Mindstelønskrav i offentlige kontrakter og fri udveksling af tjenesteydelser

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Vergabekammer bei der Bezirksregierung Arnsberg (Tyskland) vedrørende fortolkningen af artikel 56 TEUF (fri udveksling af tjenesteydelser) og direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere.

Bundesdruckerei GmbH anfægtede et udbud fra Stadt Dortmund, der krævede, at tilbudsgivere og deres underleverandører forpligtede sig til at betale en mindsteløn til deres ansatte, også når underleverandøren er etableret i en anden medlemsstat (Polen) og udfører arbejdet dér.

Bundesdruckerei argumenterede for, at kravet om mindsteløn udgjorde en ulovlig restriktion på den frie udveksling af tjenesteydelser, da det pålagde en unødvendig økonomisk byrde for virksomheder, der benytter underleverandører fra andre medlemsstater med lavere lønniveau.

Stadt Dortmund hævdede, at kravet var berettiget for at sikre fair lønninger og undgå social dumping, og at det var i overensstemmelse med national lovgivning.

Den forelæggende ret ønskede at vide, om artikel 56 TEUF er til hinder for en national bestemmelse, der pålægger en tilbudsgiver og dennes underleverandører at betale en bestemt mindsteløn, når underleverandøren er etableret i en anden medlemsstat, og arbejdet udføres i denne medlemsstat.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 56 TEUF er til hinder for en national lovgivning, der i forbindelse med en offentlig kontrakt forpligter en underleverandør med hjemsted i en anden medlemsstat til at betale sine arbejdstagere en mindsteløn fastsat i den ordregivende myndigheds medlemsstat, når arbejdet udføres i underleverandørens hjemland.

Domstolen begrunder afgørelsen med, at en sådan lovgivning udgør en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser, da den pålægger underleverandører fra andre medlemsstater en yderligere økonomisk byrde. Selvom beskyttelse af arbejdstagere er et legitimt mål, går den nationale lovgivning videre end nødvendigt for at opnå dette mål, da den fastsatte mindsteløn ikke tager hensyn til leveomkostningerne i den medlemsstat, hvor arbejdet udføres.

Domstolen afviser også argumentet om, at foranstaltningen er nødvendig for at sikre de sociale sikringsordningers stabilitet, da eventuel manglende passende løn til polske arbejdstagere vil påvirke det polske, og ikke det tyske, socialsystem.