, som kan danne grundlag for meddelelse af en opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse. Det vil dog i alle tilfælde bero på en konkret og samlet vurdering af omstændighederne i hver enkelt sag, om det er tilfældet. Det forhold, at der eksempelvis er tale om et nyfødt barn, og at familielivet med det nyfødte barn som følge heraf faktuelt har været kortvarigt, eller at den ene forælder arbejder i et andet land og derfor pendler, eller at størstedelen af familielivet er udøvet i et land uden for Unionens område, kan ikke føre til, at opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse nægtes, hvis der i øvrigt er tale om et reelt og stabilt familieliv.

Bevisbyrden for, at der består en ret til ophold efter TEUF artikel 20, påhviler i almindelighed den, som ønsker at påberåbe sig en sådan ret, jf. bl.a. EU-Domstolens dom i Chavez-Vilchez, (C-133/15).

Når der er tale om en familiesituation, hvor et mindreårigt dansk barn bor sammen med begge sine forældre, vil det imidlertid være myndighederne, der i praksis skal afkræfte formodningen for, at der foreligger et afhængighedsforhold, som giver ret til ophold efter den foreslåede bestemmelse.

Retten til ophold efter den foreslåede bestemmelse gælder som udgangspunkt så længe, afhængighedsforholdet mellem tredjelandsstatsborgeren og den danske statsborger består. I tilfælde, hvor der er tale om et mindreårigt dansk barn, vil afhængighedsforholdet, og dermed retten til ophold efter den foreslåede bestemmelse, som det klare udgangspunkt ophøre, når barnet når myndighedsalderen, medmindre det godtgøres, at omstændighederne, der begrunder afhængighedsforholdet i den konkrete situation, fortsat består. Dette skal ses i sammenhæng med, at et afhængighedsforhold mellem voksne i henhold til TEUF artikel 20 alene anerkendes i særlige situationer. Det må derfor antages, at et afhængighedsforhold i henhold til TEUF artikel 20 ud over myndighedsalderen har undtagelsens karakter.

Ud over eksistensen af et afhængighedsforhold er det en betingelse for, at der kan meddeles opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse, at den danske statsborger reelt ikke har andet valg end at forlade Unionen og udrejse sammen med tredjelandsstatsborgeren, hvis opholdstilladelse nægtes.

På baggrund af dommen i M. D., (C-528/21), og EU-Domstolens retspraksis i øvrigt, vil det ikke være i strid med TEUF artikel 20 at meddele afslag på opholdstilladelse, hvis det kan konstateres, at tredjelandsstatsborgeren allerede har en gyldig opholdstilladelse i en anden medlemsstat, og det vurderes, at unionsborgeren kan tage ophold der sammen med tredjelandsstatsborgeren. Der vil i vurderingen bl.a. skulle tages højde for hensynet til barnets tarv, samt foretages en afvejning af den danske statsborgers og tredjelandsstatsborgerens tilknytning til Danmark over for en eventuel tilknytning til den anden medlemsstat, hvor tredjelandsstatsborgeren har ret til ophold. I den konkrete situation lagde EU-Domstolen til grund, at tredjelandsforælderen havde en gyldig opholdstilladelse i en anden medlemsstat end den, der var søgt om ophold i.

Det følger endvidere af retspraksis, at en afledt opholdsret efter TEUF artikel 20 er subsidiær, og således principielt først bliver relevant, hvis tredjelandsfamiliemedlemmet ikke opfylder de betingelser, der følger af andre regler og navnlig af nationale regler om familiesammenføring, for at opnå en opholdsret i den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger.

Hvis en tredjelandsstatsborger således allerede har en gyldig opholdstilladelse eller opholdsret som f.eks. familiesammenført eller på andet grundlag i Danmark (eller i en anden medlemsstat, jf. ovenfor), er betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af TEUF artikel 20 ikke opfyldt, idet tredjelandsstatsborgeren i den situation ikke vil blive pålagt at udrejse af Unionen, og dermed tvinges den danske statsborger, der er i et afhængighedsforhold til tredjelandsstatsborgeren, ikke ud af Unionen.

Det forhold, at tredjelandsstatsborgeren eventuelt ville kunne opnå en opholdsret, hvis den pågældende tog ophold i en anden medlemsstat sammen med den danske statsborger, kan imidlertid ikke begrunde et afslag på opholdsret i Danmark, når betingelserne for en afledt opholdsret efter TEUF artikel 20 i øvrigt er opfyldt. Den danske statsborger vil således ikke kunne henvises til at skulle gøre brug af sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat med henblik på der at skabe et opholdsgrundlag for familiemedlemmet efter reglerne i direktiv 2004/38/EF (opholdsdirektivet).

Det er vurderingen, at det af EU-retspraksis følger, at der i princippet også kan meddeles afslag på opholdstilladelse efter TEUF artikel 20, uden at det er i strid med EU-retten, hvis tredjelandsstatsborgeren har mulighed for at opfylde betingelserne for ophold på andet grundlag, f.eks. efter nationale regler om familiesammenføring.

Et krav om, at det først skal konstateres, om familiesammenføringsbetingelserne i udlændingeloven er opfyldt, vil ud fra tids- og ressourcemæssige betragtninger ikke være hensigtsmæssigt, hvis det står klart, at et afslag på opholdstilladelse, såfremt en af familiesammenføringsbetingelserne ikke er opfyldt, under alle omstændigheder vil være i strid med TEUF artikel 20.

Betingelserne for familiesammenføring administreres derfor som hidtil sådan, at myndighederne indledningsvist foretager en prøvelse af, om betingelserne for familiesammenføring skal fraviges af hensyn til Danmarks internationale eller EU-retlige forpligtelser. Hvis det således står klart, at et afslag på opholdstilladelse under alle omstændigheder vil være i strid med EMRK eller øvrige internationale forpligtelser eller TEUF artikel 20, vil udlændingelovens betingelser for familiesammenføring ikke blive stillet.

Det bemærkes i forlængelse heraf, at der i en situation, hvor en tredjelandsstatsborger, der er familiemedlem til en dansk statsborger, og som opfylder betingelserne for at opnå en afledt opholdsret efter TEUF artikel 20, har en anden opholdstilladelse, f.eks. som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, men på et tidspunkt ikke længere opfylder betingelserne herfor, f.eks. forsørgelseskravet i § 9, stk. 5, vil den pågældende fortsat have ret til ophold i Danmark, hvis den danske statsborger ellers reelt vil være nødsagtet til at forlade Unionens område. I en sådan situation er der ikke behov for at foretage en vurdering af, om de almindelige familiesammenføringsbetingelser måtte være opfyldt.

Det bemærkes hertil, at der i en situation, hvor et afslag på opholdstilladelse vurderes at være i strid med EMRK artikel 8 eller øvrige internationale forpligtelser, meddeles opholdstilladelse med henvisning hertil og ikke med henvisning til TEUF artikel 20.

Betingelsen om, at unionsborgeren skal være nødsaget til at forlade Unionen som helhed, kan være opfyldt, selvom den danske statsborger ikke opholder sig i Danmark på ansøgningstidspunktet, forudsat at det godtgøres, at den pågældende vil indrejse og opholde sig sammen med tredjelandsforælderen i Danmark. EU-Domstolen har i S. J. V., (C-459/20), udtalt, at i tilfælde, hvor der er et afhængighedsforhold mellem et unionsborgerbarn, som opholder sig i et tredjeland, og dets tredjelandsforælder, kan et afslag på sidstnævntes ophold i barnets oprindelsesmedlemsstat forhindre barnet i at opholde sig eller færdes på Unionens område som helhed, idet barnet vil være nødsaget til at forblive i tredjelandet hos denne forælder. Denne konsekvens kan ifølge EU-Domstolen sidestilles med konsekvenserne af at være nødsaget til at forlade Unionens område som helhed.

Det er på baggrund af dommen Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at der skal være tale om en faktisk og reel forestående indrejse med henblik på at tage ophold i Danmark sammen med det danske barn, og at dette kan godtgøres. Om end det i en sådan situation vil være naturligt, at barnet og tredjelandsstatsborgeren indrejser sammen, kan der ikke stilles et absolut krav herom.

Afgørelser efter den foreslåede bestemmelse træffes af Udlændingestyrelsen med klageadgang til Udlændingenævnet, jf. udlændingelovens § 46 a, stk. 1. Der vil ikke skulle betales gebyr for at klage, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 5, 2. pkt., da Udlændingenævnet vil skulle påse, om det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EU-retten, at nægte opholdstilladelse. Det fremgår af § 46 a, stk. 3, 1. pkt., at klage til Udlændingenævnet skal være indgivet inden 8 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Der henvises til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, litra e, at der efter ansøgning kan gives opholdstilladelse til en mindreårig udlænding med henblik på ophold hos en anden i Danmark fastboende person end forældremyndighedens indehaver, når opholdstilladelsen gives med henblik på adoption, ophold som led i et plejeforhold eller, hvis særlige grunde taler derfor, ophold hos barnets nærmeste familie, og når den i Danmark fastboende person har tidsubegrænset opholdstilladelse eller opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold.

Det foreslås i § 9, stk. 1, nr. 3, litra e, at ændre: »ophold.« til: »ophold,«.

Der er alene tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 3, hvori der foreslås indsat et nyt nummer i udlændingelovens § 9, stk. 1.

Efter udlændingelovens § 9, stk. 13, kan opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1 (ægtefællesammenføring), medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor, ikke gives, såfremt den herboende person inden for en periode på 10 år inden tidspunktet for afgørelsen for et eller flere forhold begået mod en ægtefælle eller samlever ved endelig dom er idømt betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter, for overtrædelse af straffelovens § 213, § 216, stk. 1, § 225, jf. § 216, stk. 1, § 233, stk. 1 og 2, §§ 233 a, 237, 243-246, 250, 260, 261, 262 a eller 266.

Bestemmelsen indebærer, at der gælder en 10-årig karensperiode, i hvilken der som udgangspunkt ikke kan opnås ægtefællesammenføring med en herboende person, hvis den pågældende ved endelig dom er idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for de angivne former for kriminalitet begået mod en tidligere ægtefælle eller samlever.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 9, stk. 13, således at »frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter« ændres til »fængselsstraf eller en anden strafferetlig retsfølge end fængselsstraf, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, og den herboende person ville være idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf, hvis der ikke var idømt en sådan anden retsfølge«.

Med henblik på at ensarte terminologien i udlændingeloven og i den forbindelse anvende den terminologi, der anvendes i straffeloven, foreslås det, at »frihedsstraf« erstattes med »fængselsstraf«.

Derudover foreslås nogle sproglige præciseringer af den del af bestemmelsen, der vedrører den situation, hvor den pågældende ikke er idømt fængselsstraf, men en anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, så det fremgår mere tydeligt, at bestemmelsen omfatter de tilfælde, hvor den pågældende ville være idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf, hvis der ikke var idømt en anden strafferetlig retsfølge.

Der er alene tale om sproglige justeringer, der ikke vil medføre ændringer af materiel karakter.

Efter udlændingelovens § 9, stk. 23, kan opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor, ikke gives, såfremt den i Danmark fastboende person eller dennes ægtefælle eller samlever inden for en periode på 10 år inden tidspunktet for afgørelsen for et eller flere forhold begået mod et eller flere mindreårige børn ved endelig dom er idømt betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter, for overtrædelse af straffelovens § 210, stk. 1 eller 3, jf. stk. 1, §§ 213, 215, 215 a, 216, 218, 219, 222, 223, § 224, stk. 1, § 225, jf. §§ 216, 218, 219, 222, 223 eller § 224, stk. 1, §§ 226, 232, § 233, stk. 1 og 2, §§ 233 a, 235, 237, 243-246, 250, 260, 260 a, 261, § 262 a, stk. 2, eller § 266.

Bestemmelsen indebærer, at der som udgangspunkt gælder en karensperiode på 10 år for familiesammenføring med børn under 15 år, hvis den herboende person eller dennes ægtefælle eller samlever er idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, og den pågældende ville være idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf, hvis der ikke var idømt en sådan anden retsfølge, for seksuelle overgreb eller anden personfarlig kriminalitet mod mindreårige børn.

Efter udlændingelovens § 9 j, stk. 7, kan opholdstilladelse efter stk. 1, medmindre særlige grunde taler derfor, ikke gives, hvis værtspersonen eller dennes ægtefælle eller samlever inden for en periode på 10 år inden tidspunktet for afgørelsen for et eller flere forhold begået mod en person, der på gerningstidspunktet var au pair hos den domfældte, ved endelig dom er idømt betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter, for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, § 225, jf. § 216, stk. 1, § 233, stk. 1 og 2, §§ 233 a, 237, 243-246, 250, 260, 261, 262 a, 262 b eller 266.

Bestemmelsen indebærer, at der som udgangspunkt gælder en karensperiode på 10 år for opholdstilladelse med henblik på au pair-ophold, hvis værtspersonen eller dennes ægtefælle eller samlever er idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, og den pågældende ville være idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf, hvis der ikke var idømt en sådan anden retsfølge, for seksuelle overgreb eller anden personfarlig kriminalitet mod en tidligere au pair-person hos den dømte.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 9, stk. 23, og § 9 j, stk. 7, således at »frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter« ændres til »fængselsstraf eller en anden strafferetlig retsfølge end fængselsstraf, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, og den pågældende ville være idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf, hvis der ikke var idømt en sådan anden retsfølge«.

Med henblik på at ensarte terminologien i udlændingeloven og i den forbindelse anvende den terminologi, der anvendes i straffeloven, foreslås det, at »frihedsstraf« erstattes med »fængselsstraf«.

Derudover foreslås sproglige præciseringer af den del af bestemmelserne, der vedrører den situation, hvor den pågældende ikke er idømt fængselsstraf, men en anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, så det fremgår mere tydeligt, at bestemmelserne omfatter de tilfælde, hvor den pågældende ville være idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf, hvis der ikke var idømt en anden strafferetlig retsfølge.

Der er alene tale om sproglige justeringer, der ikke vil medføre ændringer af materiel karakter.

Efter udlændingelovens § 9, stk. 15, nr. 1, kan opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, litra e, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derimod, kun gives, såfremt den herboende person ikke er idømt ubetinget straf af mindst 6 måneders fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.

Bestemmelsen omhandler ægtefællesammenføring til andre udlændinge end nordiske statsborgere og flygtninge og indebærer, at ægtefællesammenføring som udgangspunkt ikke kan opnås, hvis den herboende person er idømt ubetinget straf af mindst 6 måneders fængsel eller en anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, og den herboende person ville være idømt mindst 6 måneders ubetinget fængsel, hvis der ikke var idømt en sådan anden retsfølge.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 9, stk. 15, nr. 1, således at »anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed« ændres til »en anden strafferetlig retsfølge end fængselsstraf, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, og den herboende person ville være idømt mindst 6 måneders ubetinget fængsel, hvis der ikke var idømt en sådan anden retsfølge«.

Forslaget vil alene indebære sproglige præciseringer af den del af bestemmelsen, der vedrører den situation, hvor den pågældende ikke er idømt fængselsstraf, men en anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, således det vil komme til at fremgå mere tydeligt, at bestemmelsen omfatter de tilfælde, hvor den pågældende ville være idømt 6 måneders ubetinget fængsel, hvis der ikke var idømt en anden strafferetlig retsfølge.

Forslaget vil ikke medføre ændringer af materiel karakter.