EUIPO’s forpligtelse til at begrunde afvigelse fra tidligere afgørelser om varemærkerenommé i indsigelsessager

Domstolen forkastede appellen indgivet af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) og stadfæstede Retten’s dom, som annullerede en afgørelse fra EUIPO’s appelkammer. Sagen vedrørte en indsigelsessag rejst af Puma SE mod Gemma Group Srl’s ansøgning om et figurmærke (et springende kattedyr) for maskiner (klasse 7).

Puma påberåbte sig renomméet for sine ældre figurmærker (også springende kattedyr) i henhold til artikel 8, stk. 5, i varemærkeforordningen. Puma fremlagde ikke alle de oprindelige beviser for renomméet, men påberåbte sig præcist tre tidligere EUIPO-afgørelser, hvori deres mærkers renommé var blevet bekræftet. Appelkammeret afviste imidlertid indsigelsen, idet det konstaterede, at Puma ikke havde godtgjort renomméet, og nøjedes med at anføre, at EUIPO ikke var bundet af tidligere afgørelsespraksis.

Sagens centrale spørgsmål

De centrale retlige spørgsmål for Domstolen var, om princippet om god forvaltningsskik og begrundelsespligten:

• Kræver, at EUIPO i inter partes-sager (som indsigelsessager) udtrykkeligt skal tage hensyn til sine egne tidligere afgørelser, der anerkender et ældre varemærkes renommé, selvom disse ikke er ledsaget af alle de underliggende beviser fra de tidligere sager.
• Forpligter EUIPO til at begrunde en eventuel afvigelse fra disse tidligere konstateringer.
• Indeholder en forpligtelse for Appelkammeret til proaktivt at anmode om supplerende beviser, hvis det er nødvendigt for at opfylde begrundelsespligten.

Domstolen afviste EUIPO’s appel i sin helhed og stadfæstede Rettens konklusion om, at appelkammeret havde tilsidesat princippet om god forvaltningsskik, herunder begrundelsespligten.

Domstolen fastslog, at de tidligere afgørelser, der præcist var påberåbt af Puma til støtte for renomméet, udgjorde gyldige bevismidler. Selvom EUIPO ikke er automatisk bundet af sine tidligere afgørelser (legalitetsprincippet), er kontoret forpligtet til at handle i overensstemmelse med principperne om god forvaltningsskik og ligebehandling.

Domstolens konklusioner

• EUIPO begik en retlig fejl ved i den omtvistede afgørelse at undlade at henvise til og undersøge de tre tidligere afgørelser, som Puma havde påberåbt sig for at godtgøre sit varemærkes renommé.
• EUIPO’s Appelkammer var forpligtet til enten at følge de konstateringer, der blev gjort i disse tidligere afgørelser, eller udtrykkeligt og specifikt at begrunde, hvorfor det mente, at konstateringen af renommé i de tidligere sager ikke længere var relevant i den aktuelle sag.
• Domstolen fastslog endvidere, at under disse særlige omstændigheder (hvor renomméet tidligere var anerkendt), og hvis Appelkammeret fandt, at det ikke kunne opfylde sin begrundelsespligt uden de underliggende beviser, havde det en proceduremæssig mulighed for at anmode Puma om at fremlægge yderligere beviser (i henhold til artikel 63, stk. 2, og artikel 78 i forordning nr. 207/2009). Denne mulighed harmoniserer med princippet om god forvaltningsskik og er ikke i strid med kontradiktionsprincippet i inter partes-sager.