Minimumshonorarer for selvstændige tjenesteydere og EU's konkurrenceregler

Sagen omhandler en tvist mellem fagforbundet FNV Kunsten Informatie en Media (FNV) og den nederlandske stat angående gyldigheden af en udtalelse fra de nederlandske konkurrencemyndigheder (NMa). NMa mente, at en bestemmelse i en kollektiv overenskomst, der fastsætter et minimumshonorar for selvstændige tjenesteydere (vikarer i orkestre), ikke er udelukket fra anvendelsesområdet for artikel 101, stk. 1, TEUF.

FNV argumenterede for, at en sådan bestemmelse er nødvendig for at sikre ordentlige arbejds- og ansættelsesvilkår for vikarerne, uanset om de er ansatte eller selvstændige. Den nederlandske stat støttede NMa's holdning om, at fastsættelse af minimumshonorarer for selvstændige tjenesteydere kan være konkurrencebegrænsende og derfor er omfattet af artikel 101 TEUF.

Gerechtshof te 's-Gravenhage forelagde sagen for EU-Domstolen og spurgte, om EU's konkurrenceregler finder anvendelse på en bestemmelse i en kollektiv overenskomst, der fastsætter et minimumshonorar for selvstændige, der udfører samme arbejde som ansatte.

Domstolen skulle tage stilling til, om en sådan bestemmelse falder uden for anvendelsesområdet for artikel 101 TEUF, enten fordi den findes i en kollektiv overenskomst, eller fordi dens formål er at forbedre ansættelses- og arbejdsvilkårene for de omfattede arbejdstagere.

Afgørelse

EU-domstolen fastslog, at en bestemmelse i en kollektiv overenskomst, der fastsætter et minimumshonorar for selvstændige tjenesteydere, kun er undtaget fra artikel 101 TEUF's anvendelsesområde, hvis disse tjenesteydere kan karakteriseres som "falske selvstændige". Det vil sige tjenesteydere, der reelt befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med lønmodtageres. Domstolen understregede, at det er den forelæggende rets opgave at foretage denne vurdering.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at selvstændige tjenesteydere som udgangspunkt betragtes som "virksomheder" i konkurrenceretlig forstand, medmindre deres uafhængighed er fiktiv. Hvis de er underlagt arbejdsgiverens kontrol og ikke bærer den økonomiske risiko, kan de reelt være arbejdstagere.

Retslige principper

• Begrebet "virksomhed" i konkurrenceretten: Domstolen præciserede, at selvstændige tjenesteydere som udgangspunkt anses for at være virksomheder, der udbyder deres tjenester på markedet.
• Begrebet "arbejdstager" i EU-retten: Domstolen bekræftede, at begrebet arbejdstager defineres ud fra objektive kriterier, der karakteriserer arbejdsforholdet, herunder ydelse af arbejde mod vederlag og under en anden persons ledelse.
• Falske selvstændige: Domstolen anerkendte, at personer, der formelt er selvstændige, reelt kan være arbejdstagere, hvis deres uafhængighed er fiktiv.